Test af Apples splinternye trådløse AirPods: Gode, nemme - og faktisk til at betale

På et hængende hår nåede Apple at lancere sine AirPods inden jul. Vi har taget et kig - og et lyt - på Apples fuldstændigt trådløse headset.

I september lancerede Apple iPhone 7. Uden stik til høretelefoner.

Nu, i december, er de matchende trådløse høretelefoner klar. 

Og de er overraskende gode - og gør op med en del af de problemer, som normale Bluetooth høretelefoner har. 

Identisk med de gamle
Headsettet ligner fuldstændig det almindelige Apple-headse - bare uden kabel.

Der er hverken forskel på udseende eller pasform på de to headset, så er du allerede begejstret for Apples almindelige, kablede headset, bliver du også fan af AirPods. 


Netop fordi de ligner Apples klassiske headsets så meget, kunne man frygte, at de ville falde ud, så snart du bevæger hovedet og kigger dig over skulderen. 

Det gør de ikke. Uanset hvor meget Slayer, vi har lyttet til med tilsvarende headbanging (se billede for dokumentation), falder de ikke ud af ørene.

De er til gengæld nemme at tage ud, da de kun sidder fast i øregangen. 


Skulle du alligevel miste den ene AirPod ved tab eller tyveri, koster det 600 kroner at få en ny hos Apple. Det er cirka halv pris af den samlede pris på 1.300 kroner. 

Læs også:  Test af Jabra Elite Sport: Det er fedt - men kan du leve med kompromisserne?


"Er det tandtråd?"
Opsætningen er uhyre nem: Tænd bluetooth på din telefon, åbn den medfølgende Airpod-opbevaringsboks i nærheden af din iPhone, følg instruktionerne på skærmen (to klik), og nu kan du lytte til musik. 

Faktisk skal du bare åbne den hvide opbevarings- og opladningsboks i nærheden af din iPhone for at aktivere forbindelsen. 

Al dette på grund af W1-chippen, der sidder i AirPods-headsettet, og det fjerner al parrings-, aktiverings- og forbindelsesbøvlet, der til tider findes med bluetooth-headset.

Og vi må sige, at det fungerer godt. Det er vitterlig bare at tage headsettet ud af boksen og føre dem op til ørene, og så spiller musikken.

Det synes vi dog også, at mange nyere almindelige bluetooth-headset gør i dag, så det er primært et bekvemmelighedsproblem, som Apple forsøger at løse. 

Dog klarer headsettet ét problem med bravour: Hvis du tager AirPods ud af ørene, stopper headsettet af sig selv med at være den primære lydkilde. 

Det vil sige, at du ikke febrilsk behøver at jagte bluetooth-enheder i hele huset næste gang din telefon ringer, fordi lyden insisterer på at komme igennem din højtaler / køkkenradio / bil / trådløse headset, eller hvor du sidst har haft din telefon tilsluttet. 

Tager du desuden headsettet ud af ørene, stopper musikken automatisk og begynder igen, når du sætter dem tilbage i øret. Det er set før, men derfor er det stadig smart. Specielt fordi headsettet mangler fysiske knapper til at starte og stoppe musikken.

En anden smart detalje er, at AirPod-boksen fungerer som både opbevaring og oplader til headsettet. Det sker gennem boksens indbyggede batteri, som automatisk oplader høretelefonerne når låget lukkes. 

Selv boksen er let, rund og forholdsvis anonym. Den minder dog ret meget om en tandtrådsboks fra Colgate, hvilket vi ikke kan forestille os er et bevidst designvalg.

Læs også: Slip for kabler: Her er de 15 fedeste trådløse hovedtelefoner

"Hej Siri. Skru op for lyden"
Det trådløse headset ligner Apples klassiske, kablede iPhone-headset. Og det lyder i vores ører på nøjagtig samme måde. 

Det betyder at lyden er fin og rummelig, specielt vokaler og podcast går godt igennem. Men prisen er en svag gengivelse af bas. 

Det skyldes, at ingen af Apples ikoniske headset isolerer din øregang. Det betyder samtidig, at du hører verden omkring dig - og omverdenen kan høre din musik. Meget tydeligt endda. 

En test foretaget på redaktionen viste, at vi tydeligt kunne høre musikken i en andens øre cirka en meter væk, når der var skruet op til cirka 75 procent lydstyrke på telefonen.

Det er selvfølgelig et mindre problem i et støjende tog, men i en stillekupé vil du nok få dræberblikket fra sidemanden. 

Mens sidemanden kan nyde din musik, må du til gengæld leve med, at headsettet ikke spiller særligt højt. Det er sikkert sundt for din hørelse (og sidemandens sindstilstand), men når vi kan høre Smoke On The Water på maksimum volumen uden det mindste problem, så er det måske for lavt.  

Der er ingen knapper på headsettet, så al interaktion foregår ved små tryk eller via Siri. Og det er sin helt egen udfordring.

Trykker du to gange på siden, stopper musikken, og den begynder igen ved samme bevægelse. Vil du skrue op for lyden? Så skal du sige have Apples stemmeassisten aktiveret og sige: "Hej Siri: Skru op for lyden."

Det er meget sjovt første gang. Men anden gang - og de næste 10.000 gange - er det knapt så sjovt. Specielt da de færreste gider tale til sin telefon i et fyldt S-tog for at skrue op og ned for lyden.

Du kan selvfølgelig altid skrue op for lyden via din iPhones volume-knapper, men det er irriterende, at man skal have telefonen op af lommen eller sidde og råbe til sin telefon, for noget så simpelt som at styring af lydstyrken.

Skal du endelig tale med nogen, så ring til et rigtigt menneske.

Der giver den indbyggede mikrofon fin mening og dem, som vi har talt med, har sagt, at stemmen er gået fint igennem.

Konklusion
AirPods er et fint sæt høretelefoner, som fungerer præcis som Apple lover: Opsætning og brug er en leg, og lyden er fin, hvis du allerede nu er glad for Apples almindelige headset. Og så længe du ikke forventer HiFi-lyd. 

For 1.300 kroner placerer headsettet sig i den billige ende af de nye fuldstændig kabelfrie headset. Både Samsungs IconX og Jabras Elite Sport koster 2.000 kroner stykket. Men byder til gengæld begge også på et mere fitnessorienteret produkt med vandtæthed (IconX) og pulsmåler (Elite Sport). 

Spørg dog dig selv, om du har brug for et fuldstændigt trådløst headset.

Lydkvaliteten er mere eller mindre den samme som i Apples almindelige headset, så det er 100 procent den trådløse løsning og bekvemmelighed, som du betaler for. 

Læs også: Fra Scarlett Johansson til ægte kabelfrihed: Sådan udviklede Jabra sit første ægte trådløse headset


Loading ikon


Premium
Atea stormer frem: Her er de 20 it-leverandører som branchen mener har de bedste produkter, ydelser og service
Computerworld Image 2021: Disse 20 selskaber leverer ifølge det professionelle it-Danmark de bedste produkter, de bedste ydelser og har den bedste service. Se listen her.
Computerworld
Nu er de her: Efter flere års rygter lancerer Apple Airtags
Langt om længe kan du købe Apples Airtags. De kan modstå støv og vand, og samtidig gør de det muligt for millioner af iPhone-brugere at hjælpe dig med at finde dine nøgler.
CIO
Har du rost din mellemleder i dag? Snart er de uddøde - og det er et tab
Computerworld mener: Mellemledere lever livet farligt: Topledelsen får konstant ideer med skiftende hold i virkeligheden, og moden går mod flade agile organisationer. Men mellemlederen er en overset hverdagens helt med et kæmpe ansvar. Her er min hyldest til den ofte latterliggjorte mellemleder.
Job & Karriere
"Vi var nødt til at sige til dem, at I er nødt til at sende ham hjem nu, for han begynder at knække"
"Vi var nødt til at sige til dem, at I er nødt til at sende ham hjem nu, for han begynder at knække"
White paper
Kunsten at navigere i en tilpasningsøkonomi
Evnen til at tilpasse sig en verden i konstant forandring bliver afgørende for virksomhedens mulighed for at vækste i fremtiden. Ét af de finansielle håndtag du kan skrue på, er en hel eller delvis outsourcing af it-driften. I e-bogen ”Kunsten at navigere i en tilpasningsøkonomi” får du viden om, hvordan din virksomhed kan bruge tilpasningsøkonomi til at håndtere fremtidens krav til it. Vi spørger blandt andet: - Kan din virksomhed skalere og tilpasse sin digitale kapacitet og økonomi? - Har dine kunder tillid til, at du har de skarpeste it-løsninger? - Ville I kunne styrke forretningen ved at give jeres it mere fokus? - Kan I få øget funktionalitet til samme pris? Vi fokuserer på risiko, økonomi, fokus og valg af it-partner, som er fire opmærksomhedspunkter du skal have styr på for at lykkes med at tilpasse virksomheden til at modstå forandringerne i verden.