Computerworld Online skrev i den oprindelige version af denne artikel, at alle HP's kontorer skal samles på Sjælland, og at kontorerne i Ålborg og Århus således inden 2003 skal lukkes. Det er forkert. HP gør opmærksom på at tre af selskabets nuværende seks danske kontorer lukker, men at selskabet bevarer et kontor i Ålborg og et kontor i Århus. Alle de sjællandske aktiviteter samles i et kontor i Nordsjælland. Vi beklager fejlen.
Det nye HP's chef for Nordeuropa, tidligere chef for Compaq Danmark, Walter Thygesen, fik i går sammen med flere hundrede medarbejdere leveret sit identitetskort med clip til livremmen og en bunke visitkort med sin nye titel og arbejdsgiver påskrevet.
De nye kort understregede den grundighed, hvormed fusionen mellem HP og Compaq er blevet grebet an længe før den reelt blev godkendt af de selskabers aktionærer.
I de sidste otte måneder er IT-systemer blevet integreret, der er blevet lavet diagrammer, navneændringer, sammensmeltninger og ændringer i produktporteføljen, så det hele har ligget klart fra første dag, ægteskabet var en realitet.
Det er nemlig først i dag onsdag, at sammensmeltningen mellem de to selskaber officielt træder i kraft under HP's logo.
De organisatoriske og kulturelle ændringer vil nu fortsætte for fuld styrke i de kommende måneder, hvor opkald til HP vil blive mødt med receptionistens høflige "Velkommen til det nye HP" - som for at understrege, at selskabet langt fra er det samme som før, det fusionerede med gigant-konkurrenten Compaq i den største fusion, IT-verdenen nogensinde har set.
Lokalt kommer der da også til at ske massive ændringer i det nye HP, der herhjemme kommer til at lægge sig i førerfeltet med en omsætning i omegnen af 5,3 milliarder kroner og omkring 700 medarbejdere.
Det fortalte HP Danmarks nye administrerende direktør, Niels Svenningsen, og HP's nye regionschef for Norden, Walter Thygesen, da de onsdag løftede sløret for det nye danske HP - ganske som deres kolleger over alt i verden i de kommende dage skal gøre det.
- Compaq og HP komplementerer hinanden rigtigt godt. Hver især har de to selskaber haft en meget stærk platform med forskellige styrker. Tilsammen har vi en helt fantastisk produktplatform, sagde Walter Thygesen.
Han pegede på, at de to selskaber med fusionen kan udnytte hinandens kundenet, ligesom selskaberne kan fokusere deres produktudvikling kraftigt i stedet for at udvikle de samme produkter parallelt, som det ofte har været tilfældet.
Alle nye produkter kommer til at bære HP-logoet. Det vil dog fortsat også være muligt at finde det stærke Compaq-navn ved siden af HP-logoet.
Samler aktiviteterne
I Danmark, hvor Compaqs og HP's hovedkvarterer i Nordsjælland ligger blot få hundrede meter fra hinanden, kommer der i den nærmeste tid til at herske hektisk aktivitiet, når flere hundrede medarbejdere skal skifte stol, arbejdsplads, arbejdsfunktion og adresse.
Inden længe vil aktiviteten sprede sig til resten af landet, når tre af det nye HP's nu i alt seks danske adresser - en i Aalborg, to på Sjælland - skal lukkes. Det kommer til at ske så hurtigt som muligt, fortalte Niels Svenningsen, og det er allerede bestemt, at det bliver en af de tre afdelinger i Nordsjælland og en i Århus, der skal dreje nøglen om.
Selskabet i øjeblikket har kig på en grund i Nordsjælland med plads til at bygge et nyt hovedkvarter på 20.000 kvadratmeter.
HP's bevarer en afdeling i Aalborg samt en i Århus.
Skærer ned omgående
Fusionen mellem de to selskaber har et stort besparelsespotentiale, der skal realiseres så hurtigt som muligt, fortalte administrerende direktør Niels Svenningsen.
- Vi har jo to af næsten alting; reklamebureauer, kantineordninger, transportfirmaer og mange andre ting, som der er masser af muligheder for lynhurtigt at gøre noget ved. Der kan spares masser af penge, sagde han.
Niels Svenningsen forventer at kunne undgå fyringsrunder i forbindelse med fusionen. Det skyldes primært, at der kun er blevet ansat et yderst begrænset antal medarbejdere siden 4. september sidste år, hvor fusionsplanerne begyndte at rumle for alvor.
Den naturlige afgang siden da har reduceret medarbejderstaben med omkring 10 procent, og det betyder, at den store bid i medarbejderstaben allerede er blevet taget.
- Vi har endnu ikke været inde på, hvor mange mennesker vi vil være. Under alle omstændigheder er planen, at eventuelle reduktioner vil finde sted i de kommende 18 måneder, sagde Niels Svenningsen, der dog forventer, at meget kan løses ved naturlig afgang.
Niels Svenningsen forventer samtidig kraftigt forøget fokus på salgssiden.