Kom tæt på superfotografen Erik Refner
Egentligt startede det hele for 13-14 år siden. Én af Erik Refners gode venner var modefotograf, og han stod og manglede en assistent.
Eriks mangeårige fascination af fotografiet gav ham lyst til at prøve faget, og dagen efter var han i gang.
- Jeg har altid opfattet fotografer som værende en speciel gruppe af mennesker med et specielt talent for at fotografere. Og jeg forestillede mig ikke, at jeg selv besad dette talent. Da jeg startede som assistent anede jeg intet om fotografi - bortset fra at jeg havde min stærke fotointeresse, fortæller Erik Refner til pcworld.dk.
Siden Erik Refner debuterede som prisvinder ved Visa D'Or News i Perpingan i Frankrig i 2001, er det blevet til ikke færre end 21 priser til den 38-årige danske topfotograf, der aktuelt er fuldtidsansat som fotograf ved Berlingske Tidende - dog med ret til at forfølge sine individuelle mål ved siden af. Opgaverne skal dog godkendes af Berlingske Tidendes chefredaktion.
I dag nøjes Erik Refner ikke med at fotografere, han optager video og arbejder med multimedieproduktioner, som blander fotos, video og lyd.
Gennem flere år har han arbejdet med videoproduktion og finder det "helt vildt interessant":
- Med multimedie kan man selv udvikle nye udtryksformer, fordi det stadigvæk er nyt på nettet. Det er helt fantastisk, hvad man kan lave med det nye Canon EOS 5D Mark II, hvor man blandt andet kan styre dybdeskarpheden på en helt sublim måde, fortæller Erik Refner, som slet ikke kan forstå idéen med live view på et digitalt spejlreflekskamera. I det mindste ikke så længe LCD-skærmen er fastgjort, og ikke kan vippes op/ned, så man kan bruge den som søger, når man til et pressemøde "skyder" hen over hovederne på en menneskemængde.
Har altid arbejdet med Canon
Lige siden Erik Refner indledte sin interesse for foto har det på 35 millimeter-siden været med et Canon-kamera i hånden.
Også i sin nuværende stilling på Berlingske Tidende anvender han et EOS 5D, men venter med spænding på at modtage EOS 5D Mark II.
Personligt ejer han desuden et EOS 1Ds Mark III.
- Canon har altid været mit foretrukne kamera, selv om jeg også ejer et Pentax 6x7 kamera. 95 procent af hvad jeg fotograferer til Berlingske Tidende er med EOS 5D. Det er et fantastisk kamera: det fylder ikke ret meget på en reportagetur, det er fullframe, det laver nogle fantastiske billeder, og det er både slidstærkt og driftssikkert. Kameraet er nærmest en forlængelse af min hånd, og når det går hurtigt, er der ikke tid til at tænke over, hvor funktioner og knapper er anbragt. Jeg ser ingen grund til at skifte; heller ikke selvom Nikon er ved at komme stærkt igen, forklarer Erik Refner, som typisk er en uges tid om at blive fuldstændigt "dus" med et nyt kamera.
Fra freelance til fastansat - næsten
Da Erik Refner i 2001 tilbragte nogen tid i praktik på Berlingske Tidende, blev han efterfølgende tilbudt freelanceansættelse, og efter et lille års tid fastansættelse. Et tilbud, han både tog imod med glæde og med en vis tilbageholdenhed, da han allerede på det tidspunkt havde oparbejdet en fast kundebase - ikke mindst i udlandet - som han gerne ville have mulighed for fortsat at betjene.
Aftalen blev, at han som fastansat fortsat kunne arbejde med sine egne projekter spredt ud over to af årets måneder - naturligvis uden løn fra Berlinske Tidende i denne periode. I dag skal denne type opgaver først godkendes af chefredaktionen:
- For et års tid siden var jeg kørt lidt fast i dagligdagen, men med de nye netmedier åbner der sig en helt ny dør med hensyn til video og arbejdet med levende billeder, fastslår Erik Refner, der, sammen med journalisterne Morten Frich og Morten Crone samt webmanden Jesper Woldenhof fra Berlingske Tidende, vandt Cavlingprisen i 2008 for i deres flermediale serie "Forbrydelsen" at have påvist store mangler i den ellers stort opreklamerede politireform.
- Som fotograf arbejder man normalt meget alene. Man får en opgave af en journalist og kører ud. Meget sjældent sammen med journalisten. Her arbejdede vi som en samlet gruppe; det var en arbejdsform, jeg havde savnet meget, og jeg lærte meget af journalisternes måde at tænke på, uddyber han.
Døden nær i Congo
I perioden, siden Erik Refner startede som praktikant på Berlingske Tidende, har han blandt arbejdet for Stern, Newsweek, Elle og Vogue - indtil den type opgaver skulle godkendes i chefredaktionen.
- Under min freelancetid var jeg blandt andet i Marrakesh, hvor Canon optog en halvtimes film, der skildrer mit arbejde med et nyt kamera. Filmholdet fulgte mig i en uge, og det kom der en dokumentarfilm ud af, fortæller Erik Refner, der holder meget af at lave reportagefoto, sportsfoto, portrætfoto samt modefoto - men kun, hvis historien har en "kant" både kompositorisk og lysmæssigt - og i det hele taget nyder han alsidigheden som professionel fotograf.
Med analogt kamera i Afrika
Da Erik Refner for fem år siden dækkede oprørskrigen i Congo, var der film i kameraet. Ganske vist var det muligt at fotografere professionelt digitalt, men dengang ville han gerne være uafhængig af elektrisk strøm så langt hen ad vejen som muligt.
Hans opgave havde ført ham til hovedstaden Bunia, hvor han begyndte at føle sig lidt for sikker på, hvad oprørshæren ville lade ham tage billeder af.
- I et krigsområde tror man, at kuglerne konstant flyver om ørerne på en, men ret ofte er der stille og roligt. Så man bliver let "lullet" lidt i søvn, men man må ikke glemme, at man er et sted, hvor folk dræber for ingenting. Jeg var gået ud i Bunia og gik og fotograferede, da jeg pludseligt blev omringet af omkring 20 militssoldater fra oprørshæren. De var tydeligvis på stoffer, og helt "væk". De stod og legede med deres Kalashnikov-rifler, og det var bare et spørgsmål om, hvornår den første begyndte at slå mig - så ville de alle sammen falde over mig - for jeg var åbenbart kommet til at tage et foto af en oprørssoldat, som de ikke var tilfreds med. De talte kun fransk, hvad jeg ikke gør, og stemningen kom på kogepunktet. Heldigvis kom der er FN-konvoj kørende forbi, som jeg fik held til at springe op på. FN-soldaterne prøvede at skubbe mig ned, men det lykkedes mig at komme med til FN-lejren, hvor en oprørssoldat fortalte mig, at de ville dræbe mig og begrave mig et sted, hvor jeg aldrig vil blive fundet. Heldigvis havde jeg drukket en øl sammen med oprørslederen dagen før, og han var nu selv inde på en cafe, hvor jeg fik mig en snak med ham. "You are a nice guy. We will not kill you" forsikrede han mig - for hvad det så var værd. Jeg kunne ikke bare "flygte", da min opgave ikke var overstået, så hver aften lagde jeg mig til at sove et nyt sted, gemte mig i bagagerummet på en bil, der tog mig til det sted, hvor jeg skulle fotografere, og ellers levede i skjul, indtil jeg tre dage efter kunne få plads på et fransk militærfly ud af Bunia. Det var de tre længste dage i mit liv, og jeg var meget glad, da jeg sad i Herkules-flyet sammen med alle mine film - og var hel og i live, slutter Erik Refner.
