Søgningsforbud er falsk tryghed
Computerworld mener: Børneporno samler alt det, der skjuler sig på internettets bagside: Misbrug af ytringsfrihed, vold, social lidelse og økonomisk kriminalitet tilsat den globale bevægelsesfrihed og hastighed, som vi hylder i de udviklings- og forretningsmuligheder, som findes på internettets forside.
Børnepornoen har som en kræftsvulst været en del af internettets udvikling, siden det overhovedet blev muligt for offentligheden at udveksle data mellem netværk.
Det er en vammel cocktail af markedskræfter, teknologisk opfindsomhed, ondskab og social armod, der får den børnepornografiske kræftsvulst til at sprede sig gennem internettet til større dele af samfundet.
Derfor er det – efter Ekstra Bladets seneste afsløringer af ulækre mænd i deres jagt efter små piger på det sociale netværk Arto.dk – helt naturligt, at samfundets pligt og evne til at forhindre svineriet igen er i fokus.
Politiets indsats
Computerworld har været på besøg hos Rigspolitiets Nationale IT-Efterforskningscenter (NITEC) og interviewet kriminalassistenten, der sammen med to kolleger har den ubehagelige opgave at skanne op mod de 100 domæner om dagen, som bliver anmeldt for at indeholde børneporno.
Tilsammen resulterer deres månedlige gennemgang af 2.000 anmeldte sider i blokering af 150 gennem det såkaldte børnepornofilter – og siderne på world wide web er formentlig kun overfladen i den digitale udveksling af børnepornografi.
Børneporno er et eksempel på kriminalitet, der vokser til en trussel mod velfærdssamfundets sikkerhed, når udbredelsen af indhold går så stærkt og er så svær at stoppe, som det er tilfældet på internettet.
Trussel mod velfærdsstaten
Den forråelse og krænkelse af både moral og retsopfattelse, som er et resultat af børnepornoen, fører i værste fald til selvtægt og maskinstormeri, der opløser sammenhængskraften og udviklingsmulighederne i et velfungerende samfund.
Det er et alvorligt problem, der kræver seriøse løsninger. At gøre søgning på børnepornografi kriminelt er ikke en seriøs løsning. Det er falsk digital tryghed, fordi det – som den tidligere leder af DK-CERT Preben Andersen udtrykker det – er praktisk umuligt.
Næsten uanset hvordan lovgivningen skrues sammen, vil det kræve et kæmpe arbejde og enorme ressourcer at håndhæve.
Her er alternativerne
Alternativet er at bruge flere ressourcer på seriøse løsninger som NITEC, der siden oprettelsen i 2003 har været kongerigets værn ikke bare mod børneporno men al den kriminalitet, som hidrører fra informationsteknologi.
Ressourcer, der kan bruges til endnu mere efterforskning og afsløre endnu flere modbydelige ringe af pædofile.
Det kræver adgang til de bedste udviklingstalenter, som kan levere de it-løsninger, der hele tiden placerer politiet foran de digitale forbrydere – uanset om de er pædofile, tyveknægte og svindlere eller terrorister.
Genlæs rapport
Et andet alternativ er at støve Teknologirådets redegørelse fra sidste år af og genlæse anbefaling nummer fire om, at manglende politiindsats og retsforfølgelse på tværs af grænser skal løses ved at oprette et nyt politispeciale, der kan tage hånd om it-kriminalitet.
Rapporten foreslog også højnelse af det generelle vidensniveau samt en videreudvikling af internationale samarbejder, som sikre en mere effektiv håndtering af grænseoverskridende it-kriminalitet.
Endelig bør det ikke kun være forbeholdt NITEC at kunne løfte efterforskningen af it-kriminalitet.
Mere politi på nettet
Ligesom politikredsenes belastede kvarterer har brug for nærpoliti, skal de lokale politikredse også have mere politi på nettet i form af it-kyndige betjente, der både kan interagere med enheder som NITEC og relaterede det til samt reagere i det lokale miljø.
Og ja, det koster penge og sikkert flere end et virkningsløst forslag om forbud mod søgning af børneporno. Men det vil til gengæld være en ægte indsats i stedet for en falsk digital tryghed.
