Alle EG's 1.100 udviklere får nu hjælp af AI til at skrive kode: "Nogle af de bedste er blevet fem til ti gange mere produktive"

EG har foretaget 46 opkøb de seneste seks år, og der er flere på vej, siger CEO Mikkel Bardram. Computerworld har talt med EG-topchefen om AI, opkøb, en fremtidig børsnotering og hvornår selskabet bliver profitabelt efter en årrække med gedigne underskud.

Artikel top billede

(Foto: EG/PR: Joshua Tree Photography)

Hos det danske softwareselskab EG er det ikke længere it-udviklerne, men derimod kunstig intelligens, der ofte skriver kode, når nyt software skal udvikles, rettes til eller vedligeholdes.

Det fortæller EG-topchef Mikkel Bardram til Computerworld, der taler med ham i forbindelse med selskabets regnskab for 2025, der blev offentliggjort tirsdag morgen.

"Vores udviklere er gået fra at skrive kode selv til, at koden i stigende grad bliver skrevet af AI – selvfølgelig monitoreret og godkendt af vores egne udviklere," siger Mikkel Bardram.

Det giver enorme gevinster for produktiviteten.

"Det varierer lidt afhængigt af teams, men vi regner med en gennemsnitlig fordobling i vores produktivitet inden for udvikling i år. Vi ser også, at nogle af de bedste er blevet fem til ti gange mere produktive," fortsætter EG-topchefen.

Han tilføjer, at samtlige af EG's 1.100 udviklere i dag arbejder specialiseret med AI.

Ifølge Mikkel Bardram er de samme AI-værktøjer rullet bredt ud til hele organisationen, hvilket gør det lettere at onboarde nye medarbejdere.

EG's største AI-satsning ligger dog ude hos kunderne. Selskabet bygger branchespecifikke AI-agenter, der integreres direkte i den software, kunderne allerede bruger.

Ifølge EG sparer praktiserende læger eksempelvis 1-2 timer i administration om dagen, fordi AI automatisk laver patientnotater og opsummerer journaler, ligesom håndværkere får hjælp til at tage opkald og planlægge arbejde ved hjælp af AI.

Vokser, men skriver underskud

Det er ikke kun brugen af AI, der er vokset i EG de seneste år.

EG har siden 2019 gennemført 46 opkøb og samlet selskaberne i én fælles driftsmodel, hvor alle kunder serviceres fra samme system, og alle medarbejdere i de forskellige afdelinger arbejder med de samme værktøjer.

Det gør, ifølge Mikkel Bardram, det lettere og mere gnidningsfrit at integrere de opkøbte selskaber og onboarde både nye kunder, men også nye medarbejdere internt i EG.

Kundetallet steg alene i 2025 med 5.000 til i alt 47.000, mens antallet af medarbejdere voksede med cirka 400 til 2.586.

"2025 var et godt og vigtigt år for EG, der markerer et vendepunkt for os. Vi har afsluttet vores investeringsfase, fået refinansieret vores gæld, og alt er på plads til det næste vækstkapitel," fortæller Mikkel Bardram.

EG omsatte i 2025 for over 2,8 milliarder kroner, en vækst på 11,5 procent.

Det justerede driftsoverskud før renter, skatter og afskrivninger (EBITDA) steg 26 procent og landede på lidt over 1 milliard kroner.

Men kigger man på bundlinjen, fortsætter EG med at skrive røde tal. Resultatet for året landede på minus 693 millioner kroner, hvilket placerer sig i rækken af underskud, selskabet har haft de seneste fem år.

Det skyldes tre ting, forklarer Mikkel Bardram. Selskabet har bogført 398 millioner kroner i såkaldte non-recurring items — blandt andet investeringer i driftsmodellen, integration af opkøbte selskaber og etableringen af et udviklingscenter i Indien.

Dertil kommer renteudgifter på gælden samt regnskabsmæssige afskrivninger på de mange opkøb.

"Det er noget, der inden for de næste 24 måneder vil gå mod nul," siger Mikkel Bardram, der peger på 2027 som det tidspunkt, hvor profitten for alvor begynder at vende.

"EG passer godt til en børsnotering"

I starten af 2026 har EG refinansieret hele gælden til lavere rente og længere løbetid og samtidig frigjort knap 2 milliarder kroner til nye opkøb.

Pengene er allerede sat i arbejde, da EG alene i første kvartal har købt fire selskaber - LEX247 inden for legal tech, Cubit inden for kvalitets- og asset management samt Edlevo og HR & Payroll-forretningen fra Tieto, sidstnævnte selskabets hidtil største opkøb.

"I Q1 købte vi fire selskaber, hvilket svarer til 10 procent vækst for hele EG," siger Mikkel Bardram, der forventer fortsat fornuftig vækst på opkøbssiden i år.

Han fremhæver samtidig digital suverænitet som et stigende krav fra kunderne. EG's data ligger i Europa, og selskabet kan skifte mellem forskellige sprogmodeller frem for at være låst til én leverandør, hvilket ifølge Mikkel Bardram har øget efterspørgslen på EG's løsninger i 2026.

EG's ejer, kapitalfonden Francisco Partners, har tidligere peget på selskabet som en god børskandidat – hvilket Mikkel Bardram er enig i.

"EG passer godt til en børsnotering, fordi vi har en stabil vækst, en god udvikling i vores driftsindtjening, en høj del af vores forretning, som er abonnementsforretning, og vi er vældig diversificeret på tværs af lande og brancher, så der er en god sikkerhed i det, vi leverer."

"Så EG er en fin kandidat til at gå på børsen. Men vi må også se, hvad der sker i den næste tid," fortsætter Mikkel Bardram, men understreger, at beslutningen ligger hos bestyrelsen og ejerne.

I hvilket land en eventuel børsnotering skulle ske, vil han ikke sætte ord på.

Annonce

Computerworld Events

Vi samler hvert år mere end 6.000 deltagere på mere end 70 events for it-professionelle.

Ekspertindsigt – Lyt til førende specialister og virksomheder, der deler viden om den nyeste teknologi og de bedste løsninger.
Netværk – Mød beslutningstagere, kolleger og samarbejdspartnere på tværs af brancher.
Praktisk viden – Få konkrete cases, værktøjer og inspiration, som du kan tage direkte med hjem i organisationen.
Aktuelle tendenser – Bliv opdateret på de vigtigste dagsordener inden for cloud, sikkerhed, data, AI og digital forretning.

Digital transformation | Frederiksberg

Roundtable: AI i drift – fra eksperimenter til ansvar, værdi og kontrol

AI-initiativerne breder sig hurtigt, men skaleringen halter. Kun hver fjerde virksomhed har flyttet en større del af sine AI-eksperimenter i produktion. Computerworld samler en udvalgt kreds af CIO’er og digitale beslutningstagere til et...

Sikkerhed | Online

Det du glemmer i Azure - men aldrig on-prem: Sådan genfinder du kontrollen

Undgå dyre fejl i Azure. Få styr på udfasede services, skjulte omkostninger og governance. Lær, hvordan Reserved Instances, Azure Hybrid Benefit og de rette styringsmekanismer giver mere værdi, lavere omkostninger og en mere robust Azure-platform....

Se alle vores events inden for it

Navnenyt fra it-Danmark

Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

Anne-Sofie Andreasen

Elbek & Vejrup A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Martin Grooss Carpentier, Software Architect hos Kamstrup, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse