Dagens it-nyheder: 6. november 2026

Sidst opdateret: 6. november 2026 kl. 14.13

6. november 2026 kl. 14.13

EU: TikToks 'doom scrolling'-metoder er ulovlige

TikToks metode til at anspore til 'doom scrolling,' hvor brugerne hele tiden bliver præsenteret for en uendelig strøm af indhold uden ende, er ulovlig.

Sådan lyder det fra EU i en ny bredside mod TikTok. Tjenestens ejer, kinesiske ByteDance, risikerer at blive tildelt en bøde på seks procent af sin årlige omsætning, medmindre funktionen ændres og bliver bragt i overenstemmelse med gældende EU-lov.

Ifølge EU har TikTok forsømt at indføre "proportionelle, rimelige og effektive' løsninger på problemet.

"Hver gang en bruger scroller eller liker en video på TikTok, viser algoritmen mere lignende indhold, hvilket fører brugerne ned i et kaninhul, som det ikke er nemt at komme op ad igen," lyder det fra EU-kommissær Henna Virkkunnen.

EU vil have TikTok til at ændre hele opsætningen, så brugerne får mere kontrol over det, som de bliver præsenteret for.

6. november 2026 kl. 14.00

Danske akademikere frygter at miste jobbet på grund af AI

Antallet af akademikere, der frygter at blive overflødige og miste deres job til kunstig intelligens, er tredoblet.

Det på trods af, at flere ser teknologien som et redskab, der kan forbedre produktivitet og lette arbejdsgangene.

Det skriver Djøfbladet på baggrund af en undersøgelse, som fagforeningen Djøf har lavet blandt dets medlemmer.

På et år er antallet af fuldtidsbeskæftigede medlemmer, der svarer ja til at være bekymret for at miste jobbet på grund af AI, steget fra seks til 18 procent.

Blandt de studerende er frygten også stigende. I 2024 svarede 45 procent af de kandidatstuderende i Djøfs undersøgelse, at de var bekymrede for, at det ville blive svært at få deres første fuldtidsjob. I 2026 gælder det for 60 procent.

De studerende peger på en nervøsitet over, at AI overtager opgaver, som nyuddannede typisk løser i deres første jobs, og at de dermed bliver overflødige.

Du kan dykke ned i undersøgelsen i Djøfbladets artikel her.

I en række artikler har Computerworld også sat spotlys på, hvordan AI-effekten rammer de unge. Du kan læse første artikel i serien her:

6. november 2026 kl. 13.17

Datalogisk Institut på Københavns Universitet ramt af cyberangreb

Datalogisk Institut på Københavns Universitet er blevet ramt af et cyberangreb.

Instituttet, der gennem årene har uddannet et meget stort antal it-eksperter, meddeler i en udsendt besked, at den ramte it-platform har indeholdt kontaktoplysninger på 943 personer - herunder deres navne og mailadresser.

"Vi har taget it-platformen offline og rettet de fejl, som har gjort, at angriberen kunne få adgang til platformen. It-platformen er blevet opdateret, og sikkerhedsindstillingerne er skærpet," meddeler instituttet.

Københavns Universitet har også meldt angrebet og datalækket til Datatilsynet og opfordrer nu alle brugere de ramte til at være opmærksom på eventuelle phishingangreb.

"Dit navn, din e-mail og den omstændighed at du har en tilknytning til professionelle netværk i regi af Københavns Universitet kan anvendes til at forfalske invitationer o.l. med henblik på at stjæle personlige oplysninger fra dig," lyder det i den udsendte besked.

6. november 2026 kl. 12.37

Microsoft søger patent: Ny AI vil kunne ændre og redigere tale i realtid

Microsoft søger patent på en ny AI-teknologi, der kan ændre det, som folk siger i realtid - eksempelvis i live-udsendelser.

Teknologien kan ifølge Microsoft eksempelvis anvendes til simultan-tolkning af live-udsendelser eller til løbende at fjerne fyld-ord, bandeord og rette talebøffer og lignende samtidig med, at der tales.

Fyldord er på dansk eksempelvis ord som 'øhm,' 'ogøh' og 'jamen' og menøh.'

Microsofts nye teknologi vil kunne tilpasses den enkelte brugers præferencer, så den for eksempel vil kunne fjerne bestemte vendinger, som en bestemt person anvender og gerne vil have redigeret væk løbende.

De originale vendinger vil samtidig kunne gemmes i teknologien, så man altid kan vende tilbage til det, der rent faktisk er blevet sagt.

Vi ved ikke, om Microsoft nogensinde vil lancere teknologien, da der foreløbigt kun er tale om en patentansøgning

6. november 2026 kl. 11.41

Nvidia-topchef skal afhøres efter mistanke om spionage og aflytning

Nvidias stenrige topchef, Jensen Huang, indkaldes til afhøring i den amerikanske kongres, hvor han skal svare på spørgsmål om mulig kinesisk aflytning.

Det er forskellige toppolitikere fra Trumps republikanske parti, der har indkaldt Jensen Huang efter, at det amerikanske efterretningsvæsen har meddelt, at han kan være blevet aflyttet og overvåget af kinesiske cyber-spioner.

Som topchef for en af USA's for tiden mest magtfulde firmaer med dyb viden om amerikansk teknologi kan det være en trussel mod den amerikanske sikkerhed, mener politikerne.

Jensen Huang og Nvidia har blankt afvist, at Jensen Huang skulle være blevet udspioneret af kineserne.

Financial Times skriver, at Jensen Huang skal stille til afhøring i kongressen 18. november. Han skal her svare på spørgsmål om blandt andet Nvidias sikkerheds-protokoller og lignende, der beskytter selskabet mod spionage.

6. november 2026 kl. 10.43

Manden bag mægtige Itm8, Henrik Kastbjerg, klar med nyt projekt

Halvandet år efter sin exit fra topposten som CEO i Itm8, tidligere IT-Relation, er Henrik Kastbjerg klar med nyt projekt: En platform til leasing af cykler.

Det nye projekt kalder han for 'Goodlegs.' Med i projektet er også Jan Bech Andersen fra Brøndby IF og den tidligere topcykelrytter Jacob Fuglsang.

Goodlegs meddeler, at inspirationen er fundet i bilbranchens leasing-modeller - nu handler det bare om cykler.

Ideen bag selskabet er, at cykler er blevet dyre at anskaffe. Det gælder både el-cykler, racercykler og eksempelvis ladcykler.

"Kvalitetscykler er en betydelig investering. Den økonomiske barriere vil Goodlegs forsøge at mindske, så flere danskere kan få en cykel, de glæder sig til at hive ud af skuret. Uanset om det er en elcykel til jobbet, en ladcykel til at transportere børnene eller en racercykel til weekenden," meddeler selskabet.

Selskabet har indtil videre indgået aftaler med 25 cykel-handlere om levering af forskellige former for cykler, der alle koster fra 20.000 kroner og op.

"Goodlegs digitaliserer hele processen fra valg af cykel til indgåelse af leasingaftale og levering. På platformen kan kunderne selv sammensætte deres leasingaftale og justere finansieringen, herunder førstegangsydelse, leasingperiode og månedlig ydelse," meddeler selskabet.

Du kan læse mere om Henrik Kastbjergs historie med IT-Relation og Itm8 her.

6. november 2026 kl. 10.21

Styrelsen for Samfundssikkerhed: Danske virksomheder skal være bedre til it-sikkerhed

Mange danske virksomheder mangler helt basal it-sikkerhed, og det kan blive en alvorlig affære i en tid, hvor det vælter ind over os med cyberangreb.

Ifølge Styrelsen for Samfundssikkerhed halter 40 procent af de små og mellemstore danske virksomheder - de såkaldte SMV'er - bagefter på helt basal it-sikkerhed, eksempelvis stærke adgangskoder.

"Og det er en svaghed, der kan give hackere nemmere adgang til virksomhedens systemer," lyder det fra styrelsen.

Samtidig er 60 procent af de danske virksomheder meget afhængige af ganske få, centrale it-systemer, som er kritiske for den daglige drift. 

Det gør dem meget sårbare, hvis disse systemer rammes.

"Vi står over for et alvorligt og komplekst trusselsbillede, og hackere angriber danske virksomheder hver dag. Derfor er cybersikkerhed noget, som alle virksomheder skal forholde sig til," meddeler vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, Christine Engel Christensen. 

Du kan læse mere hos styrelsen her.

6. november 2026 kl. 07.55

Falske julegavelinks snyder mere end almindelig phishing

Juletiden nærmer sig hastigt, og for mange danskere betyder det, at mails om at vælge julegaver tikker ind fra arbejdspladsen.

Men det kan hurtigt ende med at blive en dyr fornøjelse at takke ja til dem, hvis ikke man kigger ordentligt efter. For cyberkriminelle kan udnytte lejligheden og ødelægge juleglæden.

En undersøgelse fra CyberPilot, der i oktober sendte simulerede phishingmails om julegavevalg til over 62.000 medarbejdere i danske virksomheder, viser således, at op til 37 procent klikkede på linket uden at undersøge, om de faktisk kom fra arbejdsgiveren. Ti procent indtastede oplysninger på en falsk side.

Til sammenligning klikker cirka 12 procent på en gennemsnitlig phishingsimulering, og 5 procent indtaster oplysninger. Falske julegavemails snyder altså tre gange så mange som almindelig phishing, lyder det i undersøgelsen.

"Mange ved, at de snart skal vælge en julegave fra arbejdet. Når mailen så kommer, ligner den noget, de har ventet på, og derfor stopper de ikke op. Det handler ikke om, at folk er naive. Det er sådan, vi mennesker reagerer, når noget virker bekendt og positivt," forklarer Benjamin Pomerleau, som er Phishing-produktejer hos CyberPilot, i en pressemeddelelse.

Med AI kan kriminelle samtidig på blot på minutter skrive en fejlfri phishingmail på fejlfrit dansk og efterligne en virksomhed i både brand, tone og udseende.

I samarbejde med Gaveportalen, der er landets største leverandør af firmajulegaver, anbefaler CyperPilot, at ansatte blandt andet undersøger afsenderens adresse, før man klikker, og at virksomheder melder klart ud, hvornår medarbejdere kan forvente en mail om julegaver og fra hvem.

6. november 2026 kl. 07.41

Læs med på Computerworld: NNIT's omsætning dykker – selskabet lancerer ny strategi

Artikel billede

(Foto: NNIT)

NNIT skrumper fortsat stille og roligt.

Det seneste regnskab for tredje kvartal viser således, at både omsætning og drifsresultatet faldt sammenlignet med samme kvartal sidste år.

Ifølge selskabet var det dog helt forventeligt, og resultaterne afspejler både markedsmæssige bevægelser og "bevidste strategiske valg, større selektivitet ved indgåelse af kontrakter og et skærpet fokus på NNIT’s kerneproduktudbud", lyder det i en selskabsmeddelelse.

På den baggrund lancerer NNIT en ny strategi frem mod 2030, der skal tjene pengene hjem på både vigtige kernemarkeder og -ydelser og via nye satsninger.

Det sker som led i CEO Claus Rydkjærs ambition om at rette op på indtjeningen, der har haltet igennem det seneste.

Læs detaljerne for NNIT's økonomiske resultater for kvartalet og den nye strategi på Computerworld her:

6. november 2026 kl. 07.30

Techselskaber styrtdykker efter midtvejsvalg: Milliarder er forsvundet

Flere af de store amerikanske techselskaber er faldet markant i kølvandet på midtvejsvalget tidligere på ugen.

Det toneangivende S&P 500-indeks faldt således med fem procent torsdag, mens fondsbørsen Nasdaq, der indeholder mange aktier fra techselskaberne, faldt med otte procent.

For Nasdaq er faldet det største procentmæssige fald i 25 år, skriver Berlingske, der har regnet sig frem til, at 16.000 milliarder danske kroner med ét er forsvundet.

Det er især Elon Musks selskaber, der dykker. Tesla faldt således med 12 procent, mens SpaceX faldt med ni procent, og Elon Musks formue er således skrumpet med 500 milliarder kroner.

Andre selskaber som Coreweave, Oracle og Nvidia har dog også stået i modvind. De falder således med henholdsvis ti, syv og ni procent.

Ifølge Reuters skyldes faldene, at investorer er blevet bekymrede for, om Demokraterne planlægger mere regulering på techselskaber i kølvandet på midtvejsvalget.

Læses lige nu

    Annonce

    Capgemini Danmark A/S

    Java Engineer

    Københavnsområdet

    Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

    DevOps Engineer (AI) til Forsvarets nye IT-platform

    Københavnsområdet

    Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

    IT-sikkerhedsspecialist med fokus på AI inden for forskning

    Københavnsområdet

    Navnenyt fra it-Danmark

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Netip A/S har pr. 14. september 2026 ansat Andreas Thorø Møller som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Aarhus. Han kommer fra en stilling som Endpoint Consultant hos Fellowmind Denmark A/S. Han er uddannet Datatekniker. Nyt job
    EG Danmark A/S har pr. 17. august 2026 ansat Michael Banegas Madsen, 32 år,  som Senior Account Executive. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for nysalg og vækst af eksisterende kunder, samt opbygning af kunderelationer på tværs af Jylland og Fyn. Han kommer fra en stilling som Senior Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities A/S. Han er uddannet Kandidat i Corporate Communication fra Aarhus BSS. Han har tidligere beskæftiget sig med 6 års erfaring med rekruttering af tech-profiler i bl.a. Danske Commodities. Nyt job

    Michael Banegas Madsen

    EG Danmark A/S

    Arctic Wolf Networks har pr. 3. august 2026 ansat Johnny Krogsboll som Head of Sales Engineering for Norden.Med base i Stockholm får han ansvaret for Arctic Wolfs samlede Sales Engineering-organisation i den nordiske region.<br /><br />Johnny Krogsboll skal være med til at udbygge Arctic Wolfs tilstedeværelse i Norden og hjælpe virksomheder og organisationer med at stå stærkere over for et stadig mere komplekst cybertrusselsbillede. Det skal blandt andet ske i tæt samarbejde med Arctic Wolfs vigtigste kanalpartnere i regionen.<br /><br />Gennem sin karriere har Johnny Krogsboll arbejdet med og rådgivet virksomheder hos blandt andre Hewlett-Packard, Trend Micro og Palo Alto Networks med fokus på at skabe konkret værdi af deres teknologiinvesteringer. Nyt job

    Johnny Krogsboll

    Arctic Wolf Networks