Konkurrenter: Navision-salg vil ramme kunderne

Navision-konkurrenter er sikre på, at Microsofts opkøb af selskabet på sigt vil medføre prisstigninger og give færre valgmuligheder for kunderne. Frygten for konkurrencen fra et styrket Navision er dog ikke udpræget.

Microsofts planlagte opkøb af Navision bliver mødt med blandede følelser af den danske IT-branche, der på den ene side er begejstret over den profilering af dansk software, som fusionsplanerne har givet internationalt, og på den anden side frygter, at fusionen kan få uheldige konsekvenser for især kunderne, hvis den går igennem.

Sådan ligger landet, når Konkurrencestyrelsen nu drager ud i marken for at undersøge, om der er så udbredt bekymring for fusionen, at der er grundlag for at overdrage den planlagte fusion til undersøgelse af EU-Kommissionens fusionsorgan.

Konkurrencestyrelsens direktør, Finn Lauritzen, havde i går besøg af engelske Sage Group, som er på rejse gennem Europa i et forsøg på at vække de forskellige landes konkurrencemyndigheder til at forpurre fusionen.

Sage Group mener, at Microsoft med fusionen vil udnytte fusionen til at presse konkurrenterne på det danske marked ud ved for eksempel at dumpe priserne på Navisions produkter eller sælge dem med rabat sammen med forskellige Microsoft-produkter.

Kan ramme kunderne

Det vil i den sidste ende kunne ramme kunderne på pengepungen, fordi Microsoft vil sætte prisen op, når konkurrenterne først er udryddet, lyder vurderingen.

Også SAP Danmark, der opererer i samme marked som Navision, er bekymret på kundernes vegne.

- Historien viser, at der er grund til bekymring. Der er efter vores opfattelse ingen tvivl om, at der er ting i fusionen, som - hvis den går igennem - kan give grund til bekymring på kundernes vegne. Vi tror for eksempel, at Microsoft relativt hurtigt vil lave en indskrænkning i mulighederne for at anvende applikatoner, siger markedsdirektør i SAP Danmark, Claus Ulrich Jørgensen, til Computerworld Online.

Han peger desuden på, at Navision i dag har seks forskellige brands, mens den amerikanske pendant Great Plains, der også ejes af Microsoft Business Solutions, har fire brands

- Og jeg har oprigtigt talt svært ved at tro på, at man på sigt vil beholde 10 forskellige brands. Skærer man ned på antallet af produkter, betyder det, at der vil være kunder, som vil blive tvunget til at investere i nye produkter, siger han.

Analytikere har tidligere vurderet, at især de softwareproducenter, der ikke er børsnoterede, kan få svært ved at klare sig i konkurrencen med Microsoft.

Det skyldes ikke mindst, at markedet for økonomisystemer til små og mellemstore virksomheder er meget fragmenteret med mange små producenter.

Nyttig for dansk software

Hos de større aktører tager man fusionen mere med ro.

Det gælder blandt andre Maconomy, der dog ikke bliver direkte påvirket af Microsofts opkøb af Navision, idet selskabet bevæger sig i et parallelt industrisegment til Navision.

- I relation til Maconomy betyder fusionen ikke så meget, men det er at klart, at Navision bliver styrket markant af fusionen. Det gør dansk software også. Vi kan allerede nu mærke, hvordan opkøbet har sat dansk software på det internationale landkort, og på den måde er opkøbet yderst glædeligt, siger administrerende direktør i Maconomy, Per Thejs Knudsen.

Meget tyder nu på, at Microsoft i løbet af en årrække vil tilbyde helhedsløsninger til en attraktiv rabatpris til erhvervskunder, hvori der eksempelvis kan indgå hele pakken med Windows, Office, Business Solutions og SQL Server.

Den formodning underbygges af, at Microsoft ifølge Sage Group allerede giver 50 procent rabat på systemer fra Great Plains på det amerikanske marked, hvis kunderne samtidig investerer i andre Microsoft-produkter.

Det foruroliger dog ikke umiddelbart konkurrenten SAP, der erklærer sig klar til kamp.

- Vi har konkurreret med Navision i mange år, og vi er langt fra blevet udkonkurrerede. Med fusionen er markedet faktisk blevet lettere at overskue, fordi vi nu primært skal koncentrere os om et Microsoft-setup. SAP vil fortsat være klar til at konkurrere med alle, der melder sig på applikationsmarkedet, siger markedsdirektør Claus Ulrich Jørgensen.

Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

It-løsninger |

Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

29 april 2027 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
Immeo har pr. 16. marts 2026 ansat Honey Arora som Senior Manager. Han kommer fra en stilling som Data Product Owner hos Centrica Energy. Nyt job

Honey Arora

Immeo

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Ida Hyllested Friis som Key Account Manager ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Key Account Manager hos Københavns erhvervshus. Nyt job
Den danske eID-virksomhed Idura har pr. 1. april 2026 ansat Kari Lehtimäki som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med at styrke kendskabet til Iduras løsninger i Finland samt fremme samarbejdet med økosystemet omkring det finske Trust Network. Han kommer fra en stilling som Salgschef hos Telia Finland. Han er uddannet uddannet civilingeniør (M.Sc. Tech.) og medbringer ledelse, markedsindsigt og praktisk erfaring. Han har tidligere beskæftiget sig med salg og forretningsudvikling inden for Telias trust services-forretning. Nyt job

Kari Lehtimäki

Den danske eID-virksomhed Idura