Århus vil være det perfekte hjemsted for den nye IT- og telestyrelse, der inden længe vil se dagens lys.
Det mener Århus' borgmester Louise Gade (V), der i et indlæg på Folketingets nyhedssite, Altinget, argumenterer for, at den nye IT-styrelse skal ligge i Århus.
Århus-borgemesteren peger på, at Århus i dag har et stærkt IT-miljø med mange højteknologiske IT-virksomheder og en stor faglig ekspertise på området.
Blandt andet har IBM netop påbegyndt bygningen af et nyt domicil i 100 millioner-kroners klassen i byen. Senere følger Oracle.
Louise Gade fremhæver i den forbindelse, at Århus er attraktiv for de store IT-virksomheder, fordi der i byen er mulighed for et stærkt samspil mellem erhvervslivet, uddannelse og forskning - sidstnævnte ikke mindst i det nye IT-vækstcenter Katrinebjerg, skriver borgmesteren.
Dette samspil vil også den kommende styrelse kunne drage nytte af, mener hun.
I dag er omkring 22.000 mennesker beskæftiget med IT- og telekommunikation i Århus-området, og Århus' profil er således karakteriseret ved stærke kompetencer på området, mener Louise Gade.
Regeringen vil inden for den næste måned til halvanden afgøre, i hvilken by den nye styrelse skal ligge. Styrelsen vil ifølge Altinget få mellem 200 og 250 medarbejdere.