Tre af Kinas største og mest kendte selskaber samarbejder med det kinesiske militær i et omfang, der gør dem så farlige, at de nu bliver blacklistede.
Sådan lyder det fra USA, der pludselig har besluttet at blackliste bilproducenten BYD samt onlinegiganterne Alibaba og Baidu.
Blacklistingen betyder blandt andet, at selskaberne ikke vil have mulighed for at byde på en række store amerikanske kontrakter.
USA oprettede sin sorte liste over 'Chinese military companies' i 2021 som led i den tiltagende handels-konflikt mellem Kina og USA.
USA har i det seneste år tilføjet hele 54 kinesiske selskaber til listen, som nu består af 188 kinesiske selskaber.
Kina er fortørnet over, at tre af landets største og mest velkendte selskaber nu bliver blacklistet i verdens største kommercielle marked.
Kinas ambassade i USA meddeler, at beslutningen er 'diskriminerende' og endnu et eksempel på, at den amerikanske regering misbruger og strækker de grundlæggende principper bag begreberne om national sikkerhed.
"Kinesiske virksomheder, som gør forretninger i udlandet, følger strengt og systematisk alle love og reguleringer i deres værstlande," meddeler ambassaden.
"USA bør holde inde med sine forkerte fremgangsmåder og istedet skabe et retfærdigt og ikke-diskriminerende miljø for kinesiske selskaber," lyder det.
Alibaba - der minder meget om Amazon i sin opbygning og fokus - afviser også blankt begrundelserne for blacklistingen.
"Alibaba er ikke et kinesiske militært selskab eller del af nogen militær-civil strategi," meddeler Alibaba.
Selskabet vil nu gå rettens vej for at få ryddet alle 'forsøg på at miskreditere' selskabet af vejen.