Sonys Vaio-computere vil fremover indeholde kontorprogrammet StarOffice i stedet for Microsofts Office-pakke, når de bliver solgt fra butikkerne.
Sony har nemlig indgået aftale med Sun Microsystems, der står bag kontorprogrammet StarOffice.
Aftalen betyder, at udvalgte Sony Vaio-pc'er på markederne i Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien fremover vil blive født med det pre-installerede StarOffice.
Aftalen sigter mod at fravriste markedsandele fra Microsoft, der ellers totalt dominerer markedet med sin Office-pakke.
Microsoft Office og Microsoft Works har nemlig tilsammen en markedsandel i omegnen af 95 procent inden for desktop-software.
På vej til andre lande
Sony forventer, at Vaio-pc'erne med StarOffice relativt hurtigt vil blive sendt ud i andre lande.
Sony har tidligere indgået aftale med blandt andre Corel om præinstallering af WordPerfect-pakken på visse Notebook- og Vaio-computere i Nordamerika.
Sun og Corel har hver især en ganske lille markedsandel indenfor desktop-software. Begge regner dog med, at deres produkter bliver stadig mere attraktive alternativer til Microsofts Office-pakke i takt med, at produkterne bliver billigere og billigere og mere kompatible med Microsofts Office.
Tidligere aftaler
Software fra Corel er i dag præinstalleret på Gateways 300 S-pc'ere, HP's Pavilion-computere samt på Dells Dimension 2300-pc'ere og Inspiron 2600-notebook.
Suns StarOffice er preinstalleret på Hyundai-pc'er, der bliver solgt i Australien og New Zealand.
I USA koster Suns StarOffice 6.0 omkring 500 kroner, mens Corels WordPerfect Office afhængig af udgave koster mellem 370 og 1800 kroner. Til sammenligning er listeprisen på standardudgaven af Microsoft Office XP omkring 3.500 kroner, mens den mindre Microsoft Works-pakke sælges for godt 700 kroner.