Danske virksomheder outsourcer flest datacentre

Outsourcing af datacenteret er populært blandt danske virksomheder. En undersøgelse fra IDC viser, at over 40 procent af danske virksomheder har outsourcet datacenteret.

Artikel top billede

Datarummet hos colocationvirksomheden Interxion, der har bestilt den europæiske outsourcing-undersøgelsen fra IDC.

Godt fire ud af 10 danske virksomheder har outsourcet dele af eller hele datacenteret.

Det viser analysehuset IDC's Nordic Investment Guide, der omfatter 149 danske forretnings- og it-ansvarlige.

41 procent svarer, at hele eller dele af datacenteret i virksomheden er outsourcet.

Samtidig planlægger 17 procent af virksomhederne outsourcing af datacenteret i fremtiden.

Danmark er foran

Til sammenligning viser en europæisk undersøgelse, ligeledes foretaget af analysehuset IDC, på vegne af colocationvirksomheden Interxion, at 34 procent helt eller delvist har outsourcet datacenteret, fordelt på 16 procentpoint gennem decideret outsourcing og 18 procentpoint colocation.

Rapporten omfatter 834 store og mellemstore virksomheder i otte europæiske lande, herunder England, Tyskland, Frankrig, Spanien, Belgien, Holland, Østrig og Irland.

Undersøgelsen viser også, at 29 procent af virksomhederne i de otte europæiske lande har planer om at outsource datacenteret.

Forskellen mellem de danske og europæiske virksomheder skyldes ifølge IDC's direktør i Sverige, Nils Molin, der har ansvaret for Nordic Investment Guide, at Danmark de seneste år har været foran de lande, som vi normalt sammenligner os med.

"Danmark har et meget åbent forretningsklima, hvor handel spiller en væsentlig rolle. Det betyder, at danske virksomheder, qua konkurrencesituationen både hjemme og ude, hurtigt ser de nye trends.

Samtidig er der mangel på arbejdskraft. Og med knappe ressourcer står det lige for at outsource dele af virksomhedens funktioner for at kunne fokusere på kerneområderne," siger Nils Molin.

Han peger på en tendens til, at især mindre og mellemstore virksomheder måske mangler ressourcerne til at drive eget datacenter.

Sikkerhed og omkostninger

IDC-rapporten for Interxion peger samtidig på, at de største udfordringer ved at drive eget datacenter er sikkerhed og omkostninger til at drive datacenteret.

36 procent af virksomhederne peger således på, at sikkerhed er en af de tre største udfordringer, mens 30 procent peger på omkostningerne til datacenteret som en af de tre største udfordringer.

Omkostningerne til datacenteret vokser dog hurtigst af alle. De største poster er tekniske medarbejdere, vedligeholdelse af udstyr samt strømforbrug.

Strømforbruget eskalerer

IDC’s undersøgelse for Interxion viser også, at hvor de adspurgte virksomheder forventer en stigning på 11 procent i antallet af rack-skabe inden for et år, forventer de samtidig, at strømforbruget vil stige med 24 procent inden for de næste tre år.

Det billede kan direktør Peder Bank for Interxion Danmark nikke genkendende til.

"Efterspørgslen efter ydelser vokser mere vertikalt end horisontalt," siger Peder Bank.

Med det mener han, at efterspørgslen på strømkapacitet langt overstiger efterspørgslen efter flere kvadratmeter til rack-skabe.

"Det sidste års tid er vores udlejede areal vokset med 30 procent, mens det samlede strømforbrug i samme periode er steget med godt 100 procent. Energitætheden i server-rummene er altså steget dramatisk," fortæller Peder Bank.

Det fortæller dog ikke hele sandheden, mener Nils Molin fra IDC.

"Der er ingen tvivl om, at energiforbruget kun går en vej - op. Faktisk forudser vi, at inden udgangen af 2010 vil virksomheder bruge lige så meget på strøm som på nye servere.

Men skønt strømforbruget stiger eksplosivt, så udnyttes serverne langt bedre i dag gennem for eksempel virtualisering," siger Nils Molin.

Annonce

Event: SAP Excellence Day 2027

It-løsninger | Nordhavn

Oplev stærke cases og de nyeste muligheder med SAP, fysisk eller online.

9. februar 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
Netip A/S har pr. 11. august 2026 ansat Emil Kristoffersen som IT-Supporterelev ved netIP's kontor i Thisted. Han er uddannet Fisker, - Emil har dermed valgt et karriereskifte. Nyt job

Emil Kristoffersen

Netip A/S

Vektus A/S har pr. 22. oktober 2026 ansat Jim Neble som Consultant Manager. Han skal især beskæftige sig med konsulentchefopgaven i Jylland. Han kommer fra en stilling som ERP Manager hos Kvik. Han er uddannet indenfor økonomi og Business Andministration samt Cand.merc. i strategi, organisation og ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med Konsulentopgaver indenfor Business Central i partnerkanalen. Nyt job

Jim Neble

Vektus A/S

Netip A/S har pr. 14. september 2026 ansat Andreas Thorø Møller som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Endpoint Consultant hos Fellowmind Denmark A/S. Han er uddannet Datatekniker. Nyt job