Microsoft sætter stor omstillings-proces i gang

Reportage: Microsoft sætter alle sejl for at få sat fart på en af selskabets store omstillingsprocesser. Det kræver massiv overtalelse af de mange tusinder partnere, der er livsvigtige for Microsoft.

Artikel top billede

Det kræver showman-ship at sætte blodet i kog hos mere end 10.000 it-folk. Microsofts partnerchef, Allison Watson, er på slap line på scenen. (Foto: Dan Jensen)

Houston, Texas: Fremtiden er på nettet, og der vil den forblive.

Sådan lyder det entydige budskab igen og igen på Microsofts årlige partner-konference, der i disse dage løber af stablen i Houston, Texas, med deltagelse af mere end 10.000 Microsoft-partnere fra hele verden.

Hovedlinjerne for konferencen udspringer ikke mindst af den tiltagende økonomiske afmatning, der har ramt især de vestlige lande og som i høj grad også kan mærkes i it-industrien.

Afmatningen har i stort omfang fået køberne af it-systemer til at sætte en fed ring om tre ting, som de vil have it-investeringerne til at hjælpe dem med, lyder det fra Microsoft.

De tre ting er bedre produktivitet, øget konkurrence-dygtighed og bedre styring af omkostningerne.

Centralt i Microsofts tilbud på området står indholdsstyrings-redskabet Sharepoint, der ifølge Microsoft har haft et så eksplosivt salg i de seneste år, at det er et af Microsofts hurtigst-voksende produkter nogensinde.

Alene sidste år solgte Microsoft Sharepoint – der forbedrer integrationen med Microsoft Office markant - for mere end fem milliarder kroner.

"For tre år siden vidste ingen, hvad Sharepoint var. I dag kan kunderne ikke få nok. De råber og skriger hele tiden efter mere af Sharepoint. Det har været en helt eksplosiv udvikling," siger Eduardo Rosini, corporate vice president for Microsofts globale forretning for små og mellemstore virksomheder, til Computerworld.

Det varmeste emne netop nu

Det måske varmeste emne i Microsoft lige nu er imidlertid Microsofts versionering af det net-baserede software as a service (SaaS)-begreb, som som selskabet kalder 'software + services'.

Det lidt alternative navn skyldes, at det i software-selskabet Microsofts optik er mest fordelagtigt, at der fortsat findes software på enhederne, der til gengæld skal indgå i en situations-bestemt symbiose med de net-baserede produkter.

Overfor de mange tusinde partnere forsømmer Microsoft på partner-konferencen ingen lejlighed til at fortælle, at 'software + services' er kommet for at blive.

Og at flere og flere programmer i fremtiden vil blive baseret på samspillet mellem dels den traditionelle software, der er indbygget i en enhed, dels software på nettet – i skyen, som det hedder.

Ideen blev for alvor skubbet over rampen for flere år siden.

Det skete ikke mindst til Microsofts partner-konference sidste år, da selskabets driftsdirektør, Kevin Turner, netop talte om at give selskabets kunder et valg. Det kan du læse mere om her.

Nu er tiden imidlertid kommet til at sætte ekstra tryk på budskabet, der da også bliver gentaget igen og igen af alle Microsofts topchefer, der er til stede på den store partner-konference.

"Det handler om at give Microsofts kunder mulighed for at vælge, fordi deres systemer bliver stadig mere komplekse. De skal kunne kontrollere, men også handle hurtigt," siger Stephen Elop, nyudnævnt øverste chef for hele Microsofts business division.

Vi vil have partnerne med os

"Alle partnerne og kunderne skal forstå, at meget har ændret sig. Og at vores forretning fortsat er ved at forandre sig til at være baseret på 'software + services'," siger Stephen Elop.

Samme melding kommer fra Michael Risse, vice president for Microsofts afdeling for små og mellemstore virksomheder.

Han fortæller til Computerworld, at han i disse dage bruger al sin tid på at overtale Microsofts partnere til at tage ideen om netbaseret software til sig. Men at mange er skeptiske.

"De skal til at tænke i nye indtægtsmuligheder og nye måder at gribe tingene an på. Mange er skeptiske, og Microsofts mål er at få alle partnerne til at tænke positivt om 'software + service'. Vi er faktisk nået langt, hvis det lykkes," siger han.

Han fortæller, at en del af Microsofts partnere ikke er trygge ved omstillingen.

Det skyldes især, at Microsoft med beslutningen har besluttet at træde ind på et område, der traditionelt har tilhørt partnerne, nemlig det direkte salg til kunderne.

Microsoft har nemlig besluttet at tilbyde sig selv som hosting-selskab på lige fod med selskabets egne hosting-partnere.

Det betyder, at kunderne selv kan vælge, om de vil lade deres løsninger hoste hos Microsoft, hjemme hos dem selv eller hos en partner.

"Når partnerne hører om direkte salg, tænker de straks på Dell, hvor partnerne ingen rolle spiller. Men sådan bliver det ikke hos os. Vi henter mere end 90 procent af vores omsætning via partner-kanalen, og det er klart, at vi vil have partnerne med os i denne omstilling," siger Michael Risse.

Følg med i Computerworlds reportager fra Microsofts partner-konference i Houston, Texas, de kommende dage.

Læses lige nu

    Event: Computerworld Summit 2026 - København

    Digital transformation | København

    Styrk din digitale strategi med konkret brug af AI og ny teknologi. Mød 250 it-professionelle, få indsigter, løsninger og netværk på én dag. Computerworld Summit i København viser hvordan teknologi skaber forretningsværdi – her og nu.

    28. april 2026 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Alcadon ApS har pr. 1. januar 2026 ansat Thomas Møller Pedersen som Key Account Manager. Han skal især beskæftige sig med teknisk support og salg inden for FTTx/Telecom i Jylland og på Fyn. Nyt job
    Simple Agency Group A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Bo Christiansen, 38 år,  som CCO. Han skal især beskæftige sig med kommercielle partnerskaber og digitalisering af koncernens aktiviteter. Han kommer fra en stilling som Director for eCommerce & Customer Platforms hos Atea A/S. Han er uddannet MSc in economics and business administration, Strategy, Organisation and Leadership. Han har tidligere beskæftiget sig med drift og udvikling af større eCommece teams med fokus på kundeoplevelsen. Nyt job

    Allan Bo Christiansen

    Simple Agency Group A/S

    Thomas Morville Helmert, chefkonsulent hos Rigspolitiet, har pr. 28. januar 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i organisation på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse
    Idura har pr. 1. januar 2026 ansat Lars Mørch, 54 år,  som VP of Sales. Han skal især beskæftige sig med Iduras salgsorganisation, implementere en ny go-to-market-model og sikre udviklingen af virksomhedens identitetsplatform. Han kommer fra en stilling som Regional Vice President hos Avallone. Han er uddannet på CBS og har en BA i Organization & Innovation. Han har tidligere beskæftiget sig med internationalt SaaS-salg og forretningsudvikling fra både scale-ups og globale teknologivirksomheder. Nyt job

    Lars Mørch

    Idura