Hvis man ønsker at flyve, skal man blot kaste sig ned og undgå at ramme jorden.
Det er et af de mange gode råd, man kan få, hvis man læser den kosmisk anerkendte håndbog "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy".
Men der kan være mange andre grunde til at læse det værk.
En af dem er, at det i år er 42 år siden, at Douglas Adams udgav den fjerde bog i trilogien om The Hitchhiker's Guide to the Galaxy.
Ganske vist kom der senere en femte bog i trilogien, men det er vel mindst lige så passende at genlæse serien, når den fjerde bog fylder 42 år, som på alle mulige andre tidspunkter.
"Håndbog for vakse galakse-blaffere" hed den første bog, da den udkom på dansk, men i dag må man vende sig til den engelske version eller gå på biblioteket, for den danske version er svær at opstøve, i hvert fald i fysisk form.
Trilogien fortsætter i ”The Restaurant at the End of the Universe”, ”Life, the Universe and Everything”, “So Long, and Thanks for All the Fish” og til sidst “Mostly Harmless” (som er håndbogens beskrivelse af Jorden).
Serien handler om Arthur Dent og rumvæsenet Ford Prefect, der i sidste øjeblik blaffer sig væk fra Jorden, sekunder før planeten bliver ødelagt for at give plads til en galaktisk motorvej.
Eller i virkeligheden handler bøgerne måske mest om svaret på det helt grundlæggende spørgsmål om livet, universet og alt det der.
Svaret er som bekendt 42, men det var egentlig Jorden som computer, der skulle udregne det spørgsmål, som kunne få svaret 42 til at give mening.
Men vent, måske handler The Hitchhiker's Guide to the Galaxy egentlig mere om galaksens tohovedede præsident, Zaphod Beeblebrox, og hans tyveri af rumskibet, der bliver drevet af en usandsynlighedsmaskine?
Eller den evigt deprimerede robot Marvin, eller restauranten Milliways ved verdens ende, eller de morderiske hvide robotter fra planeten Krikkit, der vil udslette alt i galaksen - eller måske regngud og lastbilchauffør Rob McKenna, som alverdens skyer elsker så meget, at de regner på ham uafbrudt?
Det kunne selvfølgelig også være historien om de hvide mus, der i virkeligheden kontrollerer Jorden, eller mysteriet om delfinerne, der forsvandt og efterlod den kryptiske hilsen "Farvel og tak for fisk".
Eller afsløringen af, at menneskehedens forfædre er en flok ubrugelige telefonrørsafsprittere, frisører og marketingfolk fra Golgafrincham.
Pointen er måske i virkeligheden, at det er stort set umuligt at konkludere, hvad The Hitchhiker's Guide to the Galaxy egentlig handler om.
Og spørgsmålet er måske mere, om den gakkede humor stadig holder, 42 år efter udgivelsen af trilogiens fjerde bog?
Svaret er lige så ubestridt som Guds sidste besked til sit skaberværk i slutningen af bog fire (Vi beklager ulejligheden), og lige så sikkert som at 6 gange 9 er 42:
Ja, for pokker. The Hitchhiker's Guide to the Galaxy og resten af trilogien er stadig alle de sindssyge, underlige, filosofiske og åh-så-britiske sider værd.
Og hvis man ikke selv gider at læse dem, findes bøgerne også som glimrende lydbøger, blandt andet indtalt af Stephen Fry og Martin Freeman, der spillede Arthur Dent i spillefilmen fra 2005.
