Artikel top billede

Årets it-komet 2016: "Vi tager over, hvor ERP-systemet slutter, og det kan kunderne lide"

På fire år har Formpipe Lasernet ændret forretningen fra 80 procent omsætning i Danmark til 80 procent salg i udlandet. Nu er udfordringen at udvikle softwareprodukterne, så de kan følge med ud i skyen, hvor fremtidens it-løsninger skal sælges. Mød it-firmaet, der er Danmarks dygtigste til vækst.

Vinder-interview: Formpipe Lasernet har gjort det til sin hovedbeskæftigelse at udføre det arbejde, som de andre it-firmaer ikke rigtig har lyst til, og den forretning har været så god, at virksomheden nu kan kalde sig for Danmarks dygtigste til vækst set over en periode på fire år.

Der hvor Firmaet har valgt at målrette sin software og sætte ind, er der, hvor ERP-systemet giver slip på data. Lasernet har nemlig specialiseret sig i at håndtere og distribuere dokumenter og informationer mellem it-systemer og den enkelte modtager.

Lasernet er en del af Formpipe Software, der er noteret på børsen i Sverige. Firmaets speciale er dokumenthåndteringen mellem it-systemer, mens resten af Formpipes danske forretning har arbejdsområder indenfor eksempelvis ESDH og administration af tilskud og uddelinger.

Kan du give et eksempel på, hvad jeres software kan?

"Vi har udviklet et softwareprodukt, der kan installeres i forlængelse af it-systemer, primært ERP-systemer. Det giver brugerne mulighed for at konvertere, opsætter og distribuerer dokumenter. Helt lavpraktisk så handler det om at få dokumenter som eksempelvis fakturaer, kontoudtog eller EDI ud af it-systemet og få data konverteret og leveret i rette format og i denne rigtig kanal," fortæller Anders Terp, der er direktør i Formpipe Lasernet, og har arbejdet i virksomheden siden 2007 efter, at Formpipe opkøbte danske EFS Technology, hvor han var partner.

Læs også: Svensk firma overtager EFS Technology

Men det kan ERP-systemet vel også selv håndtere?

"Ja, det er korrekt, men det kræver, at ERP-leverandøren eller virksomheden, der har et ERP-system, skal programmere sig frem til en løsning. Dokumenthåndteringen kommer sjældent direkte ud af kassen. Det er besværlit og forbundet med usikkerhed om både resultatet og prisen. Vi har gjort løsningen på det problem til vores niche."

Rigtig mange virksomheder og offentlige organisationer har stået eller står overfor udfordringer med at få digitaliseret strømmen af indgående og udgående dokumenter.

Lasernet har gennem mange år udviklet den nødvendige software og gjort det til sit forretningsområde at hjælpe med af få has på disse udfordringer. Firmaets software lægger sig således direkte op ad ERP-systemet, hvor den håndterer behandlingen og formidlingen af dokumenterne.

Hvorfor går det specielt godt for jer? hvad er det I er gode til?

"Det er primært fordi, at vi fjerner den risiko, som kunderne vil opleve, hvis de selv skal programmere sig ud af problemerne. Vi giver i de fleste tilfælde en fast pris, og så udvikler vi selv moduler, der efterfølgende kan kobles på en eksisterende løsning, hvis behovene ændrer sig eksempelvis i forbindelse med ny lovgivning. Med andre ord behøver ERP-leverandørerne ikke bruge tid på denne del af it-projektet, og så tager vi risikoen ud af den ud- og indgående dokumenthåndtering, hvilket mange har taget godt imod."

Maskine til maskine giver solide løsninger

Løsningens kode udvikles i Ballerup, hvor der sidder otte kodefolk i samarbejde med et team på fire i Ukraine.

En af hjørnestene i de gode regnskabsår er således, at produktet består af en standard software-pakke, hvor kunden selv kan tilpasse en løsningen, så den passer til det aktuelle behov via den modulopbyggede software.

Hvordan sælger I produktet?

"Det gør vi gennem vores partnernetværk. Tidligere var det med øje for en konkret business case baseret på digitalisering, der kunne spare en virksomhed eller organisation for omkostninger i forbindelse med håndtering, udskrift og forsendelse af dokumenter. Nu er det ofte blevet til et spørgsmål om at ramme modtagerne af dokumenter på den rigtige platform og sikre et system, der kan håndtere dialog i form af ind- og udgående data. Det kan være en pensionskasse, der skal sende dokumenter til en ung modtagergruppe, der primært er på mobilen."

Men selve salget foregår gennem en partner?

"Ja. Det foregår typisk i forbindelse med, at der skal implementeres et nyt ERP-system i en virksomhed via en af vores partnere. Vi ligger i slipstrømmen af ERP-systemerne, der står for logikken og fremvisningen på skærmen. Vi har valgt at fokusere på at udvikle software, og har s åledes ikke leverancekonsulenter her i huset. Support, konsulenter, leverance og salg ligger hos partnere."

