Test: Sony Xperia Play skuffer fælt som kombi-mobil
Mobiltelefonen er alle tiders spillemaskine, fordi den altid er ved hånden, og selv for 20 år siden blev mobiltelefoner leveret med underholdning om bord.
Men der er unægtelig sket meget, siden vi fumlede med Tetris-brikker i 16 gråtoner - eller styrede prikspisende slanger rundt på vores mobile mursten.
De rendyrkede lommespil fra Nintendo og Sony trues i stigende grad af mobiler som iPhone og Android, der lokker med et svimlende udvalg af kvalitets-spil til næsten ingen penge.
Mens Nintendo søger tilflugt i den tredje dimension, svarer Sony igen på telefonernes hjemmebane med Xperia Play: Halvt Android-mobil - halvt PlayStation.
Fikst lommespil
Xperia Play er forholdsvis tung, tyk - og tynd i plasten. Men som spillemaskine er den ganske fiks, også når man sammenligner med Sonys egen PSP Go.
Formen minder om de gamle HTC-modeller med skub-ud-tastatur. Nu er det bare ikke bogstavtaster, der åbenbares under skærmen - men fysiske spilknapper:
Her er fire retnings-knapper til venstre tommelfinger, mens højre side huser de kendte PlayStation-knapper med trekant, cirkel, kryds og firkant.
Bagpå sidder to "skulderknapper", og nederst til højre Start og Select. Det er helt efter PlayStation-bogen. Men de to cirkelformede pegefelter kræver tilvænning.
Små forhøjninger gør det let at ramme felterne i blinde, men kontrollen bliver aldrig så entydig som med fysiske styrepinde.
Spilknapperne fungerer kvikt og præcist - bortset fra skulderknapperne, som har en skrækkelig løs og langbenet vandring. I det hele taget har Sony ikke haft en heldig hånd med knapperne på denne telefon.
De fire Android-knapper under skærmen er bløde og svampede, og højrekantens lydstyrke-knap har det ekstra problem, at mobilen åbner sig, når man prøver at trykke på den.
Komplet Android-mobil
Som mobiltelefon minder "Play" meget om "Arc".
Mobilen kører den nye "Gingerbread" variant af Android (version 2.3), og den tilpassede brugerflade byder blandt andet på fin integration med Facebook og Twitter.
Til gengæld er skærmtastaturet lidt upræcist, og den grafiske glasur er ikke helt på HTC-niveau.
Kameraet har autofokus og 5 megapixel, og billedkvaliteten er fin, så længe solen skinner. LED-lampen har som altid begrænset rækkevidde. Og i disse HD-tider er det skuffende, at video kun indfanges i 800x480.
Vi savner også en fysisk udløserknap.
Hovedtelefonstikket sidder ikke i toppen, men på øverste venstrekant, hvilket må betegnes som den næstbedste løsning.
Under bagklappen (men over batteriet) kan lageret udvides med løse microSD-kort (otte gigabyte medfølger).
Som andre smartphones skal Play til opladning hver aften. Men da mobilen i højere grad indbyder til spil, kan det være nødvendigt med ekstra klat-ladninger i løbet af dagen. Sony Ericsson lover fem en halv times uafbrudt spilletid.
Grafik-chippen (Adreno 205) skulle være optimeret til spil, men processoren er en standardvare (Snapdragon 1 GHz). Man kunne godt forvente to CPU-kerner i en spil-mobil som denne.
For mange kompromiser
Enhver spillemaskine skal først og fremmest vurderes på spillene. Sony har klogelig droppet tanken om spilsalg på fysiske medier.
Alt hentes fra nettet, og med Android-platformen har man fra start et stort og voksende spilbibliotek. Købsoplevelsen kunne dog være mere enstrenget, da ikke alt findes på Android-markedet. Værre er det, at kun et fåtal af spillene understøtter de fysiske spilknapper.
Som plaster på såret leveres mobilen med en god håndfuld knap-optimerede spil. Specielt FIFA 2010 nyder godt af knap-styringen, mens Sims 3 ikke vinder noget.
Nostalgikere vil få våde øjne ved gensynet med Crash Bandicoot. Adgangen til gamle PlayStation-spil er fascinerende, og hvem ved: Måske bliver "PlayStation-certificerede" smartphones den nye standard inden for mobil underholdning.
Eller også ender projektet som endnu en fiasko i rækken af mislykkede spillemobiler (*host* - Nokia Ngage - *host*)? Det er den usikkerhed, man må tage med, når man køber første generation af en ny platform.
Potentialet er til stede, men første udspil fremstår som et lidt for dyrt nicheprodukt med lidt for mange kompromiser.
