Få rollespil har haft lige så stor betydning for deres værtskonsoller som Square Enix’s legendariske Final Fantasty-serie. I mange år var det nærmest udelukkende det japanske marked der fik serien at opleve, men efter udgiveren formåede at opnå en rimelig succes med amerikaniserede versioner af nogle af seriens udgivelser på den aldrende Super Nintendo, var det tid til at satse globalt.
Meningen var at samarbejdet skulle fortsætte med Nintendo og at seriens efterfølgende kapitler skulle udgives på Nintendo 64, men det samarbejde skulle hurtigt vise sig at give problemer. Nintendo insisterede således på at fortsætte med at bruge cartridges til deres nye konsol, og disse var både dyrere og indeholdt mindre plads end en CD-ROM som dem konkurrenten Sony brugte.
Skiftet til den nye PlayStation-konsol blev således foretaget og Final Fantasy VII blev en gigantisk succes, der på samme tid var med til at etablere Sonys konsol som den førende konsol.
Det var dog ikke spillets udviklingshistorie der gjorde det interessant, men også at Final Fantasy VII var et af de første spil der udnyttede alle aspekter af PlayStation-konsollen til ikke kun at trylle med polygoner på skærmen, men også bruge den enorme mængde plads (spillet udkom oprindelig på 3 CD-ROM’s hvilket var uhørt på det tidspunkt) til at fortælle en gribende historie.
Det er derfor ikke så underligt at millioner af spilfans jublede da Square Enix første gang nævnte muligheden for et remake tilbage i starten af årtusindskiftet. Ej heller at der igen blev jublet da snakken blev genoptaget i 2005. Alligevel skulle vi altså vente til 2020, 23 år efter den oprindelige udgivelse, for at kunne få fingrende i remaket.
Desværre bør man slå lidt koldt vand i blodet inden man starter, ikke fordi kvaliteten mangler, men fordi Square Enix har besluttet sig for at Final Fantasi VII Remake vil bestå af flere forskellige kapitler der skal udgives over tid. Den første udgivelse tager således udgangspunkt i den del af det oprindelige eventyr som foregår i byen Midgar, men har naturligvis udvidet og detaljeret det hele på drastisk vis. Det er umiddelbart lidt af en mavepumper men bliver i det store hele opvejet af at resten af pakken fungerer så godt som den gør.
Den klassiske historie om lejesoldaten Cloud Strife der efter mødet med pigen Aerith tilslutter sig en gruppe af oprørere, der naturligvis skal vise sig at være de eneste der kan ændre den forstående dommedag, er dog blevet genskabt så pragtfuldt at man hurtigt glemmer at det reelt kun er første kapitel man her får at opleve.
Aerith, Tina, Sephiroth, Cloud og alle de andre personligheder er ikke kun blevet givet en opdatering med den nyeste teknologi (det hele er denne gang bygget på Unreal-teknologien), men har også fået en tilsvarende opdatering af hver deres fremstilling. Det er alt sammen lykkedes så godt at her er tale om et Remake der ikke kun er lavet for fans af originalen, men faktisk også fungerer glimrende som en oplevelse for nyere eventyrere.
Der er dog skår i glæden, for mellem alle de positive opdateringer er der også steder hvor udvikleren er trådt helt ved siden af. Fremstillingen af Barret er eksempelvis rædselsfuld, med dialog og stemmeskuespil der ofte virker som om den er taget direkte ud af dårlig actionfilm fra 70’erne.
Og det kendetegner en mere generel ting, for når man bliver hevet ud af oplevelsen, er det som ofte på baggrund af dårlig dialog og endnu dårligere skuespil, med voldsomme overreaktioner og volapyk-forklaringer. Det vil ikke være et stort problem for veteraner, men nye spillere vil skulle ignorere store dele af denne side af spillet.
Langt bedre er det nye kampsystem, der har droppet originalens stringente turbaserede form, og i stedet tilsat det hele et kampsystem hvor timing og snilde kombineres med action. At det er nogle af de ledende kræfter fra Kingdom Hearts-serien der også har været drivkraft bag det nye Remake, mærker man tydeligt her, hvilket desværre også kommer til udtryk i nærmest manisk kamera der kan have lidt svært ved at følge med. Alligevel fungerer kampsystemet dog godt og udvides løbende med mere dybde, gennem det klassiske Materia system.
Final Fantasy VII Remake er kræs for kendere og et godt sted at starte for spillere der har ønsket at finde ud af hvorfor serien er så populær. Det er stadig lidt ærgerligt at her kun er tale om et ud af flere kapitler, og det mærkes flere steder hvordan udvikleren har forsøgt at udvide spilletiden med ligegyldige og aldeles kedelige missioner.
Alligevel indeholder Remake dog også en stor del af magien fra originalen, og har formået at modernisere den på en måde der både er underholdende og troværdig. Historien mellem Cloud og Sephiroth er stadig en af de bedste i moderne rollespil, og man kan derfor håbe på at der ikke går for lang tid inden det næste kapitel er klar.
