Konceptet er egentlig ikke nyt.
Siden farvefilm blev the ’next big thing’ i midten af forrige århundrede, har biografer igen og igen forsøgt at udvide det store lærred med flere dimensioner. En film skal ikke bare ses og høres: nej, al sanseapparatet skal aktiveres.
Biografgængere skal kunne mærke, dufte og dykke ind i filmen.
Det er dog ikke altid sket med lige stort held, som New Yorks Times udsendte tørt konstaterede i 1959 efter en såkaldt ’AromaRama’-seance: ”Mine lunger henrykkes over atter at blive fyldt med New Yorks ozon-mættede luft. Aldrig har det duftet så meget.”
Det var dengang.
Tres år senere er konceptet tilbage, i Nordisk Films langt mere avancerede inkarnation døbt ’4DX’.
Ikke nogen almindelig sal
Man træder ind i den mørke sal i Lyngbys Nordisk Film biograf og bemærker straks, at det ikke er nogen almindelig biografsal.
Hele lokalet er indhyllet i en mærkværdig lugt. Den er svær at placere, men minder svagt om brændt gummi og sommerhusets småstøvede krydderiskab. Her lugter ikke fantastisk, men det er da en afveksling fra den sædvanlige biograflugt af fedtede popcorn og teenagesved.
Sæderne kommer i enheder, fire på stribe, og ligner en hybrid mellem et biografsæde med tilhørende kopholder, førersædet på en lastbil og en rutschebanes sæder.
Så snart måsen møder det bløde tekstil, fjedrer sædet lystigt. Det er tydeligvis skabt til at kunne bevæge sig frem, tilbage, op, ned og fra side til side.
Man sidder godt på række 2, sæde 9. Komforten matcher den, der forventes af et biografsæde, her er endda et lille trinbræt til fødderne. Denne kan ikke justeres, men den passer mine 178 centimeters højde perfekt. Børn og basketballspillere vil måske ikke være enige her.
Jeg spejder rundt i lokalet og bemærker nogle turbine-lignende ventilatorer under loftet og et panel foran mig, som tydeligvis gemmer på en stribe dyser. Det er der, dufte, lugte, sprøjt og andre effekter skal komme fra, og forhåbentlig øge realismen og biografoplevelsen.
På mit ene armlæn er en enkel knap: Water On/Off. Den er vist nødvendig til dem, der gerne vil sikre sig, at mascaraen ikke bliver spulet væk. Det gælder også for dem med briller, som nok ville blive trætte af at skulle have pudsekluden frem.
Og så går den premiereaktuelle drengerøvsfilm Deadpool 2 i gang.
Drengerøvshumor på steroider
Ryan Reynolds & Co er tilbage i storform i Deadpool nummer to. Morede du dig under første seance, vil efterfølgeren bestemt ikke skuffe.
Selve plottet bliver næppe Oscar-nomineret, men det er tydeligvis ikke filmens mission. Vold og humor mødes igen i et dejligt beskidt og plat spektakel, hvor den fjerde væg konstant brydes, og det fyger med stikpiller til DC Comics og Marvels metervare-produktion af en heltefilm. Jeg kluklo.
Den komiske timing er spot on her, og med den følger 4DX-effekterne.
Læs også: Anmeldelse: Sådan er Nordisk Films Biografers nye virtual reality-lounge
Et spørgsmål om dosering
Det giver et sæt i en, når Deadpool svinger katanaen og det dertil hørende blodsplat lander i bærret på en. Det er naturligvis bare vand, men fedt, det er det.
Sædet rumler under biljagten, og salen fyldes med røg i takt med, at eksploderende biler og krudtslam fylder lærredet. Filmen er ikke i 3D, men det gør egentlig ikke noget, for effekter som kunstig sne, dryppende regn og endda sæbebobler giver virkeligt den ekstra dimension, der tilstræbes.
Og når ethvert knivstik i filmen kvitteres med et jag fra sædet og op i ribbenene på en, er man ikke i tvivl om, at teknologien har potentiale.
Effekterne kommer dog til kort til tider. Stolene og dennes mange dyser kan give en fantastisk oplevelse, men det kræver, at de enkelte effekter minutiøst times og doseres med det, der sker på lærredet.
Der halter det af og til med synkroniseringen.
Eksempelvis forvirrer det, når sædet gynger og buldrer voldsomt under, hvad der på lærredet er en rolig dialogscene inde i en taxa. Selvsamme effekt er dog spot on en halv time senere, når en hektisk biljagt ruller på lærredet.
Samme kritik kan vendes mod regnscenerne, hvor regnen mærkes i et par sekunder, men pludselig ophører, til trods for, at det stadigt står ned i stænger over Deadpool og hans kompagnoner.
Duftspor på afveje
Det mest ambitiøse, og sikkert også teknisk sværeste, aspekt ved 4DX-film, er at dufte og lugte nu skal danne en olfaktorisk kulisse til filmen.
At kalde det dufte er måske så meget sagt.
Der er tydeligvis forsøgt at efterligne friskristet brød og åben eng i et par af scenerne. De lugte, der serveres, minder dog mere om henholdsvis branket gummi og granuleret wunderbaum. Så havde jeg helst været fri.
De småkemiske lugte formår dog at matche enkelte scener godt. Det giver gevinst i action-scenerne, når krudt, benzin og andre høj-oktans brændstoffer fyres af.
Jeg er samtidig forbløffet over, hvor hurtigt overgangen fra scene til scene foregår. Jeg frygtede oprigtigt, at den forrige scenes lugte af krudtstøv ville sive ind i den efterfølgende kærlighedscene. Men det er altså ikke noget issue.
Prøv det!
For mit vedkommende endte det med to gode timer i selskab med Deadpool krydret med 4DX-effekterne. Jeg er noget udmattet, for alle mine sanser har tydeligvis været en tur i manegen, men jeg er glad.
Potentialet til at give filmen de eftertragtede ekstra dimensioner er helt og holdent til stede.
Mit råd vil derfor være at give teknologien en chance, mens jeg samtidig mistænker, at det ikke er alle, der vil være lige tilfredse med oplevelsen. For de fleste vil merprisen på halvtreds kroner nu være godt givet ud, så længe at 4DX-sporet er tilpasset godt til filmen.
Med Deadpool 2 var vi næsten i mål. Det var en god oplevelse, men det var nu ikke værst at få nogenlunde frisk luft fra Lyngbys Klampenborgvej bagefter.