Så hvis der ikke var en ERP-bølge, så ville jeres forretning være meget lille?

"Ja. Det ville nok være konsekvensen. Men vi ser, at ERP-systemerne bliver mere og mere komplekse, hvilket har betydet, at mange gerne vil mindske risikoen og have styr på budgetterne i forbindelse med ERP-implementeringer, hvilket altså er til vores fordel."

Ofte kan man få fornemmelsen af at dokumenthåndtering er en meget besv ærlig disciplin. Jeg tænker eksempelvis på de mange dårlige sager i på eksempelvis hospitalerne. Er det svært?

"Det komplicerede opstår ofte i forbindelse med, at mange brugere interagerer med et dokument. Lasernet har specialiseret sig i dokumenthåndtering fra maskine til maskine, hvor dokumenterne ikke på samme måde som i ESDH-løsninger ændres hele tiden efter regeltunge processer. ESDH-forretningen ligger i en anden del af Formpipe-gruppen," fortæller Anders Terp.

Fra Ballerup til hele verden

Baggrunden for årets It-komet er de sidste fire års regnskaber, som du kan se i regnskabsboksen til højre i artiklen.

Computerworld har fundet de virksomheder i Brancheguiden, som i de seneste fire årsregnskaber har haft positive resultater i resultat af primær drift og resultat før skat.

Vi har sat et regnskabsresultat på 500.000 kroner i 2012/2013 som minimum for beregningerne. Det giver en bruttoliste på cirka 350 virksomheder af de godt 1.200, som er i Brancheguiden.

Væksten er indekseret i regnskaberne fra år til år og så er firmaerne rangeret i forhold til hinanden. Til slut er placeringerne lagt sammen, og på den måde finder vi frem til vinderen.

Væksten er altså målt på resultat af primær drift og resultat før skat gennem de sidste fire årsregnskaber.

Hvorfor har de sidste fire år været så gode?

"Det går godt i Danmark, og digitaliseringen buldrer afsted, men den store vækst er kommet fra udlandet. For fire år siden havde vi 80 procent af forretningen i Danmark og 20 procent internationalt. De tal er vendt rundt i perioden, så 80 procent af forretningen nu ligger i udlandet. I dag har vi mere end 2.500 kunder i 100 forskellige lande. Det er vi lykkedes med gennem en skalerbar partnermodel. Uden partnerne var det projekt aldrig lykkedes for os, med den størrelse vi har."

Så væksten er komme fra udlandet. Hvordan er I kommet ud over grænserne?

"Ja, den store vækst er. Vi har haft en strategi, som vi kaldte "Think European", hvor målet var at transformere vores virksomhed fra en danske virksomhed til en europæisk virksomhed. Det er vi lykkedes med blandt andet på grund af, at Microsoft og den globale ERP-bølge generelt har bragt flere kunder til fadet uden for landets grænser. I det kommende år vil vi så se nærmere på det amerikanske marked."

Lasernet arbejder ofte sammen med store ERP-producenter som Microsoft, der har mange muskler til eksempelvis udvikling og markedsføring, men den strategi kræver også, at man følger med i det tempo som ERP-husene arbejder.

Det betyder blandt andet, at Microsofts satsning på at rykke ud i skyen udfordrer Lasernets udviklere på tid og kodefremstilling.

Ikke nye funktioner men næsen i skyen

Hvordan vil I udvikle jeres produkt i fremtiden. Microsoft ændrer sig eksempelvis hurtigt mod skyen, gør i også det?

"Det er lettest for os at sælge produkter sammen med nye ERP-implementeringer, hvilket betyder, at vi skal rykke ud i skyen, da det er den vej, som udviklingen går. Vi har brugt meget tid på at lykkes med at udvikle en cloud-model, der eksempelvis kan lægge sig oven på Microsofts Dynamics 365-løsning. Men det er en kæmpe udfordring, for en virksomhed af vores størrelse, at følge med Microsoft, der udvikler i et meget, meget højt tempo. Ligeledes vil skyen ændre hele vores forretningsmodel og partnerstrategi, hvilket også er noget, som vi ser på. Udfordringen ligger nu i at følge med den teknologiske udvikling og forandre forretningen, så den passer til."

Så lige nu handler det ikke så meget om at skabe noget nyt, men om at f ølge med teknologien?

"Præcis."

I beretter, at I arbejder meget tæt sammen med de store spillere på markedet. Bliver i opkøbt på et tidspunkt?

"Det har vi hverken en plan eller et ønske om lige nu," lyder det fra året It-komet. 

Læs også:
Erik Damgaard klar med nyt økonomisystem: "Jeg er back in business"

Indisk kæmpe-firma investerer millioner kroner i lille dansk it-firma: "Vi var faktisk tæt på at sige nej tak til et møde"

Det koster kassen, når du fumler med dokumenterne - få nu styr på det