ComputerViews: Onsdag eftermiddag klokken 15:00 var det sidste chance for at aflevere et bud på en licens til at benytte frekvensbåndene fra 3410 til 3800 MHz, hvor WiMAX-standarden hører hjemme.
Med den nærmest euforiske stemning, der har været omkring WiMAX og de muligheder, der ligger i det trådløse højhastigheds-bredbånd, skulle man måske tro, at budene minder om det, man oplevede i starten af årtusindet. Dengang tjente staten 3,8 milliarder på auktionen.
Men nej, WiMAX-auktionen giver næppe den samme gevinst for staten.
Licensen stiller krav
Man – hvem det så end bliver - får nemlig ikke bare en licens med i købet. En række forpligtelser er ligeledes skrevet ind i kontrakten.
For det første skal licensindehaverne dække de 40.000-50.000 danske husstande, der i dag ligger så langt ude på landet, at de ikke kan få bredbånd.
Det er et løfte fra Helge Sander, som mange nok vil finde ganske sympatisk.
Dog er der lige den detalje, at der jo nok er en grund til, at ingen private virksomheder endnu har kastet sig over dette lukrative marked.
For det andet får licensindehaverne ikke lov at prissætte WiMAX-internettet efter behov.
I april besluttede Folketingets teleforligskreds, at vinderen maksimalt må tage 75 procent mere end gennemsnitsprisen på bredbånd.
Muligheder trods krav
Selv om de to forpligtelser nok har drysset en del malurt i bægeret for de WiMAX-interesserede virksomheder, har det næppe fået dem alle til at afholde sig fra helt at byde på licensen.
WiMAX-licensen kan nemlig blive guld værd i takt med, at standarden – der bakkes kraftigt op af it- og telegiganter som Intel, Alcatel/Lucent og Nokia – bliver mere udbredt.
Brancheanalytikere peger ofte på en kamp mellem 3G og WiMAX om at blive fremtidens mobile datateknologi.
Det er endnu umuligt at spå om, hvem der vinder duellen, men der skal nok være en del virksomheder i telebranchen, der vil byde på licensen alene for at sikre sig, at det har muligheden for at rulle WiMAX ud, hvis standarden løber af med sejren.
Hvem og hvor mange, der har budt, ved kun IT- og Telestyrelsen. Og tidligst om ni arbejdsdage får vi andre det at vide.
Det skal dog ikke afholde Computerworld fra at komme med fem bud på sandsynlige licens-bydere:
Den oplagte:
TDC nuppede i 2005 i ro og mag en anden og næsten landsdækkende licens til trådløst bredbånd i Danmark. Den er dog stykket sammen af en masse regionale tilladelser og forsynet med "visse undtagelser", som betyder, at der er steder i landet, hvor TDC i dag ikke kan levere trådløst bredbånd. Den nye licens vil lukke de huller.
Den nødvendige:
TeliaSonera tilbyder allerede WiMAX til kunderne i Sverige. Her i Danmark vil Telia gerne udfordre TDC – blandt andet ved at kunne tilbyde kunderne flest mulige dataforbindelser: Telia har allerede EDGE og 3G, er på vej med HSDPA (Turbo 3G), og en WiMAX-licens ville fuldende billedet.
Snigløberne:
Der kan sagtens komme bud fra uventet side, for eksempel fra udenlandske selskaber, som det var tilfældet da amerikanske Clearwire for to år siden kom ind fra sidelinjen og kaprede en regional licens til trådløst bredbånd i København.
Derudover kan det være, at de mange elselskaber, der har travlt med at etablere fibernetværk i alle dele af Danmark, slår pjalterne sammen, byder på licensen og dermed sikrer sig mulighed for at etablere et landsdækkende netværk, der kan binde de regionale satsninger sammen.
De eksisterende:
Butlernetworks har allerede investeret mere end 300 millioner kroner på at opbygge en landsdækkende infrastruktur til bredbånd via WiMAX og FWA-teknologi – primært til erhvervslivet. Danske Telecom, der er kendt under navnet Clearwire, har også investeret stort i WiMAX, men har markante million-underskud i regnskaberne indtil videre.
Spørgsmålet er, om de to selskaber har pengene til og behovet for at investere i den nye WiMAX-licens?
Har du andre bud?
