Test: Første danske stortest af WiFi 8 – et kæmpespring i forhold til WiFi 7

Efter tre år i handelen er Wi-Fi 7-hardware blevet dominerende i tech-butikkerne. Selvklart står industrien på spring til at rulle den kommende WiFi 8-generation ud til it-professionelle, esportsfolk og andre power-brugere med dybe lommer. Og denne gang er det Asus, som har vundet kapløbet om at stille en fungerende Wi-Fi router af seneste generation til test hos Computerworld.

Artikel top billede

Asus GT-BN98 er sandsynligvis verdens første, kommercielt tilgængelige router med fremtidens WiFi 8-teknologi. Det liggende otte-tal kan også signalere ”uendelig” – måske noget ambitiøst, men ikke helt ved siden af skiven. (Foto: Asus)

Asus plejer – der var det kedelige ord igen – ikke at være bange for at eksperimentere med deres produkters formsprog.

I forbindelse med deres første WiFi 8-router har de dog gjort en undtagelse: Den nye ROG (Republic of Gamers) Rapture (ekstase, glæde eller bare raptus) GT-BN98 kan i min optik være en 3D-printet kopi – blot med en anden staffagebemaling – af en af virksomhedens nyere routere, for eksempel den GT-BE98 WiFi 7-router, som jeg testede i begyndelsen af 2024.

Modelbetegnelserne eller nummerpladerne er også irriterende tæt på at være identiske: GT-BE98 i 2024 og GT-BN98 i 2026, hvad der i sig selv kan gøre en søgemaskine totalforvirret.

Bedre bliver det ikke af, at begge routere har de samme fire frekvensbånd og en maksimal teoretisk totalhastighed på 25.000 Gbps.

Hvis du bliver forvirret på PriceRunner eller i en online-butik, så kig på priserne.

I skrivende stund kan en BE98 købes for lige under 4.000 kroner. En BN98 med WiFi 8 vil SPT (slag på tasken) lande på 7.500 kroner eller deromkring, når den kommer i handelen – måske omkring 1. oktober.

En WiFi-router i denne vægtklasse er heller ikke gratis i drift. Ifølge min strømmåler bruger GT-BN98 23 watt ved almindelig belastning og med RGB-lyset frakoblet.

Det bliver årsbasis til 202 kWh eller omkring 300 kroner ved en gennemsnitlig kWh-pris på 1,50 kroner. I det store regnestykke løber det op i knap en krone i døgnet.

Og hvis du tænder på at have RGB-lyset aktiveret, koster det næsten en hel watt, der bliver til en rund tier på årsbasis.

Kvalitativ opgradering

Blandt salgsargumenterne for en ny WiFi-generation plejer vi at få kvantitative egenskaber som ”højere hastighed” og/eller ”flere samtidige brugere” smidt på bordet.

Og hvis du tænder på at have RGB-lyset aktiveret, koster det næsten en hel watt, der bliver til en rund tier på årsbasis.

Kvalitativ opgradering

Blandt salgsargumenterne for en ny WiFi-generation plejer vi at få kvantitative egenskaber som ”højere hastighed” og/eller ”flere samtidige brugere” smidt på bordet.

Det er ikke tilfældet med WiFi 8. Som de ovennævnte basisspecifikationer også bekræfter, er den grundlæggende hardware-konfiguration den samme i GT-BN98 som i den ”gamle” GT-BE98.

Ydermere er udvalget af tilslutninger uændret, og såvel RGB-lysshowet som de otte lysdioder på fronten ser ud, som de plejer.

Hvad er så ikke, som det plejer at være?

I et statement fra Asus står der blandt andet (i Googles og min oversættelse):

"Fra WiFi 6 og WiFi 7 til dagens WiFi 8 har ASUS arbejdet tæt sammen med partnere i branchen om at bringe hver ny generation af trådløs teknologi på markedet.

I takt med at AI-drevne applikationer, cloud-gaming, økosystemer til smarte hjem og trådløse miljøer med høj enhedskoncentration udvikler sig, har kravene til netværk ændret sig fundamentalt. Nutidens brugere forventer mere end blot højere hastigheder.

De forventer et netværk, der forbliver stabilt, responsivt og pålideligt under virkelige forhold.

Dette skift har styret udviklingen af ​​WiFi 8. I stedet for udelukkende at fokusere på maksimal gennemstrømningshastighed, introducerer den næste generation af WiFi nye teknologier, der skal forbedre pålideligheden, spektrumeffektiviteten og den generelle netværksydelse i stadig mere komplekse trådløse miljøer."

