Morgen-briefing: Dansk IT får ny formand - og uddeler hæderspriser / Ny topchef til Nordic Computer - direktør fratræder efter 30 år / Spotify bliver børsnoteret

Dansk IT får ny formand - og uddeler hæderspriser. Ny topchef til Nordic Computer - direktør fratræder efter 30 år i firmaet. Spotify bliver børsnoteret. Facebook bliver jobportal. Tysk regeringsnetværk infiltreret

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen fra Computerworld. Her kommer overblikket over it-nyhederne torsdag morgen v/ morgen-briefing-bestyrer Dan Jensen.

Dansk IT får ny formand - og uddeler hæderspriser

Brancheorganisationen Dansk IT har valgt ny formand, nemlig Lisa Herold Ferbing, som til organisationens generalforsamling onsdag afløste Carsten Nørgaard, der har været formand i de maksimalt tilladte to perioder a hver tre år.

Det har i et stykke tid ligget i kortene, at han skulle afløses af Lisa Herold Ferbing, der er formand for DJØF, i det formanden vælges af bestyrelsen og ikke generalforsamlingen.

“Som formand for Dansk IT vil det være en topprioritet at arbejde for, at der bliver lyttet til de it-professionelle. Deres stemme er vigtigere end nogensinde,” lyder det fra den nye formand.

Dansk IT uddelte samtidig en række hæderpriser. De gik til Thomas Krogh Jensen fra Copenhagen Fintech, Torben Jørgensen fra Vestas, Thomas Kristmar fra Nordea, Tine Tuxen Løvstrand, Tryg, Annemette Lauritsen fra Codan, Morten Klitgaard Friis fra KPMG, Ian Erdamnn fra Dong, Tom Engly fra Tryg, Ole Boulund Knudsen fra Aarhus Universitet og Mikkel Peter Frohn, DTU.

Ny topchef til Nordic Computer - direktør fratræder efter 30 år

Direktør i den nordjyske it-servicevirksomhed Nordic Computer, Søren Larsen, fratræder sin stilling efter 10 år som administrerende direktør og ejer og 30 år i alt i virksomheden.

Samtidig sælger han selskabet til Lars Juhl Frandsen, der bliver ny administrerende direktør, samt økonomidirektør Peter Larsen. De to køber henholdsvis 40 procent og 60 procent af selskabet, mens Søren Larsen beholder de bygninger, som Nordic Computer bor i.

“Jeg føler, at tidspunktet er rigtigt til at overlade styringen til den næste generation. Nordic Computer har skabt et sundt økonomisk fundament og et strategisk fokus, som alle medarbejdere bakker op omkring. Derfor er jeg overbevist om, at med Lars og Peter som den nye ejerkreds og direktion, så vil virksomheden fortsætte den positive udvikling,” lyder det fra Søren Larsen.

Nordic Computer omsatte i seneste regnskabsår for cirka 31 millioner kroner og landede et overskud på 311.000 kroner.

Spotify bliver børsnoteret

Den svenske streamingtjeneste Spotify går efter længere tids rygter og forberedelser på børsen.

Selskabet bliver noteret på fondsbørsen i New York og har lidt usædvanligt valgt den direkte vej fremfor at lade turen gå gennem en investeringsbank, som man normalt gør.

Spotify har haft stor vækst stort set siden etableringen og omsatte sidste år for 30,5 milliarder kroner. Selskabet har til gengæld aldrig tjent en krone. I fjor tabte selskabet 2,8 milliarder kroner. Året før 2,6 milliarder kroner.

Spotify har 71 millioner betalende brugere og 159 millioner gratister.

Facebook bliver jobportal

Facebook ruller en stor job-funktion med det rammende navn ‘jobs’ ud i 42 lande - herunder Danmark.

Funktionen har været tilgængelig på det amerikanske marked i et stykke tid. Her kan firmaer lægge deres jobopslag og skubbe dem ud - booste - til udvalgte kandidat-typer. 

Brugerne kan den anden vej sende jobansøgninger via Facebook.

Facebook kommer dermed til at udfordre Danmarks største job-tjeneste, Jobindex, der ejer Computerworld.

Her tager ejer og direktør Kaare Danielsen det imidlertid med ro.

“Jeg har prøvet at regne på det, og hvis Facebook for alvor vil være en stor jobportal i Danmark, betyder det, at brugerne stort set får fyldt deres feedop med annoncer frem for private beskeder,” siger han til Finans.

Du finder Facebook jobs her.

Tysk regeringsnetværk infiltreret

En hackergruppe, der angiveligt er fra Rusland, har infiltreret en række it-systemer, som anvendes af det tyske udenrigsministerium og det tyske forsvarsministerium samt tyske efterretningstjenester, skriver nyhedsbureauet Dpa.

Det drejer sig angiveligt om en hackergruppe, der kalder sig APT 28, som menes at have forbindelse til de russiske myndigheder.

Hackerne har ifølge nyhedsbureauet gennem mere end et år høstet data i systemerne, hedder det.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 60+ leverandører og 100+ talere om AI, infrastruktur, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Renewtech ApS har pr. 1. marts 2026 ansat Emil Holme Fisker som Customer Service Specialist. Han skal især beskæftige sig med at levere høj kvalitets kundeservice og hjælpe Renewtechs kunder med at få de rette løsninger til deres behov. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Camro A/S. Han er uddannet som salgselev hos Camro A/S. Han har tidligere beskæftiget sig med at udvikle gode kunderelationer, opsøgende salg og udvikling af salgsaktiviteter. Nyt job

    Emil Holme Fisker

    Renewtech ApS

    netIP har pr. 20. januar 2026 ansat Darnell Olsen som Datateknikerelev ved netIP's kontor i Herning. Han har tidligere beskæftiget sig med diverse opgaver omkring biludlejning, da han har været ansat hos Europcar. Nyt job
    Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

    Erik Ebert

    Pentos

    Marie Søndergaard, Acting Chief Product Owner hos Energinet, har pr. 26. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Marie Søndergaard

    Energinet