Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Selv har jeg aldrig været den store buffet-fyr. Det der med at kunne spise alt, gør, at jeg bliver underligt mæt inden, at jeg har sat den første tallerken på bordet.
Men modsat har det ikke været noget problem at indtage ret efter ret af AI-værktøjer, som selskaberne gavmildt har sat frem til os.
Og de har betalt regningen.
Det er ligesom kutymen åbenbart, når man er tech-selskab. Underskud på underskud for at få afhængige kunder. Og det har jo virket i social medie-land – det virker også her.
Dog kommer vi nu til at se en markant dyrere fremtid for dig og mig. Os to, der egentlig ikke har det store firma i ryggen til at betale den tonstunge regning, der på et kommende tidspunkt kommer ind af døren.
Vi har levet i en mærkelig æra de seneste par år, og de fleste har slet ikke opdaget det.
For 100-200 kroner om måneden har du kunnet hælde stort set hvad som helst over i ChatGPT, Claude, Gemini eller Perplexity. Brainstorm, kode, kontraktgennemgang, mailudkast, ferieplanlægning, en ny opskrift på pastasovs. Bare hæld det ind. Du betaler det samme.
Det er all you can eat. Og indrømmet, her har jeg taget for mig af retterne.
Det her er en af de største stille subsidier, som vores generation har oplevet.
Tjenester, der i 1990'erne ville have kostet en månedsløn hos en konsulent, kører nu på en aftale, der er billigere end Netflix.
Vi har vænnet os til det på rekordtid. Det føles ikke længere som et privilegium. Det føles som en rettighed.
Det er præcis dér, at regningen begynder at lure.
Tredobling af værdi
Tag Anthropic, firmaet bag Claude. Det var en simpel mindre nørd-butik for et par år siden. I dag det mest værdifulde AI-firma i verden. Endda blot for et halvt år siden lød værdiansættelsen på 380 milliarder dollars. Nu har selskabet rundet billion-grænsen.
Tre-doblet på under seks måneder.
De penge kommer ikke ud af den blå luft. De er bygget på en forventning om, at vi - private, virksomheder, det offentlige - kommer til at betale. Meget snart.
Vi ser det allerede. Tier-modeller, hvor du betaler mere for de bedste motorer.
Token-lofter, der pludselig rammer dig midt i en lang samtale.
Funktioner, der bliver eksklusivt for Pro-segmentet. ChatGPT Pro koster eksempelvis 200 dollars om måneden, svarende til omkring 1.400 kroner.
Det er ikke længere et abonnement, det svarer faktisk mere til en bilforsikring.
Tag-selv-bordet er stadig sat op. Men retterne forsvinder en for en, og menukortet er ved at blive lagt på bordet med små bogstaver under hver pris.
De rige får dessert
Og dét er den mest interessante effekt.
Hvis adgangen til de bedste modeller bliver dyr nok, bliver vi samtidig præsenteret for en ny ulighed i samfundet: Et intelligens-skel.
De store virksomheder kommer til at have abonnementer på de absolut bedste modeller.
Banker, advokatfirmaer, BCG, McKinsey. De betaler gerne over 10.000 kroner per medarbejder per måned, fordi en god rådgiver med adgang til topmotoren leverer 10 gange så meget som én uden.
Os andre - selvstændige, små virksomheder, almindelige brugere - kommer til at sidde med tier 1 eller tier 2.
Det er stadig glimrende værktøjer. Men det er ikke topmotoren.
Og forskellen mellem topmotoren og lillebror bliver større for hver generation. Det er ikke længere "lidt klogere."
Det er den forskel, der afgør, om du kan løse en opgave på genial eller middelmådig vis.
Og det er der vel ikke noget galt i – eller nyt for den sags skyld.
Der har altid været forskel på kvalitet afhængigt af summen, man var villig til at smide efter det. Forskellen er bare, at vi var flere, der lige har nået at smage de søde sager, før buffeten altså lukker.
En sund sult
Men det kan muligvis ikke være en dårlig ting. Sådan helt generelt.
For når noget er gratis, bruger vi det til alt. Også til opgaver, vi sagtens selv kunne løse.
Jeg har bedt en model om at omformulere en sætning på fire ord, fordi det var lettere end at tænke selv.
Det er som at tage opvasken i hånden, når opvaskemaskinen står klar - bare omvendt. Vi automatiserer ting, der slet ikke skulle være automatiseret.
Når hver prompt koster 50 øre, begynder du at tænke dig om.
Du bruger AI, når den faktisk gør en forskel. De små opgaver løser du selv. Du møder op til arbejdsbordet med din egen tanke først, og så - til allersidst, det skal færdiggøres - lader du modellen tage over.
Og miljøet vinder. Hver eneste prompt koster en lille skovalf dødsstødet. Det har vi desværre fået låst fast.
Når der er gratis-buffet, kører serverne på halvt tempo, mens vi spørger en sprogmodel, om det hedder lægger eller ligger. Når det koster, holder vi op.
Det er et bedre og mere bevidst forhold til teknologien.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
