Artikel top billede

TP-Links Tapo-familie går all-in med 4K og AI i en ny serie af overvågningskameraer, som er meget fornuftigt prissat – både når det gælder anskaffelse og drift. (Foto: TP-Link PR) (Foto: Knud Søndergaard / Computerworld)

Test – med overvågningsduel: Hvad tiltrækker dig mest – højeste billedkvalitet eller PTZ-funktionalitet?

TP-Link har taget sig god tid til at udvikle helt trådløse overvågningskameraer med 4K-billedopløsning. Nu er der nye produkter i handelen, og de byder på meget høj billedkvalitet, smarte features og mulighed for solcelle-strømforsyning – til priser hvor de fleste kan være med.

Det har nok ikke undgået mange tech-nørders opmærksomhed, at markedet for videoovervågning har udviklet sig eksplosivt i løbet af de seneste 10 år.

Hvis du går tur i et erhvervs- eller villakvarter, er det ikke svært at spotte de efterhånden mange små hvide enheder, som trofast holder øje med adgangsveje og udendørs arealer – og kan samarbejde med endnu flere indendørs enheder om at levere et totalt overblik.

Drivlinjen i denne udvikling har været kommercialiseringen af helt trådløse – kabelfri, siger andre – overvågningskameraer. Den slags kameraer strømforsynes af indbyggede – som regel genopladelige – batterier, og deres video- og audiooptagelser kan overføres trådløst til smartphones og andre internetopkoblede enheder.

Det er billigt og nemt at komme i gang med kabelfri videoovervågning. Et komplet basiskamera behøver ikke koste mere end nogle få hundrede kroner, og enhver ejer af en bore/skruemaskine bør selv kunne foretage opsætningen. Den kan nemlig som regel klares med en enkelt eller nogle få skruer. Strøm skal ikke tilføres, og fraværet af signal- og/eller datakabler eliminerer udgifter til en installatør samt andre håndværkere, der ellers skal udbedre skader som følge af kabeltrækning eller indmuring.

Flere spillere på overvågningsbanen

Det amerikanske Arlo-brand har være på markedet i mere end et årti og er nærmest blevet synonymt med kabelfri videoovervågning. Denne position, som i Danmark og flere andre europæiske lande forstærkes af distribution gennem sikringsfirmaet Verisure, udfordres nu fra flere sider.

Blandt de nye konkurrenter er USA-baserede TP-Link, som kalder sig selv markedsleder inden for WiFi og smarthome-teknologi, hvor den sidste kategori omfatter et overvældende udvalg af overvågningsløsninger. Mange af disse enheder markedsføres under sub-brandet Tapo og har naturligvis deres egen app med samme navn.

4K, AI, PTZ og solceller

Under Tapo-paraplyen har TP-Link for nylig lanceret nogle kabelfri overvågningskameraer på et højere niveau, end jeg er vant til at se fra dette firma.

Video med 4K (3.840 x 2.160 pixel) opløsning har længe kunnet fås på smartphones. At Tapo først kommer med teknologien nu, kan skyldes, at den er meget mere båndbredde-krævende end lavere opløsninger og derfor behøver et både lynhurtigt og meget stabilt WiFi-net. Nu mener TP-Link måske, at de har så mange Deco-routere og mesh-systemer med WiFi 7-teknik installeret, at markedet er ved at være modent.

”Ingen tech-nyhed uden AI” må være 2020’ernes slogan, og TP-Link har ikke stillet sig i bagerste række i AI-koret. Ligesom flere andre mærker har fundet på, kan de nye Tapo-kameraer ”se”, om de optager personer, dyr eller køretøjer og kommunikere, hvad de har fundet via brugerens smartur eller phone. I hvert fald ”nice to have”.

