I dag kl. 08:13
Efter 28 år lukker Apple lukker for verdens-omspændende bruger-forum
Er du Apple-bruger, og har du noget på hjerte, må du hellere se at få det skrevet i en fart.
For med udgangen af den kommende uge lukker Apple store bruger-forum, The Apple Support Community, hvor Apple-brugere gennem mange år har hjulpet hinanden om diverse problemer - og løsninger - med iPhone, iPad, Mac og andre produkter.
"The Apple Support Community lukker permant 20. november 2026," meddeler Apple på sitet, der har webadressen discussions.apple.com. Samtidig takker selskabet for alle bidragene og hjælpen gennem årene.
Det er nogle dage siden, at Apple lukkede for muligheden for at poste nye indlæg på sitet, der siden har været 'read only.' Apple meddeler ikke, om man også efter 20. november vil kunne tilgå sitet.
Apple Support Community har været i luften siden 1998, hvor hovedproduktet var Mac OS 8.5 - og ingen vidste, at noget stort var på vej med iPhonen, der blev lanceret i 2007 og kickstartede Apples storhedstid.
I dag kl. 07:51
Goldman Sachs: Anthropics omsætning kan blive 130-doblet inden for fem år
Ifølge den amerikanske storbank Goldman Sachs kan Anthropics omsætning meget vel blive 130-doblet i løbet af de kommende blot fem år.
Anthropic bliver børsnoteret i den kommende uge, og der er udsigter til guld og grønne skove, når det gælder udviklingen i selskabets omsætning, mener Goldman Sachs.
Her lyder vurderingen, at Anthropic i 2030 vil kunne omsætte for 685 milliarder dollar, hvilket i givet fald vil gøre selskabet til en af verdens største.
Bankens vurdering bygger blandt andet på den kapital, som Anthropic står til at hente på sin børsnotering, og som selskabet vil investere i yderligere udbygning af sine AI-kapaciteter.
Goldman Sachs er en af de storbanker, der håndterer Anthropics børsnotering, og banken er derfor interesseret i at få snakket kursen op.
I dag kl. 07:16
19 danske kommuners it-drift samles i denne kommune
De 19 kommuner i Region Midtjylland samler deres fælles it-drift i Silkeborg Kommune, som dermed kommer til at spille en vigtig rolle for kommunernes it-drift i mange år frem i tiden.
Det sker efter en proces, hvor alle de 19 kommuner har haft mulighed for at ansøge om at blive hjemby, når de 19 kommuner fra næste år samler deres netværk- og serverdrift i en stor it.-central.
Syv af de 19 kommuner var interesserede i at blive hjemby, men Silkeborg blev altså i den sidste ende valgt enstemmigt. Den nye it-central samles i et aktieselskab, der kommer til at hedde 'It-midt A/S.'
"I den kommende tid går vi sammen med Silkeborg Kommune i dialog med udlejeren om indgåelse af lejeaftale m.v," skriver projektleder Jens Anton Vestergaard Ravn på LinkedIn.
Alle kommuner er i gang med at samle deres basis-it i fem store centre - ikke mindst for at øge sikkerheden og spare omkostninger.
Computerworld har dog tidligere fortalt om, at ikke alle er lige begejstrede for ideen.
Det kan du læse mere om her: Uroen ulmer om de kommende kommunale it-driftscentre: "Vi er dybt uenige i modellen," siger borgmester Erik Lauritzen (S)
I dag kl. 06:47
Rygter svirrer: Nvidias Jensen Huang står til fyreseddel
Alt tyder på, at Nvidias medstifter og mangeårige topchef Jensen Huang står til en fyreseddel efter, at det er kommet frem, at en af hans to elskerinder, Alice Huang, mistænkes for at være kinesisk spion.
Nvidias bestyrelse er blevet trommet sammen for første gang, siden skandalen brød ud, og her peger pilen ifølge en række amerikanske medier på, at Jensen Huang står til at ryge ud,
Wall Street Journal skriver direkte, at bestyrelsen 'forbereder fyringen' af Jensen Huang.
Spionaffæren er en alvorlig sag for Nvidia, som råder over teknologi, som USA ikke vil have, at kineserne får fat i. Hele historien har allerede fået selskabets aktiekurs til at dykke brat.
63-årige Jensen Huang ejer 3,6 procent af Nvidias aktier, og der er ikke nogen oplagt efterfølger til posten som CEO for selskabet, der er blandt verdens mest værdifulde.