KNACK 2
Variationen af forskellige spiloplevelser som er tilgængelige er større i dag end nogensinde før, og uanset om man helst ønsker at skyde rumvæsner til stjernestøv eller blot køre 340km/t i en racerbil på Suzuka, er det muligt hvis man blot kigger på den rigtige hylde i spilbutikken.
Og netop den store variation er hvorfor det også føles ganske naturligt at der er plads til et spil som Knack 2 på PlayStation 4, hvor det blot for et par år siden ville have virket ganske uforståeligt.
Knack 2 er nemlig ligesom sin forgænger, et helt igennem solidt platform-eventyr med masser af hemmeligheder, en familie-venlig historie og tydelig smag af gammeldags spilopbygning, der nærmest er totalt støvsuget for moderne tendenser og tricks.
Historien er lige ud af landevejen og er ikke meget mere end en undskydning for at give dig kontrollen over figurerne Knack, der kan manipulere sin størrelse og vægt.
Disse egenskaber skal naturligvis bruges til at løse gåder, samt bekæmpe ligaer af forskellige fjender der alle ser ud som var de lånt fra et halv kedeligt tegneseriehæfte fra de tidlige 90’er.
Særligt i kampene venter der dog spilleren lidt af en overraskelse, for på trods af sit udseende og ønsket om også at fange det yngre publikum, er sværhedsgraden sat i vejret og der spares ikke på udfordringerne.
Knack 2 gør ikke noget bedre end så mange andre spil, men byder alligevel på en solid omgang platforms-underholdning af den slags, der gør det til et solidt køb hvis man kan finde det til en billig pris, og ikke har noget i mod en udfordring.
Læs også: Anmeldelse: Battlefield 1 er en hæsblæsende skildring af 1. Verdenskrig
Nintendo har pokkers travlt med at fylde på med nye titler til deres succesfulde Nintendo Switch lige for tiden, og det betyder også at de er godt i gang med at opfriske ældre spil og serier fra deres fortid.
Om det er det der har inspireret udviklerne bag Golf Story til at udsende deres bud på en blanding af gammeldags konsol-rollespil og golf, før Nintendo selv får tid til at opfriske deres Mario Golf-serie, er svært at sige, men faktum er at de to spil har mange ting til fælles.
Heldigvis tager historien i Golf Story ikke sig selv alt for seriøs, og efter et skæbnesvangert uheld der involverer både gæs og en golfbane, sætter sit præg på den navnløse hovedperson, vender han mange år senere tilbage for at gøre op med sin fortid – han vil være en semi-proffesionel golfspiller.
Kombinationen af forskellige genrer og løs men velskreven dialog, der alt sammen bliver præsenteret i pixelerede klæder der får det hele til at ligne et spil der kunne være udkommet på Super Nintendo’en, giver Golf Story dets helt egen personlighed.
Erfaringspoint og penge tjenes således ved at udfordre andre til at gå et par huller, mens alskens forskellige personligheder også står klar med særlige udfordringer der naturligvis ikke kun kan veksles til et par ekstra mønter, men også lærer dig spillets finere detaljer.
Desværre virker selve golf-delen til tider en smule upoleret, og så lille en tid at det fra tid til anden kan være svært helt præcist at finde ud af i hvilken retning man skal slå bolden, virker lidt underligt. Hvorfor det ikke er muligt at beskue banen lige så meget som man ønsker, virker decideret som en fejl fra udviklerens side.
Den slags småfejl er der flere af, men alligevel er det hele hyggeligt og solidt nok til at man hurtigt bliver villig til at overse fejlene, og i stedet lærer sig selv at kompensere for dem.
Med otte forskellige verdner, naturligvis alle med hver deres tema og forskellige udfordringer, kan man ikke brokke sig over ikke at få noget for pengene, og variationen af udfordringerne, samt den hyggelige dialog betyder at man får lyst til at blive hængende.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk
Cuphead ligner grafisk ikke noget andet spil på markedet, og selvom det normalt er et lidt kedeligt sted at starte en anmeldelse, er der ganske simpelt ingen vej udenom her, for få andre spil kan påstå at være så originale og fabelagtigt smukke som det der her bydes på.
Med inspiration hentet fra nogle af de tidligste tegnefilm som blandt andet Steamboat Willie, har skaberne af Cuphead således lavet et spil der i dets design, effekter og animation ligner en tegnefilm fra dengang.
Som om det ikke var nok er autenciteten også blevet højnet ved at tilføje det hele et fantastik jazzet soundtrack, samt et talespor der på den, for perioden, helt rigtige måde starter enhver ny bane på typisk overdrevet facon.
Det er måske nok en kliché, men det føles som at tage kontrollen over en tegnefilm, og det er svært at forestille sig hvordan udvikleren skulle have ramt denne del af spillet bedre.
Selvom det potentielt havde været nok for mange, er den grafiske indpakning dog ikke alt hvad der her bydes på for Cuphead er også en helt igennem fornøjelig oplevelse som spil.
Med inspiration fra klassikere som Contra og særligt Metal Slug, skal der således skydes på fjender med udbud af forskellige projektil-angreb, mens man efter bedste formåen skal forsøge at undgå de bølger af fjendtlige projektiler som konstant sendes i Cupheads retning.
Og det er ikke nemt! Faktisk er der ikke den store tvivl om at mange vil blive frustreret over sværhedsgraden i Cuphead, for selv de tidlige baner vil i løbet af kort tid frarøve alle andre end de mest rutinerede spillere, ders livspoint og bede dem om at starte forfra.
Det kan virke lidt urimeligt, men som dets inspirationskilder er der her tale om et spil som kræver at man husker fjendemønstre og udfordringer, og ikke har noget i mod kun at avancere en smule hver gang gør et nyt forsøg på at gennemføre en udfordring.
Lidt hjælp kan der findes i de bonusser man kan købe og udstyre kop-helten med, men stort set alle bonusserne kommer ligeledes med et indbygget minus, og så koster de også alle sammen guldmønter som ikke ligefrem er en valuta man får kastet efter sig i særlig stor stil.
Cuphead er en oplevelse som man ikke bør snyde sig selv for. Den høje sværhedsgrad bør ikke afskrække, og da spillet for det meste er fair, handler det i højere grad om at væbne sig med tålmodighed end noget andet.
Den grafiske præsentation er dog så unik, spændende og original at det er svært at give slip på eventyret før man har set alle banerne, samt de mageløst udførte skurke-fjender der ofte står for de mest udfordrende kampe.
Læs også: [b]Anmeldelse: I Hellblade er den største fjende skræmmende realistisk[/b]
