I kultfilmen ”WarGames” fra 1983 kommer en teenager ved et uheld til at hacke sig ind i det amerikanske militærs fiktive computer WOPR og er tæt på at udløse en atomkrig.
Filmen fik virkelighedens præsident, Ronald Reagan, til at spørge sine rådgivere, om et sådant angreb kunne ske i virkeligheden. Svaret var ikke opløftende.
Men filmens unge hacker David Lightman er en sympatisk og lidt nørdet dreng, der mest af alt er en nysgerrig og uskyldig digital opdagelsesrejsende, der blot forsøger at få adgang til nogle computerspil før udgivelsen.
Nutidens billede er dog noget mørkere, for unge hackere er ikke bare nysgerrige og uskyldige. Tværtimod.
Den uskyldige hackerfigur er i hvert fald ikke den, BBC’s cyberkorrespondent Joe Tidy tegner i sin bog ”Ctrl+Alt+Chaos”.
Her beskriver han, hvordan teenagere i internationale onlinefællesskaber kan bevæge sig fra digitale drengestreger til afpresning, organiseret kriminalitet og angreb, der rammer titusindvis af uskyldige mennesker.
Hvor cybertruslen ofte forbindes med professionelle kriminelle bander eller statsstøttede hackergrupper, er teenagehackere ifølge Joe Tidy i sig selv en alvorlig global cybertrussel.
Ligesom det var tilfældet for filmens David Lightman, kommer unge ifølge bogen ofte ind i cyberkriminalitet gennem en blanding af nysgerrighed, computerspil og digitale eksperimenter.
De unge eksperimenterer nemlig med snydekoder, programmering og mindre angreb, før de lander i onlinefællesskaber og digitale ungdomsbander, hvor ulovlige handlinger giver status.
Den gennemgående hovedperson i Ctrl+Alt+Chaos er den finske hacker Julius Kivimäki, der begyndte som 12-årig digital ballademager, men i 2024 endte med at blive dømt for Vastaamo-angrebet, hvor oplysninger om omkring 33.000 finske patienter blev stjålet, og titusindvis blev udsat for afpresningsforsøg.
Det gjorde han ved at hacke sig ind i psykoterapicentret Vastaamos database og stjæle fortrolige journaler, hvorefter han truede patienterne med at offentliggøre følsomme patientoplysninger og notater fra terapiforløb, hvis de ikke betalte en løsesum.
Sagen havde store personlige konsekvenser for patienterne, og pårørende har kædet den sammen med flere dødsfald blandt de berørte.
Ifølge bogen kan tidlige succeser give de unge en følelse af at være urørlige, især hvis deres tidlige lovbrud kun får begrænsede konsekvenser.
Samtidig beskriver Joe Tidy, hvordan berømmelse kan være lige så vigtig som penge i miljøet.
Han gennemgår blandt andet angreb, som gruppen Lizard Squad gennemførte mod PlayStation og Xbox. Angrebene handlede især om at skabe kaos, ydmyge store virksomheder og opnå omtale i medierne og hackermiljøet.
I film og serier fremstår hackere ofte som personer med enestående tekniske evner. Men ifølge Tidy kræver cyberangreb i den virkelige verden ikke altid teknisk genialitet.
Hackerne udnytter stjålne loginoplysninger og svage sikkerhedsprocedurer og bruger social engineering til at manipulere medarbejdere til at give dem adgang.
Udfordringen er ifølge Ctrl+Alt+Chaos især, at forældre, skoler og myndigheder ofte opdager udviklingen for sent. Det kan nemlig være svært at se forskel på en teenager med stor interesse for computere og en, der er blevet en del af en digital ungdomsbande.
Ifølge Joe Tidy er der behov for at tilbyde unge med stærke tekniske evner lovlige fællesskaber og karriereveje, før de finder anerkendelse og muligheder i kriminelle miljøer.
Alternativet er måske ikke en trussel om atomkrig, men cyberangreb kan stadig få voldsomme konsekvenser for menneskers liv og virksomheders drift.
I dette interview taler Joe Tidy om bogen, de unge hackeres metoder og de onlinemiljøer, de færdes i.
