Robotstøvsugere udvikler sig næsten komisk som i en Gillette-reklame, hvor barberingen bare bliver endnu tættere.
Her går det på, at de gør endnu bedre rent, men heldigvis handler det også om brugbarhed, og det er Roborock Saros 20 et godt eksempel på.
Der er tale om en helt ny model, der er lige om hjørnet, og som på mange måder illustrerer, hvor langt teknologien er nået på mindre end et år.
Nu er der også tale om en model i 10.000-kronersklassen, som jo også skal huskes, inden vi lader superlativerne ryge afsted med os.
Næsten op ad trapper og helt ud i krogene
Men sammenligningen på mindre end et år er oplagt. ComputerWorld har haft en tidligere topmodel til test siden, og den gør det godt, men selv forholdsvis lave vandrette ben på et sofabord må den kæmpe med hver gang.
Det lykkes altid for den at få sig krappet over – det er som at se på et såret dyr – og selvom det er underholdende, gør det også støvsugningen langsommere.
De samme bordben drøner Saros 20 over som en gazelle. OK, måske ikke så adræt, men det er sådan, det opleves i forhold til førnævnte støvsuger fra samme fabrikat.
De to minder om hinanden i sin opbygning, men der er markante forskelle.
Dockingstationen er ikke lige så flot designet som Qrevo Curv, jeg sammenligner med. Denne har runde og flotte former, men funktionen er den samme, hvor du har to tanke øverst, der er lette at klikke af til påfyldning og aftapning af vand efter vask.
Du har næsten samme støjniveau, når den står i docken og lader – der er tydeligt en lille blæser i begge modeller.
Til gengæld er Saros 20 mere støjsvag, når den støvsuger og vasker – alle de mekaniske dele plus sugeevnen er tydeligt forbedret.
Den støvsuger mærkbart bedre, og især lidt uldne gulvtæpper støvsuges mere effektivt.
Går under radaren
Opsætningen og mappingen af dit hjem går lynhurtigt, og appen er meget velfungerende. Her kan du justere, hvor effektiv den skal være i de forskellige modes (vask og støvsugning).
Fint er også, at du meget let kan vælge, hvilke rum du vil have vasket – for eksempel kun i køkkenet efter aftensmaden.
Her er automationen – herunder stemmestyring – både enkel, og samtidig er der mulighed for at nørde i det, hvis du har lyst.
Det er ikke nyt, men fungerer bedre med Saros 20, der samtidig er noget hurtigere, så den reelt kan nå at gøre køkkengulvet rent, mens familien spiser aftensmad.
Saros 20 er også ren limbo, da den med en højde på 7,95 centimeter kan gå under for eksempel reoler, der hænger på væggen, eller sofaen.
Den kan nappe dørtrin op til 8,8 centimeter, og den klarer gulvtæpper med en luv på op til 3 centimeter.
Dertil er den bedre til at genkende objekter – herunder kabler. I praksis fik den da heller ikke rodet sig så meget ind i kabler, som den tidligere model ofte gør.
Al navigation foregår via sensorer og kameraer på fronten, så den lille periskoplignende enhed er væk og er med til at give den lave højde.
Det er her igen vigtigt at huske, hvis man er typen, der slår alle kameraer og mikrofoner fra i hjemmet, at du reelt har en kinesisk robot med hi-res-kamera til at køre rundt i dit hjem.
Den kender bogstaveligt talt alt i dit hjem helt ud i krogene. Det er nok svært at undgå at få den slags inden for de fire vægge, hvis man gerne vil have moderne gadgets – alternativet er at finde den gamle Nilfisk frem fra gemmerne.
Effektiv, støjsvag og kostbar
Der er ingen tvivl om, at Saros 20 er en robotstøvsuger fra high-end-klassen, hvilket prisen også antyder.
Du kan få den i en Saros 20 Sonic-udgave, der er endnu bedre til at navigere og skulle vaske gulvet bedre.
Den koster 10.199 kroner, men i min optik er den testede model til 9.699 kroner rigeligt til langt de fleste normale hjem.
Jeg kunne stadig godt tænke mig en automatisk dosering af sæbe til gulvvasken, da man – som i en vaskemaskine – har tendens til at bruge for meget.
Omvendt giver den simple løsning, hvor du bare skal hælde det i vandet, den fordel, at du selv kan bestemme, hvilket middel du vil bruge.
Husk i øvrigt, at vandet helst skal være mere eller mindre kalkfrit – det kan klares på flere måder og giver lidt ekstra bøvl/udgifter. Men det skyldes den høje kalkkoncentration i det danske vand og er ikke noget, jeg kan bebrejde Saros eller andre maskiner for.
Ret fed
Er du på udkig efter en støvsuger til det større hjem, der har dørtrin, gulvtæpper med mere, vil jeg klart anbefale Saros 20.
Der er tale om en maskine, der er i den rigtigt sjove ende af skalaen, men det skal også gennemtænkes, om den er overkill til den høje pris.
I mit hjem kan jeg sagtens ”nøjes” med sidste års tilsvarende model, da jeg ikke har de behov, som Saros 20 opfylder – og sidste års model kan du let finde til nærmest halv pris af Saros 20.
Det ændrer ikke ved, at denne er en af de bedste på markedet lige nu og derfor fuldt fortjener et 5-tal i karakter.