Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing:Erhvervsledere frygter cyber-angreb mere end noget andet / Amazon offentliggør planer om nyt hovedkvarter / Danske topchefer er helt blanke på blockchain /Chef for internetgigant træder tilbage efter sexchikane-anklager

Erhvervsledere frygter cyberangreb mere noget andet. Amazon offentliggør planer om nyt hovedkvarter. 81 procent af de danske topchefer er helt blanke, når det gælder blockchain. Singles day slog alle rekorder og i indien er stifteren af en amerikansk-ejet internetgigant trådt tilbage efter beskyldninger om sexchikane.

Godmorgen.

Her kommer Computerworlds morgen-briefing.

Vi starter med alle topchefers store frygt - risikoen for cyber-angreb.

I disse år står frygten for cyberangreb nemlig øverst på dagsordenen hos erhvervsledere i de store økonomier i Europa, Nordamerika og Østasien.

Det fremgår af en ny rapport:

Erhvervsledere frygter cyber-angreb mere end noget andet

Erhvervsledere i Europa, Nordamerika og Østasien vurderer, at cyber-angreb i øjeblikket udgør den største trussel mod deres forretning.

Det viser en ny rapport fra World Economic Forum.

I rapporten forklares den udtalte frygt med store ransomware-angreb som WannaCry, der i 2017 blandt andet hærgede det britiske sundhedsvæsen og det tyske togsystem.

World Economic Forum oplyser desuden, at selvom frygten for cyberangreb er øverst på dagsordenen hos erhvervslederne her i Europa, så er frygten endnu mere udtalt i Nordamerika og i Østasien.

Til gengæld frygtes cyberangreb relativt mindre i Mellemøsten samt på det afrikanske og sydamerikanske kontinent.

Det skyldes formodentligt, at man her har andre markante udfordringer som arbejdsløshed, energipriser, risikoen for terrorangreb og dårlig regeringsførelse.

Amazon offentliggør planer om nyt hovedkvarter

Som ventet har Amazon valgt at placere sine to nye hovedkvarterer i New York City samt i Arlington i den amerikanske stat Virginia, tæt på Washington DC.

Det oplyste den amerikanske virksomhed tirsdag eftermiddag.

Det ventes at Amazon vil investere op mod fem milliarder dollar i de nye hovedkvarterer. Til gengæld vurderes det ifølge nyhedsbureauet Reuters, at byerne giver Amazon mere end to milliarder dollar i skatte-rabat.

De to nye hovedkvarterer skal fungere som et supplement til Amazons eksisterende hovedkvarter i Seattle, og efter planen skal de to nye kontorer sammenlagt huse lige så mange medarbejdere som hovedkvarteret i Seattle, hvor der i dag arbejder mere end 40.000 ansatte.

81 procent af de danske topchefer er helt blanke, når det gælder blockchain

Danske topchefers viden om potentialet i blockchain er stærkt begrænset. Det fremgår ifølge Børsen af en undersøgelse, som interesseorganisationen Dansk Industri har lave lavet blandt sine medlemmer.

"Vi spurgte vores medlemmer, om de kan vurdere mulighederne og udfordringerne ved blockchain. 81 procent svarede "ved ikke", siger Christian Hannibal, digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri, til Børsen.

Han fortæller ligeledes, at kun to procent af Dansk Industris medlemmer oplyser, at de lige nu arbejder på et blockchain-projekt, mens tre procent oplyser, at de er ved tage de indledende skridt til et blockchain-projekt.

Chef for indisk online-gigant træder tilbage efter sexchikane beskyldninger.

Topchefen og stifteren af den indiske online-gigant Flipkart, Binny Bansal, valgte tirsdag at træde tilbage efter beskyldninger om sex-chikane.

Det skriver Reuters.

Sexchikane-sagen bygger på en hændelse, der er flere år gammel, men som Flipkart først blev opmærksom på i juli.

Binny Bansal afviser ifølge Reuters beskyldningerne, og en intern undersøgelse har heller ikke kunne bevise beskyldningerne, men undersøgelsen afslørede ifølge Flipkart til gengæld ”en mangel på transparens fra Binny Bansals side”.

De to indiske brødre Binny og Saschin Bansal stiftede Flipkart i 2007, og i de efterfølgende år har virksomheden udviklet sig til en indisk pendant til Amazon.

I august blev Flipkart opkøbt af den amerikanske supermarkeds-gigant Walmart for 16 milliarder dollar.

Singles day slog alle rekorder

Den kinesiske shopping-dag singles day fik tilsyneladende sit store gennembrud i Danmark i år, da den løb af stablen søndag den 11. november.

Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) oplyser, at 13 procent af alle danske netbutikker omfavnede salgsdagen i år, mens det blot var tre procent i år.

