Morgen-briefing: TDC mod staten: Dommen i Huawei-sagen falder i dag / Aarhus-professor henter EU's fornemste forskningsbevilling / Flatpay runder 2.000 ansatte: Mere end en fordobling på under et år

TDC mod staten: Dommen i Huawei-sagen falder i dag. Aarhus-professor henter EU's fornemste forskningsbevilling. Flatpay runder 2.000 ansatte: Mere end en fordobling på under et år. Efter knap 50 år: Gravides gule vandrejournal bliver til en app.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen.

Velkommen til onsdagens overflyvning over techlandskabet. Bag styrpinden sidder cyberredaktør Frederik Therkildsen igen i dag.

Lad os straks komme i gang.

TDC mod staten: Dommen i Huawei-sagen falder i dag

Klokken 10 afgør Østre Landsret en sag, der kan få betydning, hver gang staten fremover vil gribe ind i kritisk infrastruktur af sikkerhedshensyn.

Striden går tilbage til 2023. Her fik TDC Net ordre fra Center for Cybersikkerhed om at fjerne alt Huawei-udstyr i selskabets centrale transportnetværk. Udskiftningen skal være gennemført inden udgangen af 2026, og TDC har siden valgt den amerikanske leverandør Ciena til opgaven. Selskabet, der i dag er australsk ejet, mener, at afgørelsen var ulovlig, og kræver 195 millioner kroner plus renter af staten i erstatning.

Det er første og hidtil eneste gang, staten har krævet udstyr fra en bestemt leverandør fjernet fra dansk teleinfrastruktur.

Uanset udfaldet sender dommen et signal om, hvem der kommer til at betale, når sikkerhedshensyn fremover kræver dyre indgreb i nettet.

Aarhus-professor henter EU's fornemste forskningsbevilling: Skal lukke huller i softwaren, før de når os

Professor Anders Møller fra Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet har fået et ERC Advanced Grant på 2,5 millioner euro til projektet ProSec, der skal finde sikkerhedsproblemer i software, før de rammer virksomheder, myndigheder og brugere.

Moderne software er bygget oven på open source-komponenter fra andre, og en sårbarhed ét sted kan brede sig gennem forsyningskæden til tusindvis af programmer. ProSec retter særligt skytset mod JavaScript og Python, der bruges i alt fra apps til kritisk infrastruktur.

ERC Advanced Grant går til etablerede topforskere, og i år var konkurrencen rekordstor.

Af 3.329 ansøgninger fik kun 9,6 procent et ja.

Flatpay runder 2.000 ansatte: Mere end en fordobling på under et år

Den danske betalingsvirksomhed Flatpay har passeret 2.000 medarbejdere og ansætter fortsat over 100 nye om måneden. Kundetallet er rundet 100.000.

Selskabet blev stiftet i 2022, nåede enhjørningestatus i 2025 med en værdiansættelse på 1,5 milliarder euro og har siden bredt sig til syv europæiske lande. Forklaringen, stifter og topchef Sander Janca-Jensen selv giver, er en kultur uden overdrevet bureaukrati, hvor medarbejdere får ansvar fra første dag.

Det er virksomhedens egen udlægning, og den slags kulturfortællinger er svære at efterprøve udefra.

Væksttallene står til gengæld for sig selv, og de gør Flatpay til en af de hurtigst voksende danske virksomheder, markedet har set.

Computerworld og Flatplay er naboer i Herlev.

Efter knap 50 år: Gravides gule vandrejournal bliver til en app

Papiret har holdt i næsten et halvt århundrede. Nu bliver den gule vandrejournal, gravide kender, digital.

Appen Min Graviditet overtager for nye gravide og samler oplysninger fra besøgene i sundhedsvæsenet ét sted, oplyser Sundhedsdatastyrelsen.

Den kan hentes gratis i App Store og Google Play.

Det er en lille forandring i en travl hverdag, men en konkret en af slagsen.

Endnu et stykke af det analoge Danmark, der flytter ind i telefonen.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Cyber Security Festival 2026

    Sikkerhed | København

    Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 80 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

    18 & 19. november 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

    Annette Macsay Mostrup

    IFS Danmark A/S

    Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

    Lars Erik Larsen

    Jyske Bank

    Systematic A/S har pr. 1. august 2026 ansat Casper Voldstedlund, 52 år,  som Director, Products. Han skal især beskæftige sig med drive produktudvikling inden for national sikkerhed og kritisk infrastruktur (NSI). Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Stibo Systems A/S. Nyt job

    Casper Voldstedlund

    Systematic A/S

    Arctic Wolfs Network har pr. 1. september 2026 ansat Victor Dohlmann som Sales Director for Nordics. Nyt job

    Victor Dohlmann

    Arctic Wolfs Network