Farum Kommunes to store IT-leverandører, Compaq og Columbus IT Partner, vil væk fra Farum Boldklub, der med Peter Brixtofte i en central rolle er en af kernerne i den skandale, som i øjeblikket trækker sit spor gennem Farum Kommune.
Compaq vil ikke forny sit sponsorat, når det udløber til august. Og Columbus IT Partner meldte sig ved årsskiftet ud af Farum Boldklubs sponsorforening, Farum & Erhverv.
- I forbindelse med kontingentopkrævningen i januar 2002 har vi valgt ikke at fortsætte i erhvervsklubben. Vi vurderede, at medlemsskabet ikke længere stod mål med vores forventninger til det, siger administrerende direktør i Columbus IT Partner, Carsten Dilling, til Computerworld Online.
Ønsker ingen forbindelse
Efter Farum-skandalen begyndte at rulle med afsløringer om et kompliceret net af vennetjenester og pengestrømme mellem kommunale og private instanser, har uroen meldt sig blandt mange af Farum Kommunes leverandører.
De frygter at blive sat i forbindelse med skandalen omkring den nu sygemeldte borgmester Peter Brixtofte (V), der angiveligt har plejet en dobbeltrolle som både magtfuld borgmester og bestyrelsesformand og storaktionær i Farum Boldklub.
Mistanken understreges af, at der længe har været et påfaldende sammenfald mellem kommunens leverandører og fodboldklubbens sponsorer - et sammenfald, der har frembragt spekulationer om, hvorvidt de kommunale indkøbsordrer har været afhængige af, at leverandørerne tegnede et sponsorat i fodboldklubben.
Blandt andet undersøger politiet i øjeblikket, om Farum Kommune har betalt overpris for en række pensionistrejser mod, at rejsearrangøren blev sponsor for Farum Boldklub, og senest er det kommet frem, at kommunen har betalt lønninger i Farum Boldklub.
Columbus-støtte gennem erhvervsklub
I modsætning til Compaq - hvis sponsorat har været på nogle hundrede tusinder kroner om året - har Columbus IT Partners sponsorat fungeret gennem erhvervsklubben Farum & Erhverv, der med et årligt kontingent på 17.500 kroner per medlem har som hovedformål at være sponsorklub for Farum Boldklub.
Som en sidegevinst kan de omkring 200 medlemmer desuden netværke i forbindelse med fodboldklubbens hjemmekampe, hvor Farum & Erhverv arrangerer spisning i afslappende omgivelser i Farum Park.
Administrerende direktør i Columbus IT Partner, Carsten Dilling, mener ikke, at selskabets medlemsskab af Farum & Erhverv i 1999, 2000 og 2001 kan sammenlignes med et sponsorat.
- Vi betragter medlemsskabet af erhvervsklubben som noget helt uskyldigt med en helt anden karakter end et sponsorat. Vi har deltaget i et par arrangementer sammen med potentielle kunder og har overhovedet ikke opfattet det som et sponsorat, men som et sted, hvor vi kunne netværke, siger han til Computerworld Online.
Sponsororgan
Columbus IT Partner er imidlertid nævnt i en række af boldklubbens kampprogrammer ved siden af en række af klubbens øvrige sponsorer - senest i kamp-programmet 28. oktober 2001, hvor Farum mødte B1909.
På den økonomiske side er Farum & Erhverv også indrettet som sponsororgan. Det fortæller bestyrelsesmedlem i Farum & Erhverv, Jens Henrik Linneman.
- Alle medlemmer af Farum & Erhverv betaler et beløb, der dels går til boldklubben og dels til afvikling af arrangementer i forbindelse med hjemmekampe. Omkring 80 procent af beløbene går direkte til Farum Boldklub, mens 20 procent bruges til arrangementerne, siger han til Computerworld Online.
Carsten Dilling fra Columbus IT Partner afviser, at selskabet indledte medlemsskabet af Farum & Erhverv på grund af pres fra kommunens folk.
- Som servicevirksomhed er det naturligt for os at fokusere vores aktiviteter på sådan noget, hvor vi kan komme i dialog med beslutningstagerne fremfor på markedsføring. Men det er slut nu, fordi vi ikke mener, at vi fik de ønskede resultater ud af medlemsskabet, siger han.