Efter mange års tilløb er AI (Artificial Intelligence eller kunstig intelligens) pludselig blevet noget, som enhver simpelthen må forholde sig til.
AI skal tilsyneladende kunne løse alle de udfordringer, som digitaliseringen af alt muligt har efterladt ved vejsiderne i form af rustne og krøllede, virtuelle vrag. Med AI kunne vi helt sikket have fået styr på de nye ejendomsvurderinger med tilhørende skatter – til tiden og uden budgetoverskridelser. Fagre nye it-verden…
Og imens EU og andre organisationer prøver at få styr på AI, bruges der i relativ stilfærdighed enorme ressourcer på at beskytte vores it-kapital. Verden har ændret sig en smule, siden hemmelige agenter forførte eller dirkede sig ind i arkiver og pengeskabe – og fotograferede fortrolige dokumenter med deres Minox miniaturekameraer, udviklet i Letland i 1936.
Nu sker det mere end jævnligt, at tonsvis af følsomme data risikerer at havne i forkerte hænder, fordi sikkerheden – til trods for alle gode intentioner – ikke har været tilstrækkelig.
VPN – sikkerhed, røgslør, anonymitet
Princippet i et virtuelt privat netværk kan meget kort beskrives på denne måde: Du sender ikke dine data direkte til modtageren, men uploader dem til en server, som krypterer dataene og videresender dem fra en anonymiseret adresse til den endelige modtager.
På denne måde bliver det i princippet umuligt at ”aflytte” dine budskaber, og ingen vil kunne se, hvor de sendes fra – og af hvem.
I vores del af verden er beskyttelse mod datatyveri nok den højeste prioritet. Andre steder kan anonymitet være et spørgsmål om liv og død. Organisationen RSF (Reporters sans frontières = Journalister uden grænser) anbefaler på det stærkeste, at journalister altid har VPN aktiveret på deres computere.
En særlig udfordring er Kina, som med en ”Great Firewall” prøver at regulere nationens mere end en milliard brugeres adgang til resten af det globale internet.
Ifølge RSF er der to VPN’er, som kan fungere i Kina. Det ene er NordVPN, som jeg har testet i forbindelse med denne artikel, og Surfshark fra samme organisation.
Hvordan man får en computer med sådan noget VPN-software igennem toldkontrollen i Kina eller downloader appen i det tilknappede land, melder historien intet om.
Vælg selv din lokalitet
Endnu en VPN-egenskab, mange sætter pris på, er friheden til selv at vælge, om det virtuelle netværk skal fremstå som hjemmehørende i Danmark eller et næsten vilkårligt andet land.
Selv stiftede jeg første gang bekendtskab med VPN i de tidlige 2010’ere, inden Netflix blev kommercielt tilgængeligt i Danmark, hvad der skete i efteråret 2012. Min daværende chefredaktør og hendes mand skulle bare være med på beatet og bingewatche de ikoniske Netflix-serier. De tegnede derfor et VPN-abonnement og klikkede på ”USA” under ”Placering”. Med hjælp fra amerikanske venner fik de også en gyldig adresse med tilhørende kreditkort. Lidt bøvlet, men alle pengene værd, syntes de.
Hardcore Netflix-fans kan stadig finde på at gøre som mine venner i eksemplet herover. De sparer muligvis lidt penge, men de fleste gør det først og fremmest for at få adgang til det større udvalg ”Over There” eller måske se de seneste afsnit en uge før naboen. Det er ikke ulovligt at bruge VPN i den såkaldte frie verden, men hvis Netflix for eksempel ikke har købt rettigheder til at distribuere noget indhold i dit fysiske land, og du omgår sådan en regionalisering, kan det skabe en indtjeningsmulighed for forarmede advokater.
En tidlig forbrugerløsning
I 2020 havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at prøve en nærmest gratis no-name-router i AC1300-klassen, der skulle være langt sikrere end de meget dyrere enheder fra markedets kendte brands.
Mine testresultater er aldrig blevet publiceret, men jeg kan da afsløre, at den eksklusive router også kunne købes på Amazon i USA, hvad den i øvrigt stadig kan, samt mange steder på internettets overdrev.
Jeg kunne konstatere, at sikkerheden bestod i, at routeren havde en indbygget VPN-funktionalitet, hvad der kan være fornuftigt – og helt i orden, hvis ellers forhandleren af produktet havde informeret de potentielle købere om det.
Folk, der ikke behøver VPN, ville i denne router-klasse være bedre kørende og supporteret med det standardmodem, de havde fået fra deres udbyder.
Når krypteringen blev aktiveret, skiftede routeren – helt efter bogen – fra min daværende ISP (YouSee) til en svensk leverandør. Med det forventelige resultat, at hastighederne faldt betydeligt, og pingtiderne blev meget længere end uden VPN – helt op til mere end 100 millisekunder, hvad der er fuldstændig håbløst for gamere og irriterende for os andre.
Sikkerhed er ikke gratis
Så snart du beskytter din internetforbindelse med VPN, betaler du med sikkerhed to priser: For det første taber du hastighed, fordi kryptering og retransmission kræver processorkraft. For det andet slipper du ikke for længere pingtider, fordi de elektriske signaler skal rejse en omvej i forhold til direkte transmission.
De it-mæssige omkostninger afhænger af to faktorer. Jo nærmere et virtuelt land du vælger i forhold til din virkelige placering, desto hurtigere går det hele som regel. Hvis du her i landet vælger ”Danmark”, får du normalt den hurtigst mulige VPN-sikrede forbindelse.
Det er derfor vigtigt, at din VPN-udbyder har velplacerede servere i forhold til din lokation og kan tilbyde den båndbredde, du ønsker.
Hvis du googler ”Gratis VPN” eller ”Free VPN”, får du masser af hits. De fleste kommer dog fra udbydere af betalingsprogrammer, som tilbyder en gratis prøveperiode, for eksempel på en måned, før taxameteret går i gang.
Du kan finde VPN-programmer, som tilsyneladende er helt gratis, men også i it-universet er der langt mellem de ægte filantroper. Regn med, at hvis du ikke skal betale med penge, kommer du til gøre dine personlige oplysninger salgbare.
Alternativt kan du blive tæppebombet med insisterende tilbud på opgradering af gratisprogrammet til en betalingsversion eller opfordringer til at købe andre produkter. VPN-servere koster kassen i både anskaffelse og drift, og nogen skal jo betale gildet.
Find rundt i test-junglen
Hvis du er i tvivl om, hvilket it-produkt du bør vælge, er det normalt en god idé at google efter test på nettet. Hvis det vel at mærke er ”rigtige” test, du finder.
I stedet for at indrykke regulære annoncer, er det blevet almindeligt at pakke produktanprisninger ind som test, hvor ”vinderne” har betalt for at stå øverst på sejrsskamlen. En masse værdiløst bras bliver markedsført på denne måde, men der kan også være seriøse varer og ydelser på disse annonce-websites.
Mine bedste råd lyder: Blæs på bullshittet i de stadig mere professionelt oversatte danske tekster og prøv at finde frem til afsenderen – og tjek gerne vedkommende firma på nettet. Hvis du vil have test at støtte dig til, kan du normalt være tryg ved etablerede, redaktionelle medier.
På den internationale scene er vores søstermedie PCWorld og konkurrent PCMag mine favoritter, for de er tæt på de store spillere i branchen, og de har nogle ressourcer, som vi andre kun kan drømme om.
Ydermere er de meget eksponerede i USA, hvor konkurrenceklimaet får den nogle steder frygtede Jacob Kragelund fra DR Kontant til at ligne en rar hyggeonkel.
Brugeranmeldelser kan også være gode at støtte sig til. Hvis de vel at mærke kommer fra ægte kilder og er oprigtige.
Mange firmaer prøver ihærdigt at få deres kunder til at skrive (rosende) anmeldelser, og ude i den store verden siges der at være hele fabrikker, hvor mennesker eller AI-robotter kører klatten i den store floskel-generator og roser en hvilken som helst nylonskjorte til skyerne, så den slags anmeldelser kan sælges i bundter med ”indrykning” og det hele til interesserede firmaer.
