Test af V90 CC: Volvos software matcher de dyre tyskeres

Efter en uge bag rattet i V90 CC er dommen klar: Volvos software matcher de dyre tyskeres. Og så er det i øvrigt også en glimrende bil.

Det er blot et par uger siden, at Volvo annoncerede, at selskabet i 2019 vil opgive rene benzin- og dieselmotorer. I stedet er det hybrid- og elbiler, som i fremtiden vil rulle ud fra fabrikkerne i svenske Torslanda.

Det er et modigt skridt for en lille bilfabrik, men så længe Volvos kommende elbiler er lige så lækre og godt skruet sammen som den V90 CC, vi for nylig testede, er der ingen brok fra os.

Efter en uge i V90 CC - inklusiv en knapt så folkelig tur i en bil til en million kroner til Folkemødet på Bornholm - er vi begejstrede.

Også selvom begejstringen kan virke lidt fjollet, for V90 CC er en stationcar. Godt nok en lidt hævet stationcar med firehjulstræk og SUV-ambitioner, hvorfor den traditionelle V90 har fået et CC i modelnavnet for cross country.

Men det er stadig en stationcar.

Fair nok, men med V90 CC har Volvo skudt sig ind i en klasse af stationcars, der normalt kun befolkes af biler fra BMW og Mercedes. En lidt ydmyg dieselmotor
Måske ikke lige på motorfronten, hvor vores testeksemplar måtte nøjes med en ydmyg firecylindret turbodieselmotor med 190 heste, kaldet D4.

Den har en udtalt turbotøven og kommer aldrig til at imponere, når lyskrydset skifter til grønt, men oppe i marchhastighed var den behagelig og sippede kun nænsom til dieselen i den store tank. Godt hjulpet af det fine automatgear.

En elmotor i selv den lille Tesla-klasse vil derfor uden tvivl kunne give den tunge V90 CC et nyt liv - også selvom det ville betyde, at rækkevidden ville falde fra knapt 1.000 kilometer på en fuld tank diesel til under det halve. Sådan er det når V90 CC's 1.940 kilo skal trækkes rundt.

Hvordan Volvo og selskabets kinesiske ejere vil bestykke bilerne i fremtiden er imidlertid ren spekulation.

Fakta er derimod, at med V90 CC har skabt en bil som er:
  • Usædvanligt godt skruet sammen
  • Virkeligt velkørende, inklusiv en meget velfungerende assistent, som lader bilen være delvist selvkørende
  • Udstyret med et interface, som kan måle sig med de bedste producenter lige nu
Vores testbil var vanen tro udstyret med alt, hvad Volvo kan levere lige nu, hvilket driver prisen op fra standardmodellens 703.100 afgiftsplagede kroner til hele 1.008.040 kroner for vores V90 Cross Country D4 aut. AWD PLUS.

Artiklen fortsætter under billedet... For Volvo V90 CC betyder det, at kabinens gode sæder var betrukket med lækkert mørkt læder med små svenske flag diskret placeret i siden. Fin stolt lille detalje, som vækker minder om dengang, billandet Sverige rummede både SAAB og Volvo.   

Der er absurd meget benplads både foran og ved bagsæderne. V9's længde betyder også, at bagagerummet på 560 liter nemt kan rumme alt, hvad familien skal bruge på en uges ferie - og at du, når du lægger sæderne ned, nemt kan have både oppakning og en cykel med i bilen, når turen går til Bornholm.

Sæderne bagi springer i øvrigt selv frem og foldes ned ved et tryk på en enkelt knap, ligesom bagklappen selvfølgelig er fjernbetjent. Det er praktisk på samme måde, som de gode høje dæksider på vores testmodel var praktiske, så man ikke skal køre rundt i evig angst for at ridse et par alufælge, som koster det samme som den vinterferie, Volvo V90 CC ville være usædvanlig velegnet at køre til.

Størrelsen betyder dog også, at V90 CC er en stor bil. Både lang og bred. Så bred, at vi fik klager fra en ældre herre på færgen til Bornholm, hvis omfangsrige kone havde svær ved at klemme sig ud af bilen, som de havde parkeret ved siden af V90'eren.

Endnu engang undskyld! Men der var ikke mere plads …

Software med dansk input
Som med storebroren, SUV'en XC90 som vi prøvede sidste år, ville V90 ikke være en Volvo, hvis ikke sikkerheden var i højsædet.

For selvom V90 CC er en god bil, så er det softwaren, der gør den til en rigtig god bil.

Den software, som en gruppe tidligere Nokia-folk i dag sidder i Københavns Sydhavn og giver inputs til. Helt konkret har det danske team været med inde over de apps, som brugeren kan downloade til bilens interface.

Undertegnede havde fornøjelsen af at besøge laboratoriet hvor de danske eksperter holder til for et par år siden .

Det blev til en spændende snak om fremtidens bilejerskab, forskellen i hastighed når man laver biler vs. mobiltelefoner og et spændende kig på en helt væg fuld af fotos af de prototyper, som ultimativt blev til V90-førepladsen.

Hemmelighedsfuldt dansk input eller ej, så har Volvo-folkene fået skabt et fornuftigt interface til 90-serien. Centralt display minder om en tablet
Det centrale omdrejningspunkt er en display i midten af centerkonsollen, som mest af alt minder om en Adroid-tablet.

Det kan lyde som en lidt nem løsning fra Volvoes side, men det fungerer godt og logisk med skærme, der kan swipes imellem, og apps der nemt kan omarrangeres.

Måske netop fordi det enkle interface minder om de tablets- og mobiltelefoner, vi alle bruger. I bedste tablet-stil kan du desuden selv downloade en række apps til din Volvo. Noget vi dog ikke følte specielt stor trang til, for det, som kommer som standard, var tilpas dækkende.

Artiklen fortsætter under billedet...

Skal vi komme med en smule kritik, så er V90-softwaren måske en kende basal. Specielt hvis man har prøvet XC90-modellen, som blandt andet kommer med kameraer i sidespejlene og kølergitteret.

Det gør det noget nemmere at navigere de halvstore biler rundt i både terræn og i byen, hvor vores V90 måtte nøjes med et bakkamera. Samtidig kunne det være rart at have lidt løbende information om firehjulstrækket og fordelingen af kræfterne til hjulene. Noget som er standard i mange lignende biler med træk på alle hjul.

Det kan selvfølgelig have gemt sig i en undermenu, men det virker i så fald lidt sært at gemme det der, når det til gengæld er nemt at skifte farve og stil på speedometerets display.

Sikkerhed i fokus
Sikkerhedsdelen var der dog, i bedste Volvo-stil, ingen udfordringer med.

V90 CC har sensorer hele vejen rundt og både bipper og blinker, når situationen bliver potentielt farlig. Det gælder uanset om det er fordi, der er børn i nærheden, eller fordi min ældre mor, som har en uforklarlig trang til at gå bag bakkende biler, er for tæt på.

Som en ekstra finte tager V90 sig også af sikkerheden i luften. Bilen overvåger derfor luften, den suger ind, og slukker selv for luftindtaget hvis der er for meget forurening. Det var dog ikke noget, vi oplevede i hverken København, Skåne eller på Bornholm.

Artiklen fortsætter under billedet... Kombinationen af københavnske motorveje, skånske landeveje og små bornholmske veje var dog en perfekt mulighed for at teste Volvos initiativer inden for delvist selvkørende systemer.

Volvo kalder selv systemet for Pilot Assist og det er en del af standardudstyret for både XC90, S90 og V90 anno 2017. Volvo understreger desuden, at systemet er semi-autonomt og derfor beregnet til at hjælpe chaufføren – og ikke overtage kørslen.

Hjælpen består derfor af systemer, som holder farten ud fra enten en fastsat hastighed eller bilen foran, altså en intelligent fartpilot som især er nyttig ved kø-kørsel og på motorvej.

Desuden hjælpes chaufføren med det, Volvo kalder vognbane-centrering, hvor bilen følger vejens kurver uden input fra mennesker. Dog holder Volvo, i lighed med andre bilproducenter, øje med, om du har hænderne på rattet. Ikke tæt på selvkørende
Det er nok også bedst, for hverken Volvo eller andre er tæt på den selvkørende bil endnu. Heller ikke selvom Volvos system fungerede rigtigt godt på selv små bornholmske veje uden tydelige vejstriber og gjorde især motor- og landevejskørsel til en leg.   

Det samme gør lignende systemer fra mange andre high-end bilproducenter. Men derfor er det rart at se, at også mindre - i international sammenhæng - producenter som Volvo godt kan være med og lave løsninger, der matcher de dyre tyske mærker som Mercedes, BMW og Porsche.

Går du derfor i stationcar-tanker, har en million på lommen eller de cirka 7.500 kroner om måneden som en V90 CC koster i leasing, så bør du overveje en V90. Men inden du skriver under, så bør du også tage en tur i den større og ægte SUV kaldet XC90.

For V90 CC-modellens største problem er, at du for blot 50-60.000 kroner mere kan købe en Volvo XC90. For den pris får du, i denne anmelders øjne, bare mere bil for pengene og mange af de samme fine standardsystemer, som V90 CC kommer med.

Det - og så prisen - gør nok desværre V90 CC til et særsyn på de danske veje. Det er en skam, for det er en helstøbt moderne bil.



Computerworld
Trump bønfalder Helle Thorning: Giv mig min Facebook-konto tilbage
Facebooks tilsynsråd, der har Helle Thorning-Schmidt i spidsen, har modtaget en erklæring fra Donald Trump, som ønsker at få genoprettet adgangen til sin Facebook og Instagram-konto.
CIO
Der findes ikke noget vigtigere for din virksomhedskultur end psychological safety
Klumme: Forskningen er entydig: Vidensarbejde er mere effektiv, når du tør stille spørgsmål, rejse kritik og indrømme fejl helt uden frygt for at blive straffet eller gjort til grin. Hvis du ikke har fokus på denne del af din virksomhedskultur, så lever din virksomhed og dine medarbejdere ikke op til deres fulde potentiale.
Job & Karriere
IBM Danmark trækker tilbud om frivillige fratrædelser tilbage for stort antal ansatte: "IBM har taget røven på sine ansatte"
Som led i IBM Danmarks store fyringsrunde fik 130 ansatte grønt lys til at forlade selskabet på en frivillig fratrædelsesordning. Men nu har IBM Danmark trukket det oprindelige tilbud tilbage for størstedelen af de ansatte.
White paper
Ryk SAP-workloads i skyen – og tag alle de kendte fordele med
SAP-kunder verden over har gennem de seneste 15 år draget fordel af løsninger baseret på NetApps ONTAP-data management-platform. Herunder en mere sikker og stabil drift samt forenklet administration, hvilket er afgørende for at gennemføre projekter effektivt og for at reducere deres risikoprofil. Gennem de seneste år er det i høj grad også blevet muligt at rykke SAP-workloads i skyen, og det ønsker mange virksomheder rimeligvis at drage fordel af – men uden at sige farvel til mulighederne med NetApp ONTAP. I dette whitepaper stiller vi skarpt på mulighederne for at indarbejde NetApp Cloud Volumes ONTAP and Azure NetApp Files som del af en SAP-strategi baseret på Microsoft Azure.