Athena IT-Group sminker sit regnskab

Athena IT-Group opgiver proformatal i sit regnskab for at gøre regnskabet bedre. "Jeg kan ikke forstå, at de har fået en revisor til at underskrive det," siger Anders Drejer, professor i ledelse.

Artikel top billede

"Proforma-tallene viser de fem måneder, hvor Munk Hosting ikke var en del af Athena IT-Group," siger Peter Kroul, administrerende direktør, Athena IT-Group.

På trods af, at det går rigtig godt for hosting- og outsourcing-selskabet Athena IT-Group, finder ledelsen det alligevel nødvendigt at sminke regnskabet.

Sminkningen sker ved, at Athena medtager proforma-tal i regnskabet, der vedrører det opkøbte selskab Munk Hosting i en periode, hvor Athena ikke ejer virksomheden.

"I det tilfælde her er det ikke et lig, der bliver sminket, men sminke er det ikke desto mindre," siger Anders Drejer, professor i ledelse, Handelshøjskolen i Aarhus.

Faktisk kan Athena bryste sig af en fremgang i omsætningen fra 42 til 72 millioner kroner og en vækst for såvel resultat før skat som resultat efter skat på mere end 100 procent fra regnskabsåret 2006/07 til 2007/08.

At tallene i boksen her til højre ser anderledes ud, hænger sammen med, at Athena IT-Group har ændret regnskabspraksis med tilbagevirkende kraft.

Fra godt til fantastisk

Bruges proforma-tallene er omsætningen øget med 112 procent, og overskuddet er vokset med 694 procent til 4,2 millioner kroner.

Resultat før skat er ifølge regnskabets proforma-søjle 5,7 millioner kroner i 2007/08, mens det regulære resultat før skat er 1,8 million kroner sammenlignet med resultatet før skat i 2006/07, som er på 639.000 kroner. Altså ændrer proforma-øvelsen et godt resultat til en helt fantastisk vækst.

For resultatet efter skat er de tre tal 4,2 millioner kroner (proforma) mod det reelle 1,3 millioner sammenlignet med 2006/07-overskuddet på 530.000 kroner.

Selv om resultatet er fint, så lever det ikke op til de udmeldinger, Athena kom med, da selskabet i december sidste år overtog Munk Hosting. Dengang opjusterede ledelsen budgettet for 2007/2008 til en samlet omsætning på cirka 100 millioner kroner og et EBITDA-resultat i størrelsesordenen 10 millioner kroner.

Omsætningen blev som nævnt 72 millioner kroner, mens EBITDA-resultatet landede på 4,9 millioner kroner.

Et grimt ord at bruge

Athena IT-Groups administrerende direktør Peter Kroul mener, at det giver et mere "retvisende billede" at medregne det tilkøbte Munk Hosting i hele regnskabsåret, selv om Athena kun ejede selskabet fra den 1. december 2007 til regnskabsårets afslutning den 30. juni 2008.

"Aktieselskabsloven siger, at man skal skønne konservativt, og derfor skal kan man kun tage det med, der er rigtigt, det vil sige det halve år, man har ejet virksomheden. Jeg vil ikke sige, at den anden måde at gøre det på, er svindel, det er sådan et grimt ord at bruge, men jeg forstår ikke, at de har fået en revisor til at skrive under på det," siger Anders Drejer, der opfatter proforma-tal som "rent eventyr."

Og så til regnskabet

En vellykket aktieemission og opkøbet af Munk Hosting og tyske More IT er en væsentlig del af baggrunden for, at Athena IT-Group har medvind i kerneforretningen hosting og outsourcing.

"Vi betragter resultatet som tilfredsstillende. Regnskabsåret 2007/2008 har involveret strategiske opkøb i Danmark og Tyskland med det formål at give Athena IT-Group en førerposition inden for it-outsourcing og hosting og en spydspids ind på det nordtyske marked," siger Peter Kroul.

Bliver endnu bedre

I lyset af de seneste opkøb og den vellykkede integration af opkøbene vurderer direktøren, at "synergier og stordriftsfordele vil kunne aflæses endnu mere markant i næste års regnskab."

Faktisk synes ledelsen, at det går så godt, at den er klar til yderligere opkøb i både Danmark og Tyskland.

"Jeg kan ikke komme med navne, men vi er i løbende forhandlinger med mulige opkøbskandidater i både Danmark og Tyskland," siger Peter Kroul.

EBITDA på 20 procent

Udover at opkøbe flere virksomheder har Athena IT-Group en ambition om at nå en EBITDA-margen på 20 procent (EBITDA er resultat før renter, skat og afskrivninger) i regnskabsåret 2009/10, mens omsætningen ifølge planen skal nå 250 millioner kroner i 2010/11.

"Efter opkøbet af Munk Hosting og fusionen af vores hostingcentre i Haderslev og i Odense er vores it-outsourcing- og hostingforretning konsolideret og på plads, så nye kontrakter bidrager i høj grad til indtjeningen," siger Peter Kroul.

Vækst trods nedgang

Udover bidrag fra it-outsourcing og hosting har selskabets Building Systems Division, som beskæftiger sig med it til byggebranchen, også klaret sig tilfredsstillende og nået sit budget trods nedgang i branchen.

"Vi forudser, at vækstpotentialet i vores building-division bliver berørt af den generelle udvikling i byggebranchen i det kommende år, men forventer at kunne levere et resultat på højde med det forgangne år," står der blandt andet i selskabets årsberetning.

Læses lige nu

    Annonce

    Annonceindlæg fra Jysk IT

    Sikkerhed skal være en del af driften

    Skal virksomheder stå stærkere mod angreb og kunne udvikle sig, skal sikkerhed, drift og forretning tænkes sammen. Det er tanken bag Jysk IT’s ambition om at skabe en “sikker fremtid” for kunderne.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. august 2026 ansat Nathalie Kajberg Knudsen som Supportkonsulent i Evita/Forsyning. Hun skal især beskæftige sig med support af Evita/Forsyning samt bidrage til videreudviklingen af supportsetup på Evita og Appia. Hun kommer fra en stilling som support indenfor Kundeadministration og Afregning hos KMD Easy Energy. Hun har tidligere beskæftiget sig med kørselskoordinering og kørselsledelse hos FKS Slamson og Godik. Nyt job

    Nathalie Kajberg Knudsen

    Elbek & Vejrup A/S

    Dansk AM Hub har pr. 1. november 2026 ansat Rasmus Pedersen som Chief Digital Officer. Rasmus skal især beskæftige sig med fokusudviddelse fra additive manufacturing til produktinnovation gennem AI, automatisering og andre nye teknologier. Rasmus er uddannet maskiningeniør med speciale i produktudvikling og med ph.d. i udvikling af modulære produktplatforme. Rasmus har tidligere beskæftiget sig med transformation og digitalisering i værdikæden fra produktudvikling til produktion. Nyt job

    Rasmus Pedersen

    Dansk AM Hub

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation, har pr. 1. september 2026 ansat Alfredo Paladino, 32 år,  som Account Manager for det danske marked. Han skal især beskæftige sig med salg af Iduras MitID- og signaturløsninger i Danmark. Han kommer fra en stilling som Head of Business Development hos Goodwings. Han er uddannet kandidat i e-business. Han har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Goodwings' kommercielle funktion og lede et internationalt BDR-team på 12 personer. Nyt job

    Alfredo Paladino

    Softwarevirksomheden Idura, som udvikler løsninger til digital identifikation og autentifikation,

    Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

    Michelle Sørensen

    Netip A/S