Morgen-briefing: Norlys åbner hele sit fibernet for Altibox / Ny formand til Teleindustrien / EU godkender Center Danmark som ‘Digital Innovation Hub’

Norlys åbner hele sit fibernet for Altibox. Ny formand til Teleindustrien. EU godkender Center Danmark som ‘Digital Innovation Hub’. Twitter fejlretter Trump for første gang - og Trump raser. Apple genåbner 100 amerikanske butikker.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Velkommen til onsdagens morgen-briefing, der i dag er sammensat på morgenkvisten af Dan Jensen.

Norlys åbner hele sit fibernet for Altibox

Fiberselskabet Norlys åbner hele sit fibernet for Altibox’ tv- og internet, der hidtil kun har været tilgængelig for omkring 85.000 af husstandene i Norlys’ dækningsområde i Midt- og Vestjylland.

Med aftalen åbnes der for Altibox i den sydlige del af Jylland.

“Altibox leverer et tv-produkt, som er et reelt alternativ til de øvrige tilbud om indhold på fibernettet, og et stort og varieret indhold er gode nyheder for Norlys’ andelshavere og husstande i dækningsområdet. Vi kommer stadig tættere på et helt åbent fibernet med et stort udvalg af internetprodukter og tjenester, og vi håber, at aftalen med Altibox kan være medvirkende til, at endnu flere kunder vælger at tilslutte sig fibernettet,” meddeler wholesale-chef Kristian Freiesleben.

Du kan læse mere om aftalen i denne udsendte meddelelse.

Ny formand til Teleindustrien

Den danske tele-sektors brancheorganisation, Teleindustrien, får ny formand i skikkelse af Søren Johansen, der er jurist og chef for public affairs i Telenor.

Han afløser Lasse Andersen, der er direktør for corporate affairs i Telia Danmark. Han har været formand for Teleindustrien i de seneste syv år.

“Som ny formand for Teleindustrien vil Søren Johansen arbejde for en fortsat styrkelse af samarbejdet i telebranchen, på at sikre branchens stemme i den offentlige debat og på at skabe løsninger, der giver størst mulig værdi for brugerne og samfundet,” meddeler organisationen.

Du kan læse mere om den nye formand hos Teleindustrien her.

EU godkender Center Danmark som ‘Digital Innovation Hub’

Center Danmark - der er nationalt grønt forskningscenter - er blevet certificeret af EU som ‘Digital Innovation Hub,’ meddeler centeret, der åbnede i 2019 som samlingssted for grøn forskning med fokus på energi og digitalisering.

“EU’s skulderklap betyder, at Center Denmark nu er godkendt som en ’one-stop-shop’, der hjælper virksomheder med at blive stærkere digitalt,” lyder det fra Center Danmark.

Som ‘hub’ kan centeret fremme samarbejdet mellem forskning og virksomheder, der arbejder med digitalisering og grøn omstilling.

Du kan læse mere om centeret og certificeringen i denne udsendte meddelelse.

Twitter fejlretter Trump for første gang - og Trump raser

Twitter har for første gang nogensinde tilføjet en fejlretning til to af præsident Donald Trumps utallige tweets i form af en markering af, at to tweets fra præsidentens hånd bør fakta-tjekkes af læserne.

Markeringerne - et lille label med et link med titlen ‘Get the facts about mail-in ballots’ - er blevet tilføjet til to tweets, hvor præsidenten fastslår, at brevstemmer [‘mail-in ballots,’ red] er præget af svindel.

Ifølge Twitter er denne påstand ikke underbygget, og den indeholder ifølge Twitter ‘potentielt misledende information om stemme-processen.’

Trump beskylder - på Twitter - nu Twitter for at blande sig i præsidentkampagnen og mener, at Twitter ‘fuldstændigt kvæler YTRINGSFRIHEDEN, og det vil jeg som præsident ikke tillade,” skriver han i et opfølgende tweet.

Apple genåbner 100 amerikanske butikker

Apple vil genåbne omkring 100 amerikanske Apple Stores, som selskabet lukkede for flere måneder siden på grund af corona-virussen.

Det sker efter, at selskabet for nogle uger siden åbnede en håndfuld butikker i de tyndt befolkede stater Alaska, Idaho og Alabama.

Selskabet meddeler, at der vil blive taget forskellige forholdsregler for at undgå smittespredning. Blandt andet vil alle, der skal ind i butikkerne, få tjekket temperatur og få udleveret masker, ligesom antallet af personer i butikkerne vil blive begrænset.

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Ronni Randrup som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Aalborg. Han kommer fra en stilling som Operations Consultant hos Complea. Nyt job

Ronni Randrup

Netip A/S

Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. august 2026 ansat Maria Binger, 44 år,  som CFO. Hun skal især beskæftige sig med den finansielle styring i takt med Iduras vækst i Danmark og internationalt med fokus på blandt andet forecasting. Hun kommer fra en stilling som Director Business Finance hos Danelec. Hun er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School. Hun har tidligere beskæftiget sig med finance hos Agillic, Cobham SATCOM og Saxo Bank. Nyt job

Maria Binger

Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S