Hvornår var den sidste gode dag på internettet?
Det bliver vi nok aldrig enige om, og mange af os har formentlig stadig masser af gode dage online.
Men det er ikke helt forkert at sige, at mange i dag oplever internettet som et sted, der ofte skaber polarisering, doomscrolling og ubehagelige oplevelser. Og som får mennesker til at opføre sig på måder, der kan være svære at forstå.
Hvordan endte vi her? Og hvad har skærmene gjort ved vores forhold til andre mennesker?
Det undersøger journalisten Megan Garber i sin nye bog ”Screen People: How We Entertained Ourselves into a State of Emergency”.
Hun mener, at skærmkulturen har gjort os til både publikum og optrædende og lært os at betragte andre mennesker som figurer i et uendeligt underholdningsshow.
Megan Garber begynder sin bog med historier fra 26. februar 2015, som det amerikanske nyhedsmedie Vox senere kaldte den sidste gode dag på nettet.
Den dag kunne alle nemlig more sig over to undslupne lamaer i Arizona, og så var det dagen, hvor historien om ”The Dress” gik viralt.
Ja, nu nikker du nok, for det var netop billedet af en kjole, som ifølge nogle mennesker var sort og blå, mens andre så den som hvid og guld.
Ifølge Megan Garber var historierne om ”The Llama Drama” og kjolen noget fjollet og harmløst, som alle kunne more sig over.
Men kjolen viste også, hvor forskelligt vi kan opleve den samme virkelighed.
Alle var overbeviste om, at deres oplevelse var den rigtige, og det er ifølge Garber et billede på vores skråsikkerhed og begrænsede perspektiv. Og for hende er fortællingen også et varsel om mere alvorlige splittelser.
I bogen spørger Megan Garber, hvorfor så mange føler en form for hjemve efter et internet, som de fleste jo stadig bruger.
Hendes grundtanke er, at vores skærme både formidler og forandrer verden. De kan bringe os tæt på hinanden og samtidig skabe afstand til dem, der er lige foran os.
Udfordringen i Garbers optik er, at der sker noget med vores medmenneskelighed, når stadig mere af vores liv foregår gennem skærmen.
Screen People handler altså om risikoen for, at vi oplever mennesker på skærmen som karakterer, vi kan bedømme, håne eller bruge som underholdning.
Hun undersøger forbindelsen mellem underholdningskultur og tabet af empati. Det gælder både i vores omgang med almindelige mennesker og berømtheder og i vores forhold til politik.
Megan Garber er til daglig journalist på mediet The Atlantic. Hendes nye bog bliver beskrevet som en kulturdiagnose, der forsøger at forklare, hvordan internettet og sociale medier har forandret vores forhold til hinanden.
Hun mener stadig, at vi kan ændre udviklingen, hvis vi lærer at gennemskue skærmenes påvirkning og insistere på at se menneskene bag den digitale fremstilling.
Om det er nok til, at vi en dag igen kan opleve en god dag på nettet og blot være enige om at være uenige om farven på en kjole, kan man godt tvivle på.
Men håbet er naturligvis stadig lysegrønt. Eller blåt. Eller hvidt…
