Dansk vandkøling fjerner støjen fra Xbox 360

Efter et kapitaltilskud på 30 millioner kroner er det nordjyske it-firma Asetek gået på jagt efter store spilkonsol- og mediecenter-producenter. Aseteks væskekøling skal fjerne varme og støj i fremtidens forbruger-it.

Hannover: Globale aftaler med store producenter af pc’er, mediecentre og spilkonsoller skal sikre massiv vækst for it-firmaet Asetek fra Brønderslev i Nordjylland.

For at vise potentialet har Asetek på it-messen CeBIT installeret sit væskekølings-system i Microsofts nye Xbox 360 og sænket støjniveauet i spilkonsollen fra knap 45 til under 35 decibel.

Asetek har gennem flere år vundet snesevis af priser for sine kølings-systemer, der gør det muligt at presse langt mere ydelse ud af pc-processorer.

Forbeholdt inkarnerede spillere

Alligevel har selskabets produkter været forbeholdt en internationel skare af pc-entusiaster og inkarnerede spillere, og det har holdt det årlige salg på under 10.000 enheder.

- Man kan sagtens lave en sund forretning på det, men det marked er ikke stort nok til, at vi kan overleve på længere sigt, fortæller kommunikationschef Morten Berg-Christensen.

Asetek satser derfor i stedet på at blive OEM-leverandør til store producenter, der vil bruge selskabets væskekøling i enheder som mediecentre og spilkonsoller, hvor et lavt støjniveau er vigtigt.

Med for første gang

Til formålet er den nordjyske it-producent for første gang med på CeBIT med sin egen messestand.

- Vi er hernede for at opsøge partnere og få et indledende samarbejde i gang, siger Morten Berg-Christensen.

Den nye OEM-satsning skal øge afsætningen fra tusindvis til hundredtusindevis af enheder om året. Produktionen skal samtidig flyttes fra Danmark til Asien.

Asetek fik i december et kapitaltilskud på 30 millioner kroner fra Vækstfonden, Northzone Ventures og eksisterende investorer for at støtte den nye strategi.

Selskabet med 25 ansatte er nu på udkig efter fem til syv nye ingeniører, som skal hjælpe på udviklingssiden.

Drøm: En international standard
Ambitionen er at være klar med den endelige udgave af produktet WaterChill Micro i slutningen af 2006.

Aseteks store drøm er at skabe en international standard for vandkøling, så kabinetter fremover bliver fremstillet med tanke for, at der er plads til det nødvendige udstyr.

Selskabet udnytter samtidig CeBIT til at vise potentialet i køling af almindelige pc’er. En pc med en 3,8 GHz Pentium 4-processor har med støtte fra Aseteks kølingssystem fået hastigheden skruet i vejret til 5,46 GHz ved en temperatur på minus 33 grader.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Sentia har pr. 1. oktober 2025 ansat Morten Jørgensen som Chief Commercial Officer. Han skal især beskæftige sig med udbygning af Sentias markedsposition og forretningsområder med det overordnede ansvar for den kommercielle organisation. Han kommer fra en stilling som Forretningsdirektør hos Emagine. Nyt job
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Huy Duc Nguyen som Developer ERP. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til at udvikle, bygge og skræddersy IT-løsninger, der skaber vækst og succes i vores kunders forretninger. Han kommer fra en stilling som Software Developer hos Navtilus. Han er uddannet i bioteknologi på Aalborg University. Nyt job

    Huy Duc Nguyen

    Norriq Danmark A/S

    Sebastian Rübner-Petersen, 32 år, Juniorkonsulent hos Gammelbys, er pr. 1. september 2025 forfremmet til Kommunikationskonsulent. Han skal fremover især beskæftige sig med Projektledelse, kommunikationsstrategier og implementering af AI. Forfremmelse
    IT Confidence A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Johan Léfelius som it-konsulent. Han skal især beskæftige sig med med support, drift og vedligeholdelse af kunders it-miljøer samt udvikling af sikre og stabile løsninger. Han kommer fra en stilling som kundeservicemedarbejder hos Telia Company Danmark A/S. Han er uddannet (under uddannelse) som datatekniker med speciale i infrastruktur. Han har tidligere beskæftiget sig med kundeservice, salg og teknisk support. Nyt job

    Johan Léfelius

    IT Confidence A/S