De fleste af os har efterhånden snuset til kunstig intelligens på et eller andet niveau.
Og de fleste af os har formentlig fået både fremragende og… knap så fremragende resultater ud af vores samarbejde med AI.
Men de færreste er gået lige så meget all in som den amerikanske journalist Joanna Stern.
Hun besluttede sig for at overlade sit eget liv til AI i et helt år for at undersøge, om brugen af kunstig intelligens rent faktisk gør vores liv bedre.
Resultatet af det eksperiment er bogen ”I Am Not a Robot”, der meget passende bliver beskrevet som en tidsmaskine til en nær fremtid, hvor AI kan være alt fra vores læge og chauffør til lærer, massør, kollega, psykolog, finansielle rådgiver og kæreste.
Bogen udkom for nylig og er allerede blevet en bestseller. Det er måske ikke så overraskende, for hele præmissen er svær ikke at blive nysgerrig på, og hvem vil ikke gerne vide, hvad vi rent faktisk kan bruge tidens mest hypede teknologi til.
Det er dog fair at sige, at bogen ikke hovedsageligt er rettet mod dem, der allerede code viber og har sat agenter op til at håndtere dagens trivielle digitale opgaver.
Til gengæld giver den et meget underholdende og tankevækkende blik på en hverdag, hvor der allerede er bygget kunstig intelligens ind i alt muligt fra robotstøvsugeren til sundhedsvæsenet og familielivet.
Joanna Sterns eksperiment handler nemlig ikke kun om, hvordan en AI kan holde styr på hendes økonomi eller svare på mails fra hendes partner (hvilket viser sig at være ganske uhensigtsmæssigt).
Hun kaster sig også ud i at teste en lang række gadgets: Hun tager intelligente briller på, så hun kan identificere havens insekter for sine nysgerrige børn.
I lommen har hun en gadget, der følger hendes aktivitet, og hun har et stressdæmpende pandebånd på, når hun børster tænder. Og hun anskaffer en AI-styret robothund til familien, som kan gø, ligge i et skød og endda simulere, at den tisser ved at hæve sit ene ben.
I stedet for selv at finde på godnathistorier til sine små børn, overlader hun også den opgave til sin AI og konstaterer overraskende, at børnene følger mere interesseret med i de AI-skabte historier end i hendes egne.
Joanna Stern erstatter også sin menneskelige assistent med en AI-assistent. Hun bruger også AI som psykolog og indleder endda (efter at have fået grønt lys fra sin ægtefælle) et romantisk forhold til en kunstig intelligens, der selv vælger navnet Evan.
Undervejs har hun også interviewet ledere fra tech-branchen til bogen og fremhæver undersøgelser fra MIT, der peger på, at det ikke nødvendigvis er godt for mennesker rent kognitivt at bruge AI.
Men samlet set lander ”I Am Not a Robot” hverken i kategorien om dommedagsvisioner eller et utopisk AI-himmerige.
For Joanna Stern er fascineret af mulighederne i AI, men lukker heller ikke øjnene for de mindre hensigtsmæssige dele af udviklingen.
Og hvis man trods alt ikke er klar til selv at lade AI planlægge familiens næste sommerferie, kan man i ”I Am Not a Robot” opleve, hvordan det gik for forfatteren, da hun gjorde det.
Det er både sjovt og skræmmende at følge, og bogen sætter gang i mange overvejelser om, hvor mange af vores egne beslutninger, vi egentlig er villige til at outsource.