Nye forkortelser

Lige nu er det allerbedste ved GT-BN98 måske, at den nye router også skal kunne forbedre netværksydelsen med eksisterende WiFi 7-klienter.

Dette bekræftes af flere af mine målinger.

Ellers er der nogle interessante features i det anvendte chipsæt, som sandsynligvis kommer fra Broadcom, men hvis præcise modelnummer aktuelt er ukendt.

Herunder følger korte beskrivelser af nogle features, der kan blive værdifulde i forbindelse med fuldt kompatible WiFi 8-klienter som smartphones, laptops and tablets.

UEQM (UnEQual Modulation) tildeler hver spatial-stream et modulationsniveau baseret på signalkvaliteten. Når signalforholdene varierer, opretholder stærke streams en høj hastighed, mens svage streams ikke længere holder de øvrige tilbage.

Det skal give en mere ensartet samlet gennemstrømning.

NPCA (Non-Primary Channel Access) lader et adgangspunkt bruge sekundære underkanaler, når den primære kanal er optaget. Det skal hjælpe med at sikre en ensartet forbindelse.

EDCA (Enhanced Distributed Channel Access) Før WiFi 8 betød QoS (Quality of Service) ofte blot simple tjeneste-prioriteringer – for eksempel kunne videostreaming eller gaming blive prioriteret højest, mens andre forbindelser måtte vente.

WiFi 8 har videreudviklet EDCA med smartere koordinering mellem AP (Access Point) og klient, så netværket giver hver enkelt aktivitet præcis det, den har brug for, på samme tid: Lav latenstid til gaming, flydende streaming af film og stabil båndbredde til downloading.

Diverse teknik

Tilslutningspanelet på GT-BN98 er nydeligt, men ikke ligefrem overdådigt efter dagens standard i de højere router-luftlag.

Musklerne i hardwarebestykningen omfatter en Quad-Core 2,6 GHz CPU, 256 MB Flash Memory og 2 GB DDR4 RAM.

Visuelt domineres routeren af otte voldsomme antenner, som ovenikøbet er dobbelte, så de kan servicere 16 streams eller samtidige brugere. Det kan være en fordel i et storrumskontor eller industrimiljø.

Ikke for amatører – og så alligevel

Som læser af denne test hører du nok ikke til dem, der flygter skrigende bort ved det blotte syn af en fjernbetjening til en Apple TV-boks.

Med appen ASUS Router på smartphonen og overskud til at nærlæse de korte og letforståelige vejledninger, kan du gennemføre en standard-opsætning af GT-BN98 på 10 minutter.

Hertil kommer lidt softwareopdatering og – i hvert fald hos mig – ændring af fabrikkens SSID og adgangskoder til de indstillinger, som jeg plejer at bruge til alt mit netværksisenkram.

Det er heller ikke vildt besværligt at forlænge routeren med flere enheder og oprette et mesh-system. GT-BN98 er nemlig kompatibel med Asus’ proprietære AiMesh-system.

Skal jeg længere ned under den digitale motorhjelm, foretrækker jeg at tilgå routeren fra en browser, så de store menuer kan brede sig på en ordentlig skærm. På dette punkt har Asus strammet sikkerheden, men det er stadig muligt at droppe cykelhjelmen og tiltvinge sig adgang via den usikre URL http://asusrouter.com/

Denne router-test

Jeg har også gjort, som jeg plejer og brugt mit sædvanlige setup til at teste GT-BN98.

I mangel af anden reference har jeg – som anbefalet af Asus – gravet forgængeren GT-BE98 frem, støvet den af, nulstillet elektronikken og installeret tilgængelige opdateringer.

Klienterne, jeg har brugt, er de sædvanlige enheder, som jeg også støttede mig til ved testen af GT-BE98 i begyndelsen af 2024.

Det vil sige en nu ”udløbet” Samsung Galaxy S20 Ultra med WiFi 6, en OnePlus 11 5G med WiFi 7 og en Acer Swift 53 laptop fra 2021, men opgraderet til WiFi 7 med et Intel BE200 adapterkort.

Testen startede med en overraskelse: Den gamle GT-BE98 er blevet bedre med alderen – sandsynligvis på grund af talrige opdateringer fra Asus.

.

Routeren scorer nu 14.983 på mit CPI (Connected Performance Index) mod 13.864 i 2024, hvad der er en forbedring på otte procent.

Den nye GT-BN98 klarer sig med et CPI på 15.134 endnu bedre, men ikke ret meget – faktisk kun en enkelt procent.

Sådan læser du tabellerne

zSelv om min internetforbindelse hos Telenor med en nominel hastighed på 2,5 Gbps hører til de hurtigste på det almindelige business- og privatmarked, sætter den grænsen for de opnåelige resultater

Jeg har foretaget 45 målinger på hver router – med tre klienter på fem forskellige positioner i huset – og skrevet dem ind i to tabeller.

Det er tydeligt, at hvis din smartphone og/eller netværkskortet i din laptop/tablet ikke understøtter nogen højere standard end WiFi 6, ligner det umiddelbart et spild af ressourcer at betale for en hurtigere fiberforbindelse end én gigabit eller købe en router med mere råstyrke, end WiFi 6/6E-teknologi kan levere.

Er I flere krævende, samtidige brugere på adressen, kan det give mere mening at opgradere både fiberforbindelsen og routeren.

Hastighedsmålingerne med WiFi 7-klienterne på de to positioner i kælderen kommer så tæt på fiberforbindelsens maksimale kapacitet, at det absolut ikke kan udelukkes, at hurtigere fiber vil give endnu bedre resultater.

Men det vil nok kræve et nyt lån i huset at komme op på de 6 Gbps, som nu er ved at blive rullet ud enkelte steder i Danmark.

Endnu en observation vedrører ping- eller latenstiden.

Den gamle GT-BE98 er ingen sinke på dette punkt, men den nye GT-BN98 er en klasse eller to bedre – især når den føder min laptop.

Endelig har jeg registreret tegn på handshaking i GT-BN98 routeren, når jeg starter en hastighedsmåling med Speedtest.

Speedometernålen starter med at slå meget hurtigt og voldsomt ud, hvorefter den nogle gange foretager et par rejehop, før visningen stabiliserer sig.

Denne opførsel kan måske skyldes, at routeren tager temperaturen på den trådløse forbindelse og fintrimmer justeringerne.

Konklusion

Hvis du stiller høje krav til din trådløse netværksløsning, kommer der efter min vurdering før eller siden til at stå ”WiFi 8” – eller ”WiFi 9” – på din næste router.

Hvornår det kan blive, er et mere åbent spørgsmål.

Foreløbig viser min test, at forskellen i performance mellem en Asus-router med WiFi 7-teknologi i BE25000-klassen og den nye, meget dyrere GT-BE98 er marginal.

Denne situation vil sandsynligvis ændre sig, når der kommer kompatible WiFi 8-klienter – først og fremmest smartphones, laptops og netværkskort – i handelen. Det plejer at tage et års tid eller to.

Hvis den nye Asus ROG Rapture GT-BN98 BN25000 router var et investeringsobjekt, ville min anbefaling lyde: Afvent køb.

Og så er jeg også spændt på at prøve, hvad WiFi 8 kan gøre for mesh-løsninger.

Annonce

Event: Cyber Security Festival 2026

Sikkerhed | København

Mød Danmarks skrappeste it-sikkerhedseksperter og bliv klar til at planlægge og eksekvere en operationel og effektiv cybersikkerhedsstrategi, når vi åbner dørene for +1.700 it-professionelle. Du kan glæde dig til oplæg fra mere end 70 talere og møde mere end 50 leverandører over to dage.

18 & 19. november 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Nikolaj Henrik Pieter Jansen som Junior Consultant. Han skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Han kommer fra en stilling som Digital Advisor & Account Manager hos Twentyfour. Han er uddannet hos IT-Universitetet i København. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og projektstyring. Nyt job

Nikolaj Henrik Pieter Jansen

Norriq Danmark A/S

EG Danmark A/S har pr. 17. august 2026 ansat Michael Banegas Madsen, 32 år,  som Senior Account Executive. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for nysalg og vækst af eksisterende kunder, samt opbygning af kunderelationer på tværs af Jylland og Fyn. Han kommer fra en stilling som Senior Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities A/S. Han er uddannet Kandidat i Corporate Communication fra Aarhus BSS. Han har tidligere beskæftiget sig med 6 års erfaring med rekruttering af tech-profiler i bl.a. Danske Commodities. Nyt job

Michael Banegas Madsen

EG Danmark A/S

Stine Willemoes Kondrup, Senior Project Manager hos Ascom, har pr. 22. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aalborg Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S