Når Microsofts nye spillemaskine Xbox på torsdag bliver sat til salg i de danske butikker, kommer Microsoft til at tabe mellem 850 og 1300 kroner hver eneste gang, selskabet sælger en maskine, anslår analytikere ifølge Financial Times.
Det er prisen, det koster for at komme ind på et benhårdt marked, hvor hverken overlegen teknologi, et stærkt brand eller milliardkapital i sig selv er nok til at blive en vinder.
I Danmark står Microsoft imidlertid derudover over for to store problemer.
Sonys Playstation 2, der blev lanceret i november forrige år, sidder sammen med sin forgænger, PlayStation, tungt på det danske marked.
I alt er der solgt over 500.000 PlayStation- og 85.000 PlayStation 2-maskiner i Danmark.
Samtidig er Xboxens pris på knap 4000 kroner noget højere end konkurrenternes.
PlayStation 2 | Xbox | GameCube | |
Producent | Sony | Microsoft | Nintendo |
Dansk distributør | Egmont Interactive | Boston Distribution | Bergsala A/S |
Dansk lancering | 24. november 2000 | 14. marts 2002 | 3. maj 2002 |
Anslået pris | 2.749 kroner | 3.995 kroner | 2.499 kroner |
CPU-hastighed | 300 MHz | 733 MHz | 485 MHz |
GPU-producent | Sony | Nvidia | ATI |
DVD-afspiller | Ja | Ja | Nej |
Netværk | 56k / bredbånd | Bredbånd | 56k / bredbånd |
Research & grafik: Casper Thomsen, Computerworld Online |
PlayStation sidder på markedet
- Jeg tror ikke, Xbox kommer op på siden af PlayStation det første lange stykke tid. Playstation sidder på en stor del af det danske marked, og derudover har Microsoft i Europa mistet alt, der hedder julesalg, fordi de først kommer på markedet i marts, vurderer Anders Elbak, der er analytiker hos IDC.
Guillemot Nordic producerer styreredskaber som rat og gamepads under varemærket Thrustmaster til både Sonys PlayStation 2, Nintendos GameCube og Microsofts Xbox.
Her forventer man næste år at sælge klart mest udstyr til PlayStation 2 på grund af dens udbredelse på markedet, mens der er mindre forventninger til Xbox og Nintendos kommende GameCube.
? Jeg tror, der er et marked for alle tre platforme. De har alle tre et overlap for fælles målgrupper, men de har også hver deres målgrupper. Den store konkurrence bliver mellem Xbox og PlayStation 2. Teknologisk har Xbox forspringet, men den er mest til hardcore gamere, og prisforskellen på knap 2000 kroner har stor betydning, siger Henrik Rathge, der er produktmanager.
Analytiker Anders Elbak giver ikke Nintendo mange chancer på det danske marked. |
Allerede nu kører Xbox-reklamerne på dansk fjernsyn med sloganet 'Play More'. En markedsføring, der på verdensplan koster Microsoft over fire milliarder kroner.
Samtidig har Microsoft i samarbejde med Viasat oprettet sin egen daglige otte-timers tv-kanal, hvor danske forbrugere kan se eksempler på spilmaskinens kunnen.
Det skal matche det markedsføringsbudget på knap 750 millioner kroner, som Nintendo vil bruge, når de i begyndelsen af maj sender en spilmaskine under navnet GameCube på det europæiske marked.
- Microsoft går ikke ind i en forretning for at blive nummer to eller tabe penge. På det danske marked tror jeg, at PlayStation 2 og Xbox kommer til at kæmpe en god kamp, fordi vi rammer forskellige segmenter. Men jeg er ikke sikker på, at der er plads til alle tre maskiner på markedet, siger Kristian S. Sveigaard, der er salgschef for Xbox hos Microsoft.
Han spår dermed et lille marked for Nintendos GameCube, der kommer i de danske butikker 3. maj.
Den samme skepsis har analytiker Anders Elbak.
- Umiddelbart vil jeg mene, at Xbox står stærkt i forhold til Nintendo, der ikke har nogen særlig stor chance i Danmark. Det kan være, at Nintendo får fat i det yngre publikum, men jeg tror ikke, de vil kunne gøre sig på det brede marked, siger han.
Nintendo vil mere end børn
Med GameCuben håber Nintendo dog at bryde de forestillinger, der er om selskabet, og dermed nå ud til en større gruppe.
? Med GameCuben sigter vi bredere end den børneprofil, der har kendetegnet Nintendo. Vi henvender og os til en bredere målgruppe, ja, til alle, der kan lide at spille. Vi tror på, at vi kan tage en del af det marked, siger Kim Just, dansk Country Manager for Bergsala, der er nordisk distributør for Nintendo.
Han har optimismen i behold og mener, at prisen på Xbox er for høj til de danske forbrugere, når han skal spå om, hvad der sker i fremtiden.
? Alle tre maskiner bliver succeser, men i forskellige rækkefølge. PlayStation 2 sidder godt plantet i indeværende år, men så kommer vi absolut på andenpladsen. Jeg har stor respekt for Xbox, men jeg kender også de danske forbrugere, og de vil ikke betale så meget for en spillemaskine, mener Kim Just.
Både Microsofts Xbox og Nintendos GameCube blev sendt på markedet i USA i november sidste år.
Her har de begge, ifølge selskaberne selv, haft stor succes, og Nintendo oplyser, at selskabet har solgt knap tre millioner GameCubes, mens Microsoft fortæller, at Xbox har solgt godt 2 millioner eksemplarer i USA.
Til sammenligning er PlayStation 2 solgt i over 28 millioner eksemplarer, siden den blev lanceret i 2000.
Hvilken maskine ville du selv vælge? Giv din mening til kende i ugens afstemning i panelet til venstre.
De følgende dage op til lanceringen af Xbox på torsdag sætter Computerworld Online fokus på spilkonsol-industrien. Læs i morgen om spilkonsollernes konvergens med andre medier og om, hvordan fokus flytter sig fra spil til DVD-film, internetadgang - og Linux.