Test: Spændende ny teknologi gør denne skærm ideel til både Mac og pc-brugere

Den er gearet og henvendt til MacBook, men BenQ's 27” 4K-skærm giver også blændende farver til pc-folket grundet sit Nano Gloss-panel. Det giver flotte farver og fin billeddybde – og så til en pris, hvor vi alle kan være med.

Artikel top billede

Med en MacBook er der direkte farvestyring og nærmest ingen justeringer at skulle foretage sig på den glansfulde Nano Gloss-skærm fra BenQ. (Foto: BenQ PR)

Et Nano Gloss-panel skulle kombinere en dyb farvegengivelse uden at have de lysrefleksioner, en hi-gloss-skærm normalt har.

Vi har for nylig prøvet en 5K-skærm med lignende teknologi, og denne BenQ lover meget i samme skuffe som Philips.

Til gengæld er prisen for BenQ MA270UP med samme skærmstørrelse som Philips 27EU7903 noget lavere – nemlig 3.900 kroner.

Til gengæld må du nøjes med 4K i stedet for 5K-opløsning, som de fleste af os jo nok kan leve med.

Skærm uden genskin

Nano Gloss-panelet har en evne til at levere meget levende og – undskyld udtrykket – farverige farver. Der er masser af power på, men uden at det bliver overgjort.

Det er på ingen måde hundrede procent korrekt, men BenQ er langt fra de skærme med en coating, der gjorde alt til ren ”farvelade," som der har været nogle grumme eksempler på.

Reelt har BenQ-skærmen en overflade, der er mere blank, hvilket betyder, at lyset brydes, så det hele får lidt mere energi – populært sagt.

Men modsat ældre skærme med sammenlignelig teknologi har Nano Gloss-panelet en belægning, der mindsker refleksioner og reflekser fra lys og omgivelser.

Resultatet skulle dermed i princippet blive mere rent, mens farverne bevares.

Det har fordele, når du arbejder i omgivelser med meget lys, og skulle i princippet også levere skarpere billeder.

Juster farverne via app

Skærmens indstillinger klares i langt de fleste tilfælde via et lille joystick i bunden – herunder blandt andet lysstyrke og ikke mindst lydstyrke.

Men klikker du videre, får du en QR-kode, der giver adgang til en styring på din iPhone, hvor du let kan vælge mellem de forskellige indstillinger, skærmen også tilbyder.

Altså farvetoner med mere, og det fungerer hurtigere, end hvis du skal scrolle gennem menuer.

Teknologien understøtter også Windows, macOS og Linux og betyder, at du helt slipper for at justere via fysiske knapper.

BenQ IPS-panelet understøtter 99 procent af sRGB og 95 procent af DCI-P3 samt HDR.

Farvekalibreringen er macOS-specifik og betyder, at du skulle få samme farveoplevelse på skærmen som på din MacBook. P3 er i øvrigt den farvestandard, som Mac benytter.

Jeg har prøvet med en MacBook Pro, og det er rigtigt, at farverne – uden at jeg foretager mig noget som helst – ligger meget tæt på det, som jeg oplever på min Mac-skærm. Sæt USB-C-kablet til, og den er kørende.

Der er naturligvis også blåt lys-filtre og andre ergonomiske indstillinger, ligesom skærmen fysisk kan vendes på højkant.

Det håndterer den fint via den solide fod, der endda har et lille område med kunstlæder, hvor du kan lægge telefon eller andet.

Farverig uden farvelade

Det, der slår mig først, ud over at farverne i praksis lægger sig helt op ad min Mac-skærms, er farvernes generelle kvalitet.

Der er altså en tyngde og en dybde, som jeg finder betagende.

Den er ikke så 100 procent korrekt som min kalibrerede 32”-skærm, men skal du ikke lave billedbehandling på professionelt niveau, er den altså rigtig godt med.

For farverne er reelt tæt nok på det korrekte (igen sammenlignet med min kalibrerede skærm), men der er bare lidt mere saft i farverne, og det skyldes ikke mindst Nano Gloss-panelet.

Det betyder også, at BenQ er fremragende til underholdning – film og serier har en glans, som er ret lækker – ikke mindst fordi du slipper for de fleste af de reflekser, som man normalt får på denne type skærm.

Skærmen er ikke hurtig nok til seriøs gaming, hvilket da heller ikke er dens formål.

Tekst står også klart og skarpt, men her gør den glansfyldte overflade, at teksten fremstår meget lysende – der er ret meget tryk på de hvide områder.

Det betyder, at det hvide i teksten eller omkring teksten er lidt for lysende uanset om du arbejder med tekst i negativt eller positivt format. I hvert fald til min smag.

Du kan naturligvis skrue lidt ned for lyset, men så forsvinder den gode kontrast samtidig, og det er ikke hensigtsmæssigt i forhold til farver i andre applikationer.

Der er tale om petitesser, og de fleste kan nok sagtens leve med det – og sidder du ikke med et regneark hele dagen, er det ikke noget problem. Gør du det, skal du også vælge en anden skærm, så det giver næsten sig selv.

Til Mac og MacBook, men andre er også velkomne

Som sagt er skærmen kalibreret til Mac, men via en pcgår det også fint – og den 90 watt kraftige USB-C-port oplader lige så fint en Windows-baseret computer som en Mac.

Det er især billeddelen, der er tiltænkt Mac-folket, ligesom du kan justere nogle billedindstillinger direkte på skærmen via dit Mac-tastatur.

På mange punkter får BenQ en klokkeklar anbefaling, og skal du have en allround-skærm med fokus på flotte farver, leverer den meget til prisen.

Den fungerer godt med pc, men fuldt ud bedst med en Mac, ligesom den ikke dumper, men heller ikke er den bedste til tekst hele dagen.

Så den ender på et stort 4-tal, der læner sig op ad mere – ikke mindst hvis du er Mac-bruger til fingerspidserne.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Cloud & AI Festival 2026

    Digital transformation | Ballerup

    Eksplosiv udvikling i cloud og AI kræver overblik og viden. Computerworld samler 3.000 it-professionelle, 70+ leverandører og 120+ talere om AI, infrastruktur, data, compliance og sikkerhed. To dage med viden og netværk. Tilmeld dig nu.

    16 & 17 september 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

    Marlene Gudman

    IFS Danmark A/S

    Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
    Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job