PTZ (Kun Tapo C660) er ikke en forkortelse for et materiale eller en organisation, men står for (Pan/Tilt/Zoom) eller panorere (dreje), tilte (vippe) og zoome (ændre billedstørrelse, her kun digitalt) på techdansk. TP-Link har i flere år haft overvågningskameraer med denne facilitet, og den er nu tilgængelig på en udendørs model. Lignende effekter kan opnås ved elektronisk – undskyld, med AI – at ”flytte” et motiv rundt på kameraets billedsensor. Her får du imidlertid den ægte vare: Kameraet bevæger sig rent fysisk og kan også låse sig fast på et motiv og følge det. Især i mørke kan det være en lidt skræmmende oplevelse at blive fanget og fastholdt i projektørens stærke lys.

Et dilemma ved udendørs brug af batteridrevet udstyr er tilgængelighed, når det skal oplades eller have skiftet batteri. På den ene side skal det helst kunne gøres uden at leje en kæmpestor lift fra BMS, men på den anden side skal kameraet ikke bare kunne plukkes af ubudne gæster. Et kompromis kan være at vælge en høj placering og investere i et solcellepanel, som kan holde kameraets batteri opladet – i hvert fald en del af året. Så kan det betyde mindre, at der skal bruges en stige en gang imellem.

Nul abonnement – sådan da

I modsætning til nogle mærker kræver TP-Link/Tapo ingen løbende abonnementsbetaling, for at du kan bruge kameraernes såkaldte avancerede features. Det er jeg meget tilfreds med.

Optagelser kan gemmes på et microSD-kort (tilkøb) på op til 512 GB. Dette hukommelseskort skal sidde i enheden, så du kan få problemer, hvis kameraet bliver stjålet. Vil du være helt tryg, kan du tilkøbe tjenesten Tapo Care og få gemt dine optagelser i skyen.

Prisen for en Tapo Care-pakke er omtrent på niveau med, hvad andre mærker tager for deres avancerede features plus skylagring – eller hvad jeg slipper for min Microsoft 365 Family-pakke til fem personer og med 1 TB i skyen.

Alternativt kan du for omkring 1.400 kroner sikre dine kameradata ved at anskaffe en såkaldt Tapo H500 Smart HomeBase (avanceret hub) med en 2,5” drevbås til et SSD- eller HDD-harddrev (tilkøb) på op til 16 TB. Den kan du gemme et sikkert sted i dit firma eller hjem, og så mister du trods alt ikke andet end kameraet, hvis det bliver stjålet. Dataene har du stadig på din HomeBase.

(artiklen fortsætter under billedet)

Tema med variationer

Tapo C460 er den økonomiske basismodel i denne test. Dette 4K-kamera koster typisk omkring 1.000 kroner, og hvis du lægger 200 mere på disken, kan du få et originalt Tapo A201-solcellepanel med i handelen.

Selve kamerahuset er forholdsvis stort og tungt, hvad der må tilskrives den høje batterikapacitet på 10.000 mAh, som skal kunne række til 200 dages brug under helt optimale forhold. Opsætningen bør ikke være noget problem, for der er to ¼” stativbøsninger samt frit valg mellem en almindelig holder med skruer og en kraftig magnetisk holder – begge er med i pakken. Jeg foretrækker den magnetiske holder, fordi den letter en præcis finjustering. Desuden tager den og kameraet ikke skade, hvis nogen eller noget bumper ind i det – og det falder ned på en plæne eller noget andet blødt.

En lidt nørdet detalje er kameraets WiFi-forbindelse. Nogle gange kan det drille at få et overvågningskamera op at køre, hvis det kun er udstyret med et langtrækkende 2,4 GHz-frekvensbånd, og routeren eller mesh-systemet bruger både 2,4 GHz og det mere rummelige 5 GHz-frekvensbånd. Heldigvis har TP-Link spenderet begge de to gængse frekvensbånd, og det kan give en mere stabil opsætning og dækning i nogle miljøer.

Tapo-appen fungerer grundlæggende upåklageligt og giver kontrol over flere funktioner, end pladsen tillader at beskrive. Jeg savner dog/har endnu ikke fundet en mulighed for at skifte teksterne fra dansk til engelsk. Den syntetiske intelligens i maskinoversætteren overstiger nogle gange bristepunktet i remmene på en sprognørds Birkenstock-brædder.

4K og 4K

Når to videoovervågningskameraer fra det samme firma umiddelbart har de samme optiske specifikationer, bør de vel levere nærmest identiske billeder? Ikke nødvendigvis.

Under denne test af Tapo C460 og Tapo C660 KIT undrede det mig, at det sidste kamera billedmæssigt performede dårligst af de to. Jeg skal spare dig for alle mellemregningerne og levere et Executive Summary: De to kameraer har sandsynligvis den samme billedsensor, mens resten af den optiske konstruktion kan komme fra to forskellige kilder. Denne antagelse baserer jeg på nærlæsning af de tekniske specifikationer og praktisk brug. Hvorfor? Mit gæt: Den komplicerede konstruktion af PTZ-mekanikken på C660-kameraet har slugt så meget af budgettet, at det har været nødvendigt at spare på optikken.

Se mine testfotos herunder fra kontoret og haven, og døm selv.

(artiklen fortsætter under billederne)

Fuld nørd-appeal

Tapo C660 KIT, hvor ”KIT” betyder, at et Tapo A201-solcellepanel er med i den store papkasse. Desuden medfølger tilbehørsdele til separat opsætning af solcellepanelet, og hele herligheden udbydes aktuelt til priser mellem 1.299 og omkring og godt 2.000 kroner.

Merprisen i forhold til Tapo C460 med eller uden ”KIT” må siges at være ubetydelig – især hvis du kan finde et sted til C660-kameraet, hvor du kan udnytte, at det kan panorere hele vejen rundt over en vinkel på 360 grader. Det reagerer og roterer nemlig så hurtigt, at det i ellers rolige omgivelser kan erstatte to eller tre stationære kameraer.

Handymand søges

Tapo C460 er nemt at opsætte på næsten enhver flade – lodret, vandret eller skrå, og jeg testede det simpelthen ved at fastgøre den medfølgende stålplade til stammen på et æbletræ i haven med tre (rustfri) træskruer.

C660 KIT ville jeg have til at sidde på et andet æbletræ med en noget mere ujævn stamme. Dette klarede jeg ved at fabrikere et underlag af en stump grå PVC-plade, som jeg skruede fast i stammen med tre lange skruer til udendørs brug.

Fra denne placering skal kameraet som udgangspunkt pege mod vest, og det var nemt nok at få solcellepanelet til at sidde på kameraets beslag og pege mod syd.

Sammenfatning

Tapo C460 og Tapo C660 er frontløbere i en helt ny generation af overvågningskameraer fra TP-Link. Som sædvanlig hos dette mærke er prisniveauet, hvad jeg vil kalde humant. Dette gælder også et praktisk solcellepanel, som kan tilkøbes for et par hundrede kroner.

Begge modeller prydes af et 4K-logo, men det er kun C460, som for alvor udnytter de mange pixel på billedsensoren. Det marginalt dyrere C660 har til gengæld PTZ-funktionalitet, som kan være nyttig, når større områder skal dækkes – og virke som en magnet på tech-legebørn i alle aldre.

Endnu et argument for at vælge et af de to kameraer er muligheden for 24/7-optagelse, som er en nyhed på batteridrevne Tapo-overvågningskameraer. Denne og de andre avancerede features kræver heldigvis ikke noget abonnement.

Et enkelt eller nogle få kameraer er til at håndtere på en smartphone, men et større antal enheder i et smart kontor eller hjem fortjener en Tapo H500 Smart HomeBase, som sammen med en tablet kan levere det forkromede overblik og blandt meget andet foretage ansigtsgenkendelse.