Netdoktor desperat efter investorer
Sundhedsportalen Netdoktor har trods optimistiske toner omkring forventningerne store økonomiske vanskeligheder. Den danske dotcom, der for blot to år siden blev vurderet til at være knap seks milliarder kroner værd leder nu desperat efter nye midler til at fortsætte. Selskabet indsendte i går to måneder for sent regnskab for regnskabsåret, der sluttede 31. marts. Det viser et underskud på 213 millioner kroner mod 77 millioner året før. Samtidig har hovedinvestoren Apax smækket kassen i. (Børsen)
Warnøe køber Aston-selskaber
80 ansatte i det nye Aston Group og 115 i det "gamle" Aston blev i går orienteret om, at de var købt ud af Aston. Køberen er medstifteren af Aston Group, Peter Warnøe. Købsinteressen blev bebudet allerede i begyndelsen af november, da Aston Group parkerede to tredjedele af sin gæld 1,1 milliarder kroner sam fire selskaber i det "gamle" Aston. Peter Warnøe køber desuden Aston Infrastruktur. (Børsen).
Schweizisk dom sår tvivl om TDC-strategi
En dom ved den schweiziske højesteret sår tvivl om dele af TDC's planer på det schweiziske marked. En konkurrent til det tidligere schweiziske telemonopol, Swisscom, havde krævet prisen for datalinier nedsat og fået medhold af telemyndighederne. Retten var derimod på Swisscoms side, og det vurderes at kunne få indflydelse på en sag, som TDC fører. (Børsen)
TDC får rødt kort
TDC har afvist sine ADSL-konkurrenter på forkerte vilkår, konkluderer Telestyrelsen i en ny afgørelse. TDC mente, det var muligt at afvise konkurrenternes adgang til selskabets monopolnet, hvis TDC skønnede, at der ikke var kabler nok. Telestyrelsen konkluderer, at det skal bero på dokumentation og ikke et skøn. Afgørelsen kommer et år for sent, lyder kritikken. Telestyrelsen mener, at TDC's konkurrenter selv skulle have taget sagen op. (Berlingske Tidende)
Venstre ændrer signaler om tele-milliarder
Milliardindtægterne fra salget af rettighederne til at drive 3G-mobiltelefoni kan blive en vigtigt brik i finansieringen af regeringens reformpakke. Selv Venstre flere gange før valget slog fast, at UMTS-milliarder var en éngangsindtægt, der skulle bruges til nedbringelse af statsgælden og ikke til statens drift, siger finansminister Thor Pedersen nu, at anvendelsen af de 3,8 UMTS-milliarder er op til forhandling. Den forhenværende IT-minister Birte Weiss, var parat til at bruge UMTS-milliarder til at styrke IT-investeringerne. (Morgenavisen Jyllands-Posten)