Skyd fantastiske fotos ligesom flash-specialisterne

De kalder sig strobister og tager fantastisk gode fotos. Hemmeligheden er trådløs flash, og vi fyldte kufferten med fotoudstyr og tog ud for at fotografere med specialisterne. Kom med på tur til flashland - hvor gode fotos bliver endnu bedre.

Skyd fantastiske fotos ligesom flash-specialisterne

Mørket har sænket sig over Greve, og ved Mosede Fort lyner den ene flash efter den anden med små glimt, så man skulle tro, Paris Hilton var i nærheden.

Men der er ingen hotelarving i sigte, til gengæld vrimler det med heliumballoner, røgmaskiner, englevinger, militærkasketter og -uniformer.

Det lyder som noget fra et freakshow, men det er blot Copenhagen Strobist, som har invaderet Mosede Fort for en aften og har omdannet det til en gigantisk fotosession. Gruppen findes på fotosiden Flickr.com, og medlemmerne mødes med jævne mellemrum til såkaldte meetups ude i den virkelige verden. Jeg har sneget mig med.

Rundt om mig er fotoudstyr for flere tusinde kroner, og jeg kan mærke, at mine arme er ved at syre til. Over skulderen hænger kamera, stativer, to gange trådløs flash, gaffatape, sandsække og foto-paraplyer. Misundelig skuler jeg til et professionelt Nikon D3 og et D700, som en af de andre har med.

Men hvordan er jeg overhovedet endt midt på Mosede Fort med så meget kameraudstyr, at det truer med at forvandle mig til Quasimodo? Hvornår gik det galt? Og hvorfor kører jeg nu rundt i min bil med to plastikposer fyldt med fem kilo sand? Lad os spole tiden et stykke tid tilbage.

Fantastiske fotos har en pris

I starten af 2008 begyndte jeg at rode med min flash, en Nikon SB-600. Selv om jeg havde haft den et stykke tid, havde jeg ikke pillet særlig meget ved de trådløse indstillinger.

Det er heller ikke ligefrem noget, Nikon gør stor reklame for, hvilket er lidt synd. Den trådløse fotografering kan nemlig skabe nogle rigtig flotte fotos.

Jeg besluttede mig for at befri flashen fra sit sammenspiste forhold til mit kamera. Kort tid efter var jeg hooked, men jeg vidste ikke, at jeg allerede var på vej ud på et skråplan, der ville få min bankrådgiver til at spærre øjnene op.

Jeg begyndte at surfe nettet tyndt efter alt, der havde med trådløs flashfotografering at gøre. Det var her, jeg stødte på Copenhagen Strobist, der hang ud på Flickr.com. De kalder sig strobister. Navnet kommer naturligvis fra engelsk, hvor en flash også kaldes en strobe, og ja, hvis man så går voldsomt meget op i flashfotografering, er man dermed en strobist.

Copenhagen Strobist består både af professionelle fotografer og meget engagerede amatører, der roder med udstyr, du formentlig aldrig nogensinde har hørt om før. Siger snoot, pocket wizards eller speed gobos dig noget? Nej vel.

Ideen med al udstyret er at få taget nogle fantastiske billeder takket være almindeligt flashlys, og hvis du kigger inden for på gruppens Flickr-side, kan du se nogle af mesterværkerne.

Det bliver dyrt

Men de fantastiske fotos kommer ikke af sig selv. De kræver, at du er parat til at investere i mere ekstraudstyr til kameraet, end du troede muligt. Det gik også galt for mig og mit dankort, da jeg blev mere og mere optaget af strobisternes flotte billeder.

Hurtigt indså jeg, at en flash slet ikke er nok. Jeg måtte have mindst to. Og ja, et sæt paraplyer med stativer. Ved at skyde flashen gennem en hvid paraply bliver det skarpe blitzlys dejligt blødt, så det falder mere lækkert. Uha, og et par nye objektiver ville også gøre underværker, så jeg kunne tage endnu skarpere fotos. Regningen var løbet løbsk, og jeg begyndte at få mere og mere til fælles med folkene fra Copenhagen Strobist. De har nemlig også brugt en pæn portion af husholdningsbudgettet på udstyr til flashfotos.

Men lad os komme tilbage til mødet med Copenhagen Strobist i Greve, hvor jeg pludselig stod og dirigerede løs med modeller og knipsede løs, så min pegefinger blev rød.

Flashen skal bruges trådløst

Sveden er sprunget frem på panden hos mange af de ti fotografer, som er mødt op foran Mosede Fort denne smukke sensommerdag.

De har slæbt stativer, paraplyer og massevis af flashudstyr med, og lige nu venter de på, at modellerne skal møde op.

De garvede medlemmer af Copenhagen Strobist har allerede sonderet terrænet i jagten på gode foto-spots. Nye deltagere kigger sig lidt forvirret omkring. De kender kun de andre fra gruppens Flickr-side, og det er første gang, at de mødes i virkeligheden. Der bliver udvekslet håndtryk.

Det er normalt gratis at deltage på et meetup, det eneste krav er, at du udelukkende fotograferer med off camera flash. Det vil sige, at du skal bruge eksempelvis en SB-600 trådløst. Ved denne seance er kravet endda skruet en tand op, så du minimum skal stille med to trådløse flash. Tilmelding foregår via gruppens Flickr-side og er først til mølle.

Modeller får cd med fotos

Jeg er ved at sætte kameraudstyr op, da jeg støder ind i Ruprect_DK. Jeg kender kun hans web-alias fra gruppen på Copenhagen Strobist. Han forklarer, at han går under det borgerlige navn Michael Nielsen.

Egentlig arbejder han som programmør, og flashfotografering er en passioneret hobby for ham ligesom mange af de andre i gruppen. Han har været med til tidligere møder med gruppen, og jeg beslutter mig for at hægte mig på Ruprect_DK. Det kunne jo være, at jeg kunne lære nogle finter.

Der er heller ikke kommet så mange modeller som ventet, og derfor skal fotograferne deles om dem, der nu er troppet op.

Modellerne kommer blandt andet fra Model.se og er ulønnede. Til gengæld får de efterfølgende fotografernes billeder gratis på cd, som de kan bruge til at opbygge deres modelmapper.

Knockout til paraply

Ruprect_DK og jeg mødes med Casper Mohr. Han vil gerne være model og er i øjeblikket ved at få taget en masse billeder. Vi beslutter os for at gå ned mod vandet ikke langt fra fortet, hvor vi stiller op med flash og paraplyer på stativer. Men paraplyer er lumske. Især i blæsevejr. Jeg har set et videoklip fra et tidligere meetup, hvor vinden knockoutede en paraply så voldsomt, at den også tog flashen med sig i døden. Alle genoplivningsforsøg var forgæves.

Det gode råd fra gruppen er derfor at bruge sandsække til at holde paraply-stativet på plads. Jeg fylder en Netto-pose med fem kilo og hænger den fast. Sådan. Fotograferingen kan begynde.

Casper stiller sig an, og han er heldigvis nem at arbejde med. Jeg har nok at gøre med at holde styr på teknikken og få indstillet kameraet korrekt. På et tidspunkt er der skruet helt op for flashen, så billedet nærmest ligner dagslys. Det er jo ikke meningen, nu da vi står ved vandet i tusmørke:

- Prøv at øge blænden, kommer det fra Ruprect_DK, og tricket virker naturligvis. Senere redder han også en af mine paraplyer - og min dag - da den tager et flugtforsøg og er lige ved at flyve ud i vandet.

Vi skiftes til at skyde en masse fotos af Casper, der opfører sig som en prof - og er tålmodig, når vi finjusterer flash og paraplyer.

Paparazzi på speed

Iført store Colgate-smil bevæger vi os tilbage til fortets område bevæbnet med en lommelygte.

Mørket har omringet Mosede Fort. Med os har vi to stativer, paraplyer, kamera og sækkene med fem kilo sand. Gennem det bakkede terræn ligner det noget fra optagelsesprøven til Jægerkorpset. Tilbage ved fortet stiller vi op til endnu en fotosession, og denne gang er det med modellen Kamille Jerris.

Det er buldermørkt, og det er ikke ligefrem autofokus' livret. Derfor holder Ruprect_DK lommelygten, så den peger mod Kamilles ansigt. Kameraet kan nu stille skarpt af sig selv, og jeg skyder løs, som var jeg en paparazzi på speed.

Flashglimt og lommelygte distraherer ikke Kamille, der poserer det bedste, hun kan, selv om hun nærmest blændes. Ikke en eneste gang lukker hun øjnene. Fantastisk.

Se flash-fotos fra Copenhagen Strobist

Inde i fortet er røgmaskinen ved at blive pakket sammen, luftet er gået af heliumballonerne og militæruniformerne er pakket ned. Copenhagen Strobist Meetup 04 er forbi, og fotograferne hanker op i al deres grej.

Et sidste flashlys blinker og lader derefter Mosede Fort slumre hen i mørke, men der går nok ikke lang tid, før Copenhagen Strobist lader flashene lyne igen et andet sted. Næste gang er jeg også klar. Nu har jeg jo alligevel to poser med fem kilo sand liggende i bagagerummet på min bil, så jeg kan holde stativ og flash-paraplyer i ro.

Se deltagernes billeder fra Copenhagen Strobist Meetup ved Mosede Fort her.

Se video fra Copenhagen Strobist Meetup ved Mosede Fort her.

Du kan også læse meget mere om gruppen her.

Det er gratis at blive medlem af gruppen. Det eneste, det kræver, er oprettelsen af en Flickr-konto.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Compliance og strategisk it-sikkerhed efter DORA

Finansielle koncerner har i snit 85 sikkerhedsløsninger i drift – men er i snit op til 100 dage om at opdage et igangværende cyberangreb. Ydermere viser øvelser, at det typisk tager 4-6 uger at rense og genetablere sikker drift af centrale systemer efter et stort angreb. Fokus for dagen vil derfor være på henholdsvis governance samt om, hvordan du som it-leder i den finansielle sektor skal kunne håndtere fremtidens cybertrusler og arbejde effektivt med sikkerhed på et strategisk niveau.

04. april 2024 | Læs mere


EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

16. april 2024 | Læs mere


IAM - din genvej til højere sikkerhed uden uautoriseret adgang og datatab

På denne dag udforsker vi de nyeste strategier, værktøjer og bedste praksis inden for IAM, med det formål at styrke virksomheders sikkerhedsposition og effektiviteten af deres adgangsstyringssystemer og dermed minimere risikoen for uautoriseret adgang og datatab. Og hvordan man kommer fra at overbevise ledelsen til rent faktisk at implementere IAM?

18. april 2024 | Læs mere