Artikel top billede

Her kommer iPad'ens konkurrenter

Er tablet-pc'en din drømme-gadget, når du vil smide fødderne op og surfe på nettet, tjekke mail, spille, læse en e-bog eller eller se en film? Få overblikket over udvalget her.

Computerworld News Service: Der er få mennesker, der tvivler på, at 2010 bliver året, hvor tablet-pc'en endelig får luft under vingerne.

3. april - den første dag den var i handlen i USA - solgte Apple 300.000 enheder af iPad til ivrige købere. Nogle uger senere offentliggjorde Apple, at virksomheden ville udsætte den internationale lancering af iPad'en på grund af problemer med at holde trit med efterspørgsel alene i USA.

Samtidig er andre producenter ved at gøre sig klar til at ride den samme bølge med lanceringen af deres egne tablet-pc'er.

iPad'ens konkurrenter inkluderer tablets med Googles mobil-styresystem, Android, Flash-video, skærme med multitouch, front-kameraer og understøttelse af multitasking.

Disse modeller kan udgøre trusler for iPad'en, der mangler nøglefunktionalitet såsom Adobes multimedieteknologi, Flash, et kamera og indbygget USB-port.

Hardware opvejer færre apps

Tablet-pc'erne har spillet fallit flere gange før. Alligevel vurderer markedsanalysefirmaet IDC, at der i 2011 vil blive solgt op mod 15 millioner enheder fra denne kategori af medie-centrerede håndholdte computere.

Analytiker Bob o'Donnell fra IDC mener, at Apples konkurrenter vil arbejde hårdt for at matche iPad'ens velfungerende touch-brugergrænseflade, unikke indhold (såsom iBooks og iTunes) og tusindvis af applikationer fra Apples App Store.

"Succesen står og falder på antallet af apps, man kan tilbyde tablet-brugerne," vurderer O'Donnell.

Men hvad alternativerne til iPad'en mangler i applikationer, udligner de i hardware-specifikationer. De vil tilbyde et bredere udvalg af former og størrelse samt kameraer til videochat samt USB- og HDMI-porte.

Visse kommende tablet-pc'er vil sætte Windows 7 sammen med en Atom-processor fra Intel eller koble Nvidias Tegra 2-chip med Linux eller Googles Android.

Vil de tilbyde multitasking? Tjek. Flash-video? Det kan du stole på.

Apple har gjort konkurrenterne en tjeneste

Google siges at være i gang med at bygge en tablet-pc, der enten vil køre Android eller virksomhedens web-orienterede Chrome OS. Microsoft er muligvis ved at udvikle et apparat i paperback-størrelse med to skærme ved navn Courier, der dog nok nærmere bliver en slags digital notesbog/e-bogslæser kontrolleret via både pen og touch end en iPad-lignende medie-tablet-pc.

Samtidig spiller producenter som Toshiba og Asus på begge heste og udvikler både Google- og Windows 7-baserede tablet-pc'er. Toshiba sigter efter en lanceringsdato sidst i 2010, mens Asus sandsynligvis vil løfte sløret for nye produkter (måske endda en tablet-pc med Chrome OS) allerede til juni under Computex - Asiens største it-messe.

Apple har ifølge Jeff Orr fra ABI Research gjort tablet-markedet en stor tjeneste. Han vurderer, at iPad'en har fremhævet den offentlige profil for hele kategorien af medie-centriske tablet-pc'er. Prognosen fra ABI Research lyder på, at der på verdensplan i 2015 vil blive solgt 57 millioner tablet-pc'er.

På de næste sider tager vi et kig på nogle af de tablet-pc'er, der udover iPad'en muligvis bliver populære i løbet af året.

HP, Dell og Fusion Garage

HP's Slate

Den har endnu ikke fået noget officielt navn, men HP's tablet-pc får allerede en del opmærksomhed.

Den kører Windows 7, understøtter hardware-accelereret Flash-video og rygterne vil vide, at den muligvis kommer til at koste mellem 549 og 599 dollars, hvilket direkte omregnet er mellem 3.050 og 3.300 kroner.

Specifikationerne inkluderer en skærm på 8,9 tommer (1024 gange 600 pixel), HDMI-output, 32 eller 64 gigabyte lagerplads, en USB 2.0-port, en port til SIM-kort og to kameraer: Et VGA-webkamera foran og et kamera på tre megapixel bagpå. HDMI-output bliver muligt via tilbehør til docking. Det er grundlæggende en netbook, der er presset ned i en tablet-formfaktor.

Derudover indeholder HP Slate en 1,6 gigahertz Intel Z530 Atom CPU, en gigabyte RAM og 802.11b/g Wi-Fi.

HP arbejder angiveligt på en række tablet-pc'er - blandt andet en mini-Android-enhed, der skal konkurrere med den fem-tommers Dell Streak.

Dell Streak (eller Mini 5)

Dell har bekræftet sine planer om en "familie af tablet-pc'er" ført an af denne håndholdte enhed med Android 2.x.

Dens multitouch-skærm på fem tommer er mere lommevenlig end mange konkurrerende tablets, men er alligevel større end de fleste smartphones (Mini 5 kan også foretage opkald).

Den kommer med en Snapdragon CPU på en gigahertz, et kamera på fem megapixel bagpå og et webkamera foran til videochat samt GPS.

Modellen på fem tommer vil være på markedet på et tidspunkt midt på året efterfulgt - når vi nærmer os 2011 - af modeller på syv og 10 tommer.

Fusion Garage JooJoo

Den berygtede tablet CrunchPad, der nu hedder JooJoo, har en stor 12,1 tommers kapacitiv multitouch-skærm, kører Ubuntu Linux med en specialtilpasset brugergrænseflade og understøtter Flash-video.

De første anmeldelser kritiserede, hvordan afspilningen af Flash-video hakkede, og bemærkede, at den var ret dyr i lyset af, at den kun har fire gigabyte lager og applikationer, der er helt web-baserede.

Den har en 1,6 gigahertz Intel Atom CPU, Nvdia Ion-grafik, en gigabyte RAM, 802.11n Wi-Fi og Bluetooth.

Microsoft, Lenovo og Notion Ink

Microsoft Courier

Microsofts Courier - en sammenfoldelig digital notesbog med to skærme - har potentiale til at matche Apple inden for innovation i brugergrænsefladen ... Hvis den da nogensinde forlader tegnebordet.

Forbruger-it-websitet Engadget citerer en "ekstremt pålidelig kilde" for at oplyse, at Courier følger tidsplanen for en lancering i sidste halvdel af 2010.

Den får angiveligt Nvidias Tegra 2-chip og styresystemet Windows Mobile 7.

Lenovo IdeaPad U1

Som bærbar kører IdeaPad U1 Windows 7 på en 1,3 gigahertz Core 2 Duo SU4100-processor. Men klik skærmen af, og maskinen bliver med et til en multitouch-tablet-pc, der kører sit eget Linux i widget-stil.

Og endnu mere imponerende: Visse opgaver såsom åbne websider fortsætter automatisk mellem de to funktionstilstande. Tastaturet kan benyttes selvstændigt, skærmen inkluderer 3G, og Lenovo vurderer batterilevetiden til omkring otte timer.

Det lyder alt sammen fantastisk, men U1's popularitet kan blive afgjort af dens pris og på, hvor godt den resistive touch-skærm fungerer.

Lenovo IdeaPad U1 forventes på markedet først i juni med en pris på omkring 1.000 dollars eller 5-6.000 kroner uden tilskud ved et abonnement fra et teleselskab.

Notion Ink Adam

Alting i forbindelse med denne enhed skriger af innovation. Den er designet i Indien og bruger en multitouch, 10,1 tommers, såkaldt transfleksiv skærm fra Pixel Qi, der kan skifte tilstand mellem sollys-venligt e-papir og farve-LCD efter behov.

Den har et kamera på 3,2 megapixel, der kan drejes 180 grader, en Tegra 2-processor, der kan vise video i HD, en HDMI-port, 3G samt GPS.

Den er blevet forhåndsanmeldt med Android 2.1 som styresystem og vil også blive tilgængelige denne sommer med en billigere og tyndere standardskærm, når den kommer på markedet i juni eller juli til mellem 327 og 800 dollars eller 1.800 og 4.500 kroner.

Touch og tastatur med netbook-tablets

Hvis du gerne vil bladre igennem websider eller e-bøger ved hjælp af touch, men ikke vil give kald på et fysisk tastatur, så kan en netbook med en skærm, der kan drejes, udgøre et godt kompromis.

I løbet af de næste få måneder vil der komme adskillige apparater i denne genre. Heriblandt Lenovo IdeaPad S10-3T (der allerede er på markedet), Viliv S10 Blade, Asus Eee PC T101MT samt Gigabyte Touch Note T1000P.

De har hver en multitouch-skærm på 10,1 tommer, kører Windows 7 og vil koste omkring 500 dollars (små 3.000 kroner). Det er noget billigere end dem med skærme på 12,1 tommer såsom HP Touch Smart tm2t eller Lenovo ThinkPad X201T, der begge også har multitouch.

ExoPC Slate

ExoPC Slate er en Windows 7-tablet-pc med en specialtilpasset touch-brugergrænseflade, en multitouch-skærm på 8,9 tommer (1366 gange 768 pixel), netbook-lignende specifikationer og understøttelse af Flash.

Den var planlagt til at komme på markedet sidst i marts, men Exo PC udsatte lanceringen til juni eller juli.

ExoPC Slate vil inkludere en 1,66 gigahertz Intel Atom N450-processor, to gigabyte RAM, 32 eller 64 gigabyte lagerplads, Intel GMA500-grafik, et webkamera på 1,3 megapixel til videosamtaler, 802.11n Wi-Fi, to USB 2.0-porte og en mini-HDMI-port.

Den kommer på markedet til sommer til priser fra 599 dollars (3.300 kroner).

ICD Ultra

Ultra fra Innovative Converged Devices forventes at koste fra 250 dollars (1.400 kroner) uden abonnementsaftale, når den rammer markedet midt på året.

Verizon brugte en Ultra til at demonstrere den næste generation af teleoperatørens LTE 4G-trådløse netværk, og Ultra'ens storebror (IDC Vega på 15,6 tommer), er på vej til T-Mobile i Storbritannien sidst på året.

Specifikationerne inkluderer en resistiv singletouch-skærm på syv tommer (med en opløsning på enten 1024 gange 600 pixel eller 800 gange 480 pixel, mens der også forventes kapacitive versioner), en Nvidia Tegra 2 (Tegra T20) CPU på en gigahertz, 256 megabyte RAM og 512 megabyte ROM, fire gigabyte intern flashhukommelse, 802.11b/g Wi-Fi, Bluetooth, mini-HDMI-output, FM-radio, 3G samt mulighed for GPS.

Archos 9 PC Tablet

På papiret ser Archos 9 imponerende ud med sin Intel Atom Z510 CPU på 1,2 gigahertz, en gigabyte RAM, en harddisk på 60 gigabyte, Windows 7, et webkamera foran, Flash-understøttelse og en pris på 549 dollars (godt 3.000 kroner). Men dens skærm er resistiv og mangler multitouch, og virksomheden har ikke gjort Windows 7 nemmere for fingrene.

Archos sælger også Android-baserede mobile internet-enheder på fem og syv tommer og annoncerede for nylig Archos 8 Home Tablet, der grundlæggende er en otte tommers fotoramme med touch-skærm, der kører Android.

Oversat af Thomas Bøndergaard

Læs mere: Nu kommer tablet-computerne buldrende




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Itm8 | IT Relation A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere