En hårdt tiltrængt kapitalindsprøjtning fra den tyske stat reddede sent søndag aften det trængte tyske teleselskab Mobilcom fra konkurs, skriver Financial Times.
Kapitalindsprøjtningen på op mod tre milliarder kroner kom i stand i ellevte time efter et krisemøde mellem repræsentanter fra den tyske stat og Mobilcoms topchefer søndag aften.
Den tyske finansminister Werner Müller sagde efter mødet, at kapitalindsprøjtningen er stor nok til at afværge den konkursbegæring, som det ellers var forventet, at Mobilcom ville indgive i løbet af i dag mandag.
Minister: Selskabet er sundt
Selskabet vil dermed nu få tid til at omstrukturere og trimme forretningen, sagde ministeren.
Han pegede på, at det voldsomt gældstyngede selskabs kerneforretning efter hans vurdering i bund og grund er sundt.
Werner Müller håber, at Mobilcoms omkring 5.500 medarbejdere kan undgå fyring med den massive kapitalindsprøjtning.
Der er valg i Tyskland om en uge, og den hektiske valgkampsstemning i landet har øget den politiske interesse for selskabet markant.
Selskabets skæbne er desuden blevet en politisk varm kartoffel, fordi selskabets hovedaktionær - France Telecom, der ejes af den franske stat - i sidste uge valgte at stoppe al finansiering af selskabet.