Få flot musik over netværket

Med Squeezebox Duet kan du nemt og elegant overskue hele din digitale musiksamling eller vælge mellem tusindvis af netradiokanaler via én og samme fjernbetjening. Hvis din trådløse net-dækning vel at mærke er god nok.

Få flot musik over netværket

Da Slim Devices sendte deres første Squeezebox på gaden for et par år siden, varslede det slutningen på en træls Ole Opfinder-ære, hvor man skulle bøvle vel rigeligt for at trække sin digitale musik over på husets stereoanlæg (læs selv, hvad PC World mente om produktet dengang).

Siden blev Slim Devices hapset af Logitech, der nu har sendt efterfølgeren på gaden under navnet Squeezebox Duet.

Både betjening og design har undergået en mindre revolution - hvilket vi vender tilbage til - men i sin basisfunktionalitet har Squeezebox Duet stadig alt det, der gjorde den første Squeezebox til en succes.

Herunder muligheden for at afspille musikken direkte fra pc eller netværksharddisk via et kablet eller trådløst netværk, lytte til netradio og podcasts og så videre.

God Digital to Analog Converter

Ligesom sin forgænger er Squeezebox Duet også udstyret med en udmærket - men dog ikke identisk - Digital to Analog Converter (DAC), der gør det til en regulær fornøjelse at lytte til den musik, der spyttes ud af boksen. Ligeledes har boksen både analog samt koaksial og optisk digital udgang.

Mens navigationen på forgængeren - der nu sælges under navnet Squeezebox Classic - foregik via et stort, lysende display på fronten, er Duet-boksen i bedste Apple-stil udelukkende udstyret med en diode, der indikerer afspillerens status.

Men det er ikke eneste sted, hvor Slim Devices/Logitech tydeligt har ladet sig inspirere af El Jobso & Co.

Betjening direkte i fjernbetjeningen

På Squeezebox Duet foregår al navigation nemlig nu direkte på fjernbetjeningen, der med sit 2,4" store farvedisplay og scrollhjul mest af alt minder om en forvokset iPod anno 2005. Hvilket stadig gør den umanerligt meget flottere end flertallet af de forbrugerelektroniske produkter på dagens marked.

Den tænder i øvrigt automatisk, når man samler den op, hvilket er en fin detalje. Desværre er batteritiden relativ kort, så der er ingen vej uden om at sætte den i laderen, når det bliver sengetid.

Fjernbetjeningen forbinder sig direkte til det trådløse netværk eller til Duet-boksen afhængig af, hvad der giver den bedste forbindelse, og menunavigationen er forbilledlig enkel.

Scrollhjulet har indbygget accelerationsmåling og skifter automatisk fra at bladre mellem enkeltpunkter - såsom kunstnere eller albums - til forbogstaver, hvis du ruller hurtigt nok. På den måde kan du kommer fra AC/DC til Rammstein med et par hurtige omgange på hjulet.

Ligeledes kan fjernbetjeningen anvendes til at kontrollere flere forskellige Squeezebox-enheder og kan endda styre en Squeezebox Classic; vi har prøvet.

Alsidig og attraktiv

Ulempen ved at lade både musiktransmission og navigationsinstrukser løbe over dit almene trådløse netværk er imidlertid, at der ikke skal mange forstyrrelser eller blokader til, før Squeezeboxen reagerer en smule sløvt eller helt falder ud.

Så har du planer om at sætte dimsen op langt fra dit nuværende trådløse accesspoint, er det formentlig en god idé at opgradere dækningen en smule.

Ligesom med forgængeren er det også nødvendigt at installere Squeezecenter-serversoftwaren (tidligere kendt som Slim Server) på enten pc eller NAS for at være i stand til at høre de digitale musikfiler.

Installerer du Squeezecenter på din pc, går det ganske nemt og ubesværet. Men denne metode har i sagens natur den ulempe, at computeren skal være tændt, før du kan afspille filerne.

Derimod er det langt smartere at lægge softwaren på en NAS, der jo typisk er tændt døgnet rundt.

Nemmere at forbinde til et NAS

Den gode nyhed er i dén forbindelse, at en række gængse produkter fra blandt andet Synology og Qnap er kraftige nok til at køre Squeezecenter. Knap så rart er det, at det traditionelt har været forbundet med en del bøvl og omtrent samme fornøjelse som et ambulant hæmorideindgreb faktisk at installere softwaren på en NAS.

Heldigvis har både Qnap og Synology for nylig frigivet moduler til deres respektive produkter, der angiveligt skulle lette installationen betydeligt.

Højere pris

Squeezebox Duet er med andre ord et flottere og mere tilgængeligt produkt end Squeezebox Classic. Men basisfunktionaliteten har ikke undergået de store revolutioner, og prisen er en del højere.

På den led kan man i ondt lune mene, at produktet mest af alt ligner et mellemspil, før Logitech/Slim Devices på et eller andet tidspunkt lancerer en efterfølger, der kan afspille både lyd og video.

Tager man de lyse briller på, vil de fleste derimod betragte Squeezebox Duet som den til dato mest attraktive og alsidige afspiller for gadget-fanboys med smag for både design og god musikkvalitet.

Annonceindlæg fra Lenovo

Hvorfor lykkes nogle organisationer med AI – mens andre sidder fast i pilotfasen?

AI rykker fra teknologiagendaen til den strategiske dagsorden. Men for mange er vejen fra ambition til målbar værdi længere end forventet.

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Christoffer Andersen som Sales Manager ERP. Han skal især beskæftige sig med fokus på at skalere ERP-salget og videreudvikle teamet i Valby så vi fortsat understøtter og opbygger stærke kunderelationer. Han kommer fra en stilling som Senior Key Account Manager hos NNIT A/S. Han er uddannet hos Aalborg Universitet som IT Management. Han har tidligere beskæftiget sig med Kommercielt ansvarlig for nogle af NNIT’s største strategiske enterprise-kunder. Nyt job

Christoffer Andersen

Norriq Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Caroline Nolsø Tofft som Senior Advisor, Data & AI. Hun skal især beskæftige sig med at styrke vores kommercielle pipeline og relationen til både nye og eksisterende kunder. Hun kommer fra en stilling som Integration Partner Manager hos DataLøn. Nyt job

Caroline Nolsø Tofft

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Peer Leerbæk som Key Account Manager ved netIP's kontor i Herlev. Han kommer fra en stilling som IT-Sikkerhedsrådgiver hos SeeSafe IT. Han har tidligere beskæftiget sig med kunderådgivning og account management bla. som KAM hos Comit gennem godt 4 år. Nyt job

Peer Leerbæk

Netip A/S

TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job