”Vi er endnu ikke oppe i Black Friday-niveau, men det er tydeligt, at netbutikkerne har fået smag for Singles Day,” siger Simon Bjerremann, analysechef i FDIH, til foreningens hjemmeside.

Hos Elgiganten oplyser administrerende direktør Peder Stedal til FDIH, at virksomheden oplevede en vækst på 70 procent i forhold til singles day sidste år.

Hos den kinesiske shoppinggigant Alibaba omsatte man på singles day i år for 202,5 milliarder i løbet af 24 timer. Det er en ny rekord for virksomheden.

Ekspert: Krypto-hype fik almindelige danskere til at købe finansielle lottokuponer

For præcis et år siden talte alle om kryptovalutaernes himmelflugt, og det hele kulminerede da bitcoin-kursen toppede den 17. december, da prisen for en enkelt bitocin ramte 19.783 dollar.

Efterfølgende er kursen styrtdykket, og i dag kan en enkelt bitcoin erhverves for lige knap 6.300 dollar.

De store kursdyk overrasker ikke Andreas Steno Larsen, seniorstrateg hos Nordea. Det skriver erhvervsmediet Finans.

”Den helt store forskel i forhold til slutningen af sidste år er, at hele den hype om kryptovalutaer er forsvundet. En masse privatpersoner købte kryptovalutaer som en slags finansiel lottokupon, men så fandt man ud af, at der også var en hverdag, da ballonen løb tør for luft,” siger Andreas Steno Larsen til Finans.

Digital kontorplatform henter million-investering

Den danske kontorplatform Good Monday har fået tilført 12 millioner kroner fra den svenske venturefond Creandum. Det skriver Børsen.

"Good Monday har nået ekstremt meget på virkelig kort tid, og derfor har den et momentum, som vi synes er virkelig spændende," siger Bjarke Staun-Olsen, partner i Creandum, til Børsen.

Good Monday skal digitalisere administrationen af virksomheders kontordrift, og virksomheden blev stiftet for blot 12 måneder siden af de to iværksættere MikStrøyberg og Morten Meisner.

Danske software-iværksættere er på million-jagt

60 til 80 millioner kroner.

Så mange penge håber den danske iværksætter-virksomhed Dixa, der udvikler kundeservicesoftware, ifølge Børsen på at kunne hente i en ny kapitalrunde i begyndelsen af 2019.

Kapitalen er ifølge Børsen nødvendig brug, hvis virksomheden skal indfri sine ambitioner om at firedoble omsætningen i 2019.

Dixa har allerede i 2018 seksdoblet omsætningen til fem millioner kroner, og i samme periode har virksomheden desuden udvidet medarbejderstaben fra 12 til 35 medarbejdere.

”Vi skal sætte fart på væksten nu, og det kræver kapital at angribe og ændre spillereglerne på et globalt marked imod mastodonter såsom Salesforce og Zendesk. Det kræver muskler rent marketings- og brandmæssigt at differentiere sig. Selvom vi har et unikt produkt, skal vi ud og brande os, og det koster penge,” siger Mads Fosselius, administrerende direktør i Dixa, til Børsen.

Danske våbenproducent opgraderer ERP-platformen

Den danske våbenproducent Terma, der blandt andet leverer teknologi til F35-flyene, har opgraderes sit ERP-systemet til IFS Application 10.

Det skriver det svenske ERP-firma IFS i en pressemeddelelse.

Ifølge IFS er Terma den første danske virksomhed, som opgraderer til den nye platform, og ifølge IFS gør det nye system det muligt at ”optimere processer inden forretningskritiske områder som dokumentation og sporbarhed,” lyder det i pressemeddelelsen.

”Virksomheder i vores branche mødes af meget høje krav til datastyring og sporbarhed. Med opgraderingen til IFS Applications 10 sikrer vi, at vi kan imødekomme kravene og fortsat har fuld kontrol over hele leverancekæden,” siger Jørgen Eskildsen, der er it-direktør i Terma, ifølge pressemeddelelsen.

Dansk spilfirma drømmer om succes på markedet for mobilspil

Det danske spilfirma Funday Factory har siden 2014 mere end firedoblet sin vækst. Det skriver Børsen.

Ifølge avisen er det drømmen, at firmaet kan gøre indhug i det globale marked for mobilspil.

"Vi har arbejdet på mobilmarkedet, så det er mobiler, og det er tablets. Og det er jo et marked, der allerede var boomet dengang (i 2011, red.). Men på de små otte år der er gået, der er det sprunget helt sindssygt i luften. Det er suverænt det største spilmarked, både i henhold til hvor mange brugere der er, men også i forhold til omsætning og overskud," siger Anders Leicht Rohde, kommerciel direktør og partner i Funday Factory, til Børsen.