De planlagte lukninger af en række af danske generalkonsulater og ambassader i udlandet kan blive en dyr affære for den danske IT-branche.
Det mener IT-Brancheforeningen, der nu opfordrer regeringen til at genoverveje sin plan om at beskære den danske udenrigstjeneste for at spare penge.
IT-Brancheforeningen peger på, at en stor del af den danske eksport sker med direkte opbakning fra ambassader og andre danske repræsentationer i udlandet.
Især nedlæggelsen af det danske generalkonsulat i Los Angeles samt ambassaderne i Australien og Philippinerne er bekymrende, mener IT-Brancheforeningen.
IT-erhvervet har direkte udbytte af den nuværende officielle hjælp på et to-cifret milliardbeløb, mener IT-Brancheforeningen.
Det skal sammenholdes med statens samlede udgift på 1,7 milliarder kroner om året på repræsentationer i udlandet.