Velkommen til AI-lab nr. 57.
Vi starter med det allervigtigste (midtvejsvalget i USA og tre-fire milliarder danske kroner gemt i Texas), og SÅ tager vi AI-emnerne.
Her er nemlig en sandfærdig SMS-udveksling med en af mine hårde, danske venner, som startede, da jeg var landet her i Dripping Springs uden for Austin, Texas, i torsdags og afsluttedes i dag:
Torsdag:
“Så sidder jeg ved mit gamle egetræsbord her i Austin, TX, igen og har “AI-ferie” i en uge. Hvad skal jeg lave for dig?”
“Cool. Du kommer sgu lidt omkring. Hvis du kan sørge for at Trump-fløjen taber massivt ved midtvejsvalget og finde de tre-fire milliarder kroner, som Sanjay Shah har gemt i Texas, er jeg godt tilfreds (og så sætter jeg naturligvis pris på de nyeste trends fra “over there”).”
“Aftale. Jeg fixer midtvejs-halløjet og de tre-fire milliarder. No problem.”
I dag:
“Tillykke. 50 procent af opgaven løst. Så mangler vi bare at finde pengene.”
“Jeg fandt skam pengene, men valgte at bruge dem på at sikre “the blue tsunami” frem for at give dem tilbage til et skattevæsen, der bare ville smide dem i Ejendomsvurderingssystemets dybe hul.”
Det var dét. Nu til det vigtige og sjove, nemlig AI!
Virkelig smart måde at gøre AI klogere på
Det her er bare godt tænkt: MIT-folk har ladet OpenAI’s topmodel Astra kigge på den kinesiske open source/open weights-model Qwens vægte (parametre) og fundet ud af nogle ting, der kunne forbedres, så Qwen blev MEGET bedre til matematik ved at skrue på 0,16 procent af vægtene.
Det er jo smart, fordi man så kan sætte en kraftig AI til at justere vægte og dermed gøre den type modeller bedre generelt og/eller til specielle formål - så skal der ikke trænes nye modeller først.
Det er godt set - at bruge AI til at justere AI.
Dagens tip fra JJ
Førnævnte læser JJ skrev til mig om noget helt andet, nemlig det med at få hjælp til mystiske kommandoer og kodning.
Jeg bruger jo flittigt Claude, Gemini og ChatGPT til at få lavet Python-programmer, der kan køre på min Mac ved hjælp af mytiske og mystiske Terminal-kommandoer, selv om jeg ikke selv behersker dem, og det virker fremragende.
JJ gjorde noget lignende forleden. Han skrev (ret nørdet indhold følger):
“Jeg er jo ikke helt boomer, men næsten. Dog ikke uddannet til vi. Jo, nok til at kunne esc :!q
Men jeg har knoklet med ssh og fejlsøgning på unix - hvor der kun var vi .
Så hvad gør en klog mand?
Chatgpt: "Tag mig igennem dette trin for trin"
Det gjorde ChatGPT så, og JJ fik løst sin (lidt avancerede) opgave. Det er jo fantastisk. Vi har fået en fantastisk “little helper” til hvad som helst, og vi kan derfor alle lave alle mulige software-ting vi før skulle have masser af hjælp til. Det er vildt og vidunderligt.
Mere om det længere nede i teksten.
Livet med eksponenten: Billigere, Bedre, Begavet
AI er reelt en ekspontiel udvikling, og det er selvfølgelig lige så svært at vænne sig til for os som andre stadigt hurtigere udviklinger.
Ethan Mollick (han kan læses her) har overbevist mig om, at i stedet for de tre danske D’er (Dyrt, Dumt & Dårligt) har vi med AI fået de tre B’er (Billigere, Bedre & Begavet).
Så bedst som vi tænker, at nu har vi styr på, hvordan vi skal styre AI'en, viser det sig, at den lige har rykket sig så meget, at det behøver vi måske heller ikke styre på et givent område.
Han har før skrevet, at AI er “weird”, og det giver jeg ham ret i 🙂.
Det er allerede sket med prompt engineering, informationssøgning og planlægning. Nu sker det også med organisering af agenter. AI’erne kan godt selv styre det.
Det betyder ikke, at de farer ud på internettet og ødelægger alt muligt.
Det betyder bare, at de ligesom gode kollegaer selv finder ud af at gøre det, som man beder dem om, så man ikke hele tiden skal være over dem og lave mikro-management.
Tip: Bedre chat-navne
Min hustru Sonjas Første Jernlov (“Spørg den!”) holder, og er nok det bedste råd, som jeg har fået omkring AI nogensinde.
Baggrunden var, tilbage i januar 2023, at hun ikke kunne lide kikærter, men lad nu det ligge.
Så altså: Spørg den. Spørg den også om, hvad du kan spørge den om.
Svarene bliver selvfølgelig endnu bedre, hvis du har memory slået til, så den kender lidt til dine interesser mm.
Til sagen: En kollega sendte mig denne aldeles fremragende besked forleden, baseret på noget, som han havde spurgt ChatGPT om:
”Kender du det – man starter en ny chat – ChatGPT giver den et navn baseret på første besked, dermed ikke ret sigende. Jeg har nogle gange forsøgt at skrive et emne i første linje, og håbe på at den tog den – men nej, det gør den ikke. Så opretter jeg 10-20 chats, glemmer at omdøbe dem, og dermed har jeg en masse chats, der ikke er navngivet hensigtsmæssigt. Så jeg har nu sat denne instruks ind – og det virker:”
Navngivning af nye chats:
Når jeg starter en ny chat, skal du efter min fjerde besked automatisk komme med et forslag til et sigende navn på chatten.
Forslaget skal stå nederst i dit almindelige svar:
Forslag til chatnavn: [Kort, præcist og søgbart navn]
Navnet skal afspejle chatens reelle hovedemne og formål, ikke blot min første besked.
Hvis emnet endnu ikke er tilstrækkeligt klart, kan du vente, indtil det er.
Kom kun med forslaget én gang pr. chat, medmindre samtalen senere ændrer karakter væsentligt.
Jeg skal ikke selv bede om et navneforslag.
Jeg bad ChatGPT om at finde mine 196.856 sms'er– og endte med mit eget softwareprogram
Apropos at spørge den: “Jeg har virkelgit mange sms-tråde på min iPhone (og dermed også her på min Mac). findes der en smart måde at "høste" dem på?” - bemærk stavefejlene 🙂.
Bemærk også, at jeg her spørger om noget generelt uden at vide, om det kan lade sig gøre, hvorpå jeg lærte om en underliggende SQLite-database og andet godt og finder ud af, at det faktisk kan lade sig gøre.
Så her hjalp min dybe viden om forskellige ting mig ikke før senere, men min brede viden om alt muligt mærkeligt fik mig til at spørge, om det kunne lade sig gøre.
Det er den slags idéer, der ofte kommer til én lige når man vågner, i badet eller når man sidder og slapper af sammen med andre - eller læser en bog.
Da den først havde fortalt mig, at der fandtes en database med SMS-beskederne, var jeg igen på nogenlunde fast grund og kunne begynde at bede om ting og sager lidt mere direkte, og så skal jeg da lige love for, at det gik deruda’.
Jeg fik hurtigt lavet en fin web-applikation, hvor jeg kan søge frit i mine 196.856 SMS-beskeder.
Undervejs skulle jeg bruge “Terminal” og nogle andre værktøjer, og jeg fik fantastisk hjælp hele vejen igennem.
Så nu kan jeg søge alt muligt frem på tværs af alle mine knap 200.000 sms'er. Ret fedt.
Jeg fik den også lige til at lave en prompt, som I kan bruge, hvis I også vil kunne søge i alle jeres sms'er:
Prompt begynd.
Du skal være min programmør, tekniske vejleder og fejlfinder. Jeg har ingen særlige programmeringskundskaber.
Følg disse principper:
1) Arbejd trinvis. Giv mig kun én konkret opgave ad gangen. Vent på mit resultat, før du fortsætter. Forklar kort, hvad vi gør og hvorfor.
2) Undersøg først min Mac. Hjælp mig med at finde Apples Messages-database (~/Library/Messages/chat.db), kontrollere adgangsrettigheder og tælle beskederne.
3) Beskyt mine data. Arbejd udelukkende på en konsistent kopi af databasen. Ændr aldrig originalen. Forklar nødvendige macOS-tilladelser.
4) Brug eksisterende værktøjer. Foretræk Python 3, SQLite og FTS5. Undgå unødvendige installationer og betalt software.
5) Eksporter beskederne. Byg et program, der udtrækker beskedtekst, dato, afsender, modtager, retning og samtale-id. Håndter både almindelig tekst og Apples attributedBody-format, gruppesamtaler og relevante vedhæftninger. Kontroller datoformaterne.
6) Byg en søgemaskine. Brug SQLite FTS5 til hurtig fuldtekstsøgning i beskederne.
7) Byg en webgrænseflade. Lav en enkel lokal browserapplikation med søgning efter tekst, kontakt og datointerval. Vis søgeresultater med mulighed for at åbne den omkringliggende samtale og eksportere udvalgte resultater.
8) Test undervejs. Giv mig præcise Terminal-kommandoer, som jeg kan kopiere direkte. Når noget fejler, skal du diagnosticere fejlen ud fra mit faktiske output i stedet for at gætte.
9) Hold det privat. Løsningen skal køre lokalt på min Mac, kun lytte på 127.0.0.1 og ikke sende beskeder til eksterne tjenester. Forklar, hvordan jeg beskytter arkivfilerne og eventuelt deler udvalgte data med ChatGPT.
Vigtigt: Du skal selv skrive programmerne og hjælpe mig med at installere og afprøve dem. Jeg skal ikke selv programmere.
Begynd med det allerførste trin, og vent på mit svar.
Prompt slut.
Det var dét! Nu har I da inspiration til at kunne få nogle hyggelige minutter og timer til at gå i selskab med jeres AI. I næste uge fortæller jeg, hvordan vi fik overblik over min ven James’ fryser og “pantry”. Skriv gerne til mig på mogensxy@gmail.com med kommentarer, tips, tricks, korrektioner og gode råd. Jeg læser alle jeres mails og svarer også på dem.