Lige fra spillets aller første minutter, bliver man mødt af et ekstremt flot landskab, der vil danne ramme om en fortælling om kokain og korruption.
De mange kvadratkilometer som kortet dækker, er fyldt med varierende landskaber i form af skove, sumpe, saltsletter, bjerge og store såvel som små byer, der konstant giver en fantastisk fornemmelse af, at man rent faktisk har begivet sig ud i det sydamerikanske land.
Netop atmosfæren er ikke til at tage fejl af, med landsbyfolk der går langs vejene, og den øreblødende radio der konstant spiller de samme latinamerikanske salsa-sange. Hyggeligt er det da, men man fristes til at slukke for radioen hver gang der skal køres bil.
Det ville være synd at sige at historien er medrivende, men det er en interessant - fiktiv - fortælling om det mexicanske narkokartel, Santa Blanca, der i 2019 holder til i Bolivia og har etableret sig selv som verdens største kokainproducent.
Din mission er at tilintetgøre kartellet, der efter et attentat på en amerikansk diplomat i Bolivias hovedstad, La Paz, har sat sig i klemme med USA. En typisk Tom Clancy historie, der kæler for den indre special-ops wannabe.
Historien har nemlig altid været et bærende element i Ghost Recon serien, men denne gang er den lidt mere åben, så at sige. Ligesom de nogenlunde lineære baner er erstattet af den store, åbne verden i Wildlands, er historien også åbnet op, idet man kan gennemføre spillet i sit eget tempo.
Du kan finde forskellige bånd, dokumenter og andet information, der giver et dybere indblik i Santa Blanca kartellet og de mange personer i spillet, hvilket gør, at man opfordres til at drage på eventyr og lade sig fordybe i sidespor.
Det fungerer godt for historien, men spillet bliver lidt cookie-cutter agtig i sidste ende. For alt hvad den åbne verden gør godt for spillet, trækker den også ned i samme ombæring.
Byerne føles mere som skabeloner, der består af indholdsløse huse og tilfældigt placerede pyntegenstande, end de detaljerede områder man er vant til at færdes i, fra tidligere spil i serien. I det store hele er det ikke så slemt som det lyder, men hvis man virkelig tænker over det, så kan man mærke at detaljeniveauet i indendørsarealer er sat ned, til fordel for de smukke udendørslandskaber.
Det er netop også her, at spillet viser sin barske skønhed. Man kan mærke at de 21 territorier har sit eget præg, og der er rig mulighed for at lege jægersoldat ved at snige sig gennem tilvoksede marker, på vej hen til et intetanende mål.
Den lukkede beta var underholdende, men bilerne styrede rundt som var man hovedpersonen i Tokyo Drift, og der var rigeligt med bugs der skulle udredes.
Den åbne beta, som udkom sidst i februar, fiksede de fleste af fejlene, men man kunne stadig mærke, at produktet ikke var helt pudset af.
Heldigvis har Ubisoft rettet lidt på spillets AI, således at man ikke føler sig helt håbløst alene med tre computer-styrede teammates, hvis man foretrækker at spille alene. De markerer fjender og følger dine ordrer, hvilket i det hele taget bør være en selvfølge, men alligevel en fed feature.
Det som et lækkert, færdigt spil, hvor bilerne har en god vejfornemmelse, de mange våben har en fantastisk tyngde, og grafikken bare sparker r*v. Wildlands byder nemlig på den bedste special-ops følelse - og den bliver kun bedre hvis I er flere der spiller online sammen.
Normalt ville jeg uden tøven anbefale et spil som Wildlands, men i dette tilfælde vil en anbefaling afhænge af, hvor meget sjov man kan selv kan have i en verden, der nærmest er skabt til grupper bestående af 2-4 personer.
Missioner kan nemlig gennemføres på mange forskellige måder, da den åbne verden nærmest opfordrer til kreativitet og alternative løsninger - hvilket også hjælper på en eventuel genspilningsværdi.
Har man f.eks til opgave at infiltrere en villa på en klippeskråning, kan man passende hente en helikopter, samle sine kammerater, og gøre klar til flankering med C4 og faldskærmsudspring, mens en enkelt sidder i helikopteren og sniper. Man føler sig bare mere badass i grupper.
Wildlands er et fedt spil, uden tvivl, og en anbefalelsesværdig tilføjelse til spilsamlingen, men vær vis om, at det kan være meget af det samme.
Tænk Far Cry krydset med den velkendte Ghost Recon formel - så har man lidt en fornemmelse af, hvad Ubisoft har smidt på gaden.
Det fungerer godt, ser vildt flot ud, men tilbyder en pakke som hurtigt bliver en tør omgang, hvis ikke der er venner tilstede.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
