Mobilselskaber risikerer tvangsbøder

Der kan vanke tvangsbøder til de danske mobiltelefonselskaber, hvis de ikke snart får styr på nummerflytningerne. Det varsler Telestyrelsen, som lige nu har travlt med at læse selskabernes redegørelser om miseren.

Statens vagthund over for telesektoren, Telestyrelsen, fik i mandags svar fra de ti teleselskaber, der i sidste uge blev bedt om at redegøre for forsinkelserne med nummerflytningen - eller nummerportabiliteten, som det hedder i fagsprog.

Sagen går ud på, at mobilkunder ifølge loven skal tilbydes at få deres telefonnummer med, hvis de skifter mobilselskab.

Men selvom teleselskaberne har været forpligtet til at yde servicen siden den 1. juli sidste år, har de trods forskellige nye tidsfrister ikke levet op til kravene.

Med ti omfattende redegørelser giver selskaberne nu deres bud på, hvad der ligger bag vanskelighederne, og dem er Telestyrelsen i disse dage ved at tygge sig igennem.

Ny spørgsmål udsendt

- Vi gennemgår svarene og undersøger, om de opfylder vores behov for at få sagen tilstrækkeligt belyst, siger kontorchef Lars Sten Jørgensen, Telestyrelsen, til Computerworld Online.

Efterhånden som styrelsens medarbejdere læser sig igennem de mange dokumenter, bliver der sendt nye spørgsmål af sted til selskaberne.

- Vi har foreløbig (tirsdag klokken 16, red.) sendt to breve ud med supplerende spørgsmål til nogle af selskaberne. Det er ikke kun fordi, de ikke har svaret fyldestgørende, men fordi der løbende kan dukke nye spørgsmål op fra vores side, siger Lars Sten Jørgensen.

Hvor fristen i normale høringssager er på tre uger, afkræves selskaberne i denne sag prompte svar.

Telestyrelsen har indskærpet, at de spørgsmål, der blev udsendt tirsdag, skal være besvaret inden onsdag
klokken 10.

Club Blah Blah føjet til listen

I øvrigt er der ikke længere 10, men 11 teleselskaber, der er i Telestyrelsens søgelys på grund af nummerportabiliteten.

Selskabet Club Blah Blah blev tilføjet listen i fredags, efter at styrelsen havde fået en klage fra en telefonkunde. Kunden kunne ikke få sit mobilnummer flyttet fra Club Blah Blah til et andet selskab. Club Blah Blah
har på grund af forsinkelsen fået en forlænget frist til i dag, onsdag.

Telestyrelsen er ikke meget for at fortælle, hvad de foreløbige resultater er af lynaktionen.

I styrelsens brev fra i sidste uge var der nogle meget konkrete spørgsmål til teleselskaberne om, hvor mange kunder, der for eksempel er på venteliste for at få porteret (flyttet) et telefonnummer fra et selskab til et andet, men kunderne kan sidde fast forskellige steder i systemerne.

Det er også en af årsagerne til, at Telestyrelsen har været nødt til at stille nye spørgsmål til selskaberne.

- Vores nye spørgsmål skyldes både mangelfulde svar i første runde og vores behov for at få afdækket de komplicerede procedurer ordentligt, siger Lars Sten Jørgensen.

- Vi koncentrerer vores indsats der, hvor problemerne skyldes forhold hos det selskab, der skal afgive kunden, fortsætter han.

Mulighed for tvangsbøder

Det skyldes, at telelovens paragraffer om nummerportabiliteten kun omhandler de selskaber, der skal afgive telefonnumre til andre selskaber. Politikerne har taget for givet, at et selskab, der lige har fået en ny kunde, ikke vil stritte imod for at få det medbragte telefonnummer til at virke.

- Der skal nogle meget komplicerede procedurer til, for at få nummerportabiliteten til at lykkes, og vi vil være helt sikre på, hvad problemet er, før vi skrider til handling, siger Lars Sten Jørgensen.

Hvis Telestyrelsen når frem til, at selskaberne forbryder sig imod lovgivningen, kan den idømme tvangsbøder til de enkelte selskaber, indtil sagerne er bragt i orden.

Hvor store disse bøder bliver, og om der bliver behov for at anvende bøder, vil Lars Sten Jørgensen ikke udtale sig om endnu.

Læses lige nu

    Annonceindlæg fra Computerworld

    Dansk erhvervsliv er en del af frontlinjen

    Digitalt forsvar handler ikke blot om det militære men om at beskytte civilsamfundets funktion, påpeger Thomas Nissen i Dansk Erhverv.

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. november 2025 ansat Nikolaj Vesterbrandt som Datateknikerelev ved netIP's afdeling i Rødekro. Han er uddannet IT-supporter ved Aabenraa Kommune og videreuddanner sig nu til Datatekniker. Nyt job
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. september 2025 ansat Søren Vindfelt Røn som Data & AI Consultant. Han skal især beskæftige sig med at effektivisere, planlægge og implementere innovative, digitale løsninger for Norriqs kunder. Han kommer fra en stilling som Co-founder & CMO hos DrinkSaver. Han er uddannet Masters of science på Københavns IT-Universitet. Nyt job

    Søren Vindfelt Røn

    Norriq Danmark A/S

    Tanja Schmidt Larsen, Director, Legal & Compliance hos Sentia A/S, er pr. 1. december 2025 forfremmet til Chief Operations Officer (COO). Hun skal fremover især beskæftige sig med synergi mellem kommercielle og tekniske processer samt sikre en sammenhængende kunderejse og fortsat driftsstabilitet. Forfremmelse
    Norriq Danmark A/S har pr. 1. oktober 2025 ansat Huy Duc Nguyen som Developer ERP. Han skal især beskæftige sig med at bidrage til at udvikle, bygge og skræddersy IT-løsninger, der skaber vækst og succes i vores kunders forretninger. Han kommer fra en stilling som Software Developer hos Navtilus. Han er uddannet i bioteknologi på Aalborg University. Nyt job

    Huy Duc Nguyen

    Norriq Danmark A/S