Det gælder om at være godt forberedt, når cyberangrebet først rammer.
Sådan har devisen lydt i det amerikanske forbundspoliti, FBI, som i februar slog dørene op for en kunstig by opført i en stor hal i delstaten Alabama.
I den lille by skal politi-folkene kunne øve sig på håndteringen af cyberangreb, der rammer amerikanske byer.
Byen går internt i FBI under navnet "Kinetic Cyber Range' og den er fuldt udstyret med bygninger og veje, selv om den jo bare er en kulisse.
Her er således fuldt møblerede huse, veje, lyskryds, et hotel, en tankstation, et supermarked, et sygehus og et energi-selskab, der producerer strøm til det hele.
Byen markerer en helt ny tilgang for politiets uddannelse af cybersikkerhedsfolk, som i årevis alene er blevet trænet og uddannet til opgaven via gammeldags klasselokale-undervisning med lektier og opgaver.
"Tidligere forlod du aldrig klasselokalet. Alt blev lært ved dit skrivebord og var baseret på teori samt en lillebitte smule 'hands-on',' fortæller byens chef, Dave Beachboard i denne artikel, som FBI har udgivet.
"Men her i byen er det så ægte, som det kan blive, inden folkene kommer ud i marken," siger han.
Ifølge FBI er mere end 1.400 politifolk blevet trænet i at håndtere og efterforske cyberangreb på byer, siden den lille kunstige by blev åbnet i februar.
Hver del af den lille by er sat op og forbundet med netværk, strømforsyninger og alt andet, som hackere typisk vil gå efter, når de angriber.
Centralt i simulator-byen er et datacenter udstyret med 200 fysiske servere, som kører på dels Windows, dels Linux, og som er udstyret med en lang række forskellige systemer.
De afspejler ifølge FBI bredt set erhvervslivets it-miljøer, som politiets efterforskere typisk skal dykke ned i efter et hackerangreb.
"Systemenre er ægte. Og når politifolkene dykker ned i netværkene, vil de se Active Directory, email, firewalls og alt andet, som typisk findes," siger Dave Beachboard.
Under træningen sendes politi-folkene ud i realtids-øvelser, hvor en af den lille bys virksomheder er blevet ramt af eksempelvis et ransonware-angreb.
Under øvelserne skal de træffe beslutninger under højt pres - for eksempel under truslen om, at byens hospital vil blive lukket helt ned, så patienter kan dø.
The Kinetic Cyber Range-byen anvendes også af politiet til træning i såkaldt digital forensics, hvor politiet bryder igennem krypteringerne på iPhones og Android-telefoner.
Under øvelserne skal politifolkene også i al hast vurdere hvilke enheder, de vil konfiskere fra et hjem fyldt med internet-opkoblede enheder.
I en anden øvelse skal de i samarbejde med en virksomheds system-administrator skaffe sig vej til data, der er gemt i en virksomheds netværk.
Du kan tage med ind i den kunstige by herunder: