Svaret på det evige spørgsmål ”Hvad skal vi se?” ender ofte med at blive noget fra Netflix’ top-ti liste, og i skrivende stund ligger den helt nye film Thrash nummer et.
Det lyder lovende, og i sandhedens interesse kaster undertegnede sig frygtløst ud i opgaven med at undersøge, om den nu også er god?
Det vender vi tilbage til (som man jo skriver, når man gerne vil have folk til at blive lidt længere).
Men lad os starte med begyndelsen.
På afstand ser alt idyllisk ud i den amerikanske kystby. Men lidt tættere på bemærker man, at indbyggerne er ved at pakke ejendele og skynde sig væk. For der er en orkan på vej, og alt tyder på, at det er en af de store.
Filmen følger i klassisk stil forskellige handlingsspor. Svært højgravide Lisa har sin ængstelige mor på videokald, mens hun kører ud af byen.
Tre vistnok søskende får skældud af deres grådige plejeforældre, der stikker ungerne pakke tør toast, mens de selv har kæmpestore bøffer i køleskabet.
Den skiftevis sorg- og angstramte Dakota ser fjernsyn og kan ikke rigtig få sig selv til at forlade huset. Imens kan hendes onkel Dale se, at katastrofen er på vej. Han er tilfældigvis havbiolog og har adgang til realtids-satellitbilleder.
Så kommer stormen, digerne brister, vandet vælter ind over byen og hovedpersonerne fanges midt i kaosset. Så langt, så godt. Og her kunne filmen faktisk stadig have været reddet.
Men så kaster manusforfatterne endnu flere jokere ind i spillet. Her er f.eks. en tankvogn fyldt med slagteriaffald, som lige prøver at snige sig ud af byen inden stormen kommer.
Her er også det faktum, at onkel Dale kan se på sin satellitovervågning, at der med vandmasserne følger en hel masse hajer af en særligt sulten art (dem er han nemlig også ekspert i).
Bedre bliver det ikke af, at både hajer, hovedpersoner og endda vandstanden opfører sig så mærkværdigt, at det distraherer fra de spændingsmomenter, der kunne have været undervejs.
På den anden side giver nogle af de her sære og absolut ikke sammenhængende elementer også en slags bonus på underholdningsbarometeret.
Filmens navn hentyder måske til noget, der vælter (”thrasher”) rundt i vandet. Eller til de mange vragdele, som massive oversvømmelser som bekendt fører med sig ind i landet. De spiller dog i bedste fald en birolle.
Så måske er det en subtil reference til manuskriptet? Det må stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder har Thrash aktuelt en Rotten Tomatoes-publikumscore på 24 procent.
Det er imponerende højt, men må næsten skyldes positiv feedback fra samme slags mennesker, som svarer ”Anders And!”, når analyseinstitutterne ringer og spørger, hvem de vil stemme på til næste folketingsvalg.
