Når vi taler om internet, cloud og kunstig intelligens, så lyder det ofte, som om information bevæger sig frit gennem luften.
Men ifølge en ny bog tog den globale informationsalder et afgørende skridt med en kobberledning, der blev sænket ned på bunden af Atlanterhavet for over 150 år siden.
Historien om det første transatlantiske kabel bliver i bogen beskrevet som 1800-tallets svar på månelandingen.
Det projekt har forfatteren James M. Tabor sat sig for at fortælle om i bogen ”Lightning Beneath the Sea: The Race to Wire the World and the Dawn of the Information Age”.
Og det er en dramatisk fortælling fyldt med skarpe hjerner, et stormomsust hav og et utal af teknologiske og fysiske udfordringer.
Forrest i holdet bag det første kabel var forretningsmanden Cyrus Field, og han satte sig for at lægge omkring 3.200 kilometer telegrafkabel tværs over Atlanterhavet.
Projektet krævede teknologi, videnskab og kapital i en skala, som stort set ikke fandtes endnu.
Til gengæld var der virkelig noget at hente, når det handlede om adgangen til information. For på det tidspunkt kunne en besked være flere uger undervejs mellem New York og London, og et svar tog tilsvarende lang tid.
Nyheder om krige, epidemier, dødsfald og markedsforhold nåede derfor frem længe efter begivenhederne.
Men det satte Cyrus Field sig for at ændre på. Kablet under havet ville nemlig gøre det muligt at kommunikere næsten uden ventetid.
Bogen fremstiller da også det transatlantiske kabel som et afgørende teknologisk spring, der skabte forudsætningerne for den moderne, globalt forbundne verden.
Cyrus Field var dog hverken videnskabsmand eller opfinder, men han havde en afgørende evne til at samle tidens teknologiske, videnskabelige og økonomiske kræfter omkring sit ambitiøse projekt. Og han fik samlet lidt af et videnskabeligt stjernehold:
Blandt hans rådgivere var Samuel Morse, en af telegrafiens store pionerer og manden bag det kommunikationssystem, der gjorde det muligt at omsætte beskeder til prikker og streger.
Den britiske fysiker Michael Faraday havde lagt en stor del af det videnskabelige fundament for moderne elektroteknik, mens William Thomson, senere kendt som Lord Kelvin, analyserede, hvordan elektriske signaler blev svækket i det lange undersøiske kabel, og udviklede måleudstyr til at opfange dem.
Bogen giver et spændende indblik i de mange udfordringer, Cyrus Field og hans hold skulle gennemleve, før det første telegram fra dronning Victoria blev sendt til USA’s præsident James Buchanan i 1858.
Forbindelsen fra 1858 blev fejret som en sensation, men kablet svigtede efter få uger. Først i 1866 lykkedes det at etablere en stabil transatlantisk forbindelse efter en række mislykkede forsøg og knækkede kabler.
Og så er det interessant at bemærke, at Cyrus Field ikke kun så økonomiske muligheder i projektet, men også forbandt det med en vision om øget fred i verden.
Han mente således, at hurtigere kommunikation kunne forhindre diplomatiske misforståelser og dermed krige.
I dag bliver hovedparten af datatrafikken mellem verdensdelene stadig sendt gennem undersøiske kabler, der bygger videre på det princip, som Field og hans samarbejdspartnere var med til at etablere.
Men man må samtidig konstatere, at den hurtigere kommunikation desværre ikke i sig selv har gjort verden til et mere fredeligt sted.
Det ændrer dog ikke ved, at Lightning Beneath the Sea giver et medrivende indblik i det kabelprojekt, der var med til at lægge fundamentet for den globale informationsalder